Slottet, som skal bygges
Bryllupssang
Bryllupssang
Som: Kong Farao var en ugudelig Krop
Som: Kong Farao var en ugudelig Krop
„Gid vel jeg var gift kun, for nu er jeg kjed
af Kjærlighed, “ saadan sa’ Pigen,
og Aandsfrænder har hun — som alle vi véd —
hvis Antal vel nu er i Stigen.
Det siges jo dristig, det hævdes jo stift,
at Giftermaal kun er for Kjærlighed Gift,
og gaar man i Ægtefolkslavet,
man ser den snart død og begravet.
Men om i Paris det end udraabes højt,
om vide for Visdom det gjælder,
i Himlen, vi véd„ det ej vejer en Døjt,
og derfor paa Jorden ej heller.
Nej, Kjærlighedsdrømmen først bliver til Liv,
naar Svend bliver Mand, og naar Mø bliver Viv,
da frem den af Taagerne ganger,
da Kræfter og Farve den fanger.
De unge da har sig det dejligste Slot,
som Roser og Vinløv omslynger,
med blinkende Spir, men paa Skyerne blot,
af Solstraaler tømret, det gynger.
At drage herned det, at faa det i Land,
derom sig forener da Kvinde med Mand„
de føler, de sammen har Ævne
at rejse det Slot paa det jævne.
Og naar de saa laver en Rømie paa Sand
og tror, det er alt, hvad de mægte,
mod Ægteskab intet bevise det kan,
men kun, at her mangler det ægte;
thi tror de paa Slottet og Kjærligheds Gud,
saa daler fra Skyen det ned paa hans Bud,
saa ser de dét voxe og stige,
en Vidunderborg uden Lige,
Et Hjem for vort Hjærte, rodfæstet i Jord,
med Plads for de højeste Tanker,
det rødmer i Juli af Rosernes Flor,
i Høsten af bugnende Ranker;
det lyser af Fred og det rammer ej Nag;
hvor favne dets Mure, hvor skjærmer dets Tag
og peger med blinkende Toppe
mod Kjærlighedsriget deroppe!
Vorherre, som ej vil la’ Kjærlighed dø,
men skjænker med Maalet den Kræfter,
har tegnet, det Billed for Svend og for Mø
og vil, der skal bygges derefter.
Saa nøjes da ej med det snævre og smaa,
men byg I kun dristig med ham mod det blaa!
Lad højt det sig rejse fra Grunden
og slaa hver en Tvivler paa Munden!