Der var en Gang en Pige,
hun var saa yndefuld
med Øjne straalerige
og Haar som pure Guld;
de lange, lyse Lokker
var trindt om Panden lagt,
hun var væn,
hun var pæn
i sin Skabning og sin Dragt.
Jeg elsked hende saare
og sagde det tilsidst,
hun saa’ min salte Taare
og følte Elskovs Gnist,
og da vi kom fra „Kjæden“
og havde faaet en Vals,
med det Hvin: „Jeg er din!“
hun sig styrted om min Hals.
Hvad Fryd er vel som denne?
min Pen den skildrer ej,
blandt alle Skrædersvende
den saligste var jeg.
Men hvem kan Smerten maale?
hvem fatter vel mit Tab?
hun sin Tro
nok saa fro
skjænked til en anden Flab.
Da bruste højt mit Hjærte,
paa Hævn jeg tænkte strax
og væbned i min Smerte
mig med min skarpe Sax;
de rige, gyldne Lokker,
som fanged mig i Næt,
de skal dø —
falske Mø,
du skal skalles af komplet.
Og huldt mig føjed Lykken,
hun laa i Søvnens Baand,
men da jeg greb Parykken,
beholdt jeg den i Haand.
Kun Stubbe var igjen, men
den falskes falske Haar —
til min Trøst
ved mit Bryst
de skal hvile, mens det slaar.