Ved Fyrretyve-Aars Studenterjubilæet
Som: Menuetten af Elverhøj
Som: Menuetten af Elverhøj
Vi mødtes først, da Knoppen brun
sig aabned for de glade,
og vi sprang nd med bløde Dun
som friske Bøgeblade.
I Frihedsluft, højt over Muld,
vi Vaaren bød velkommen
med Favnen fuld af Drømmens Guld
og Tomhed kun i Lommen.
Saa mødtes vi ved Sommertid —
forstaar sig — meget bedre,
med mindre Støj og mere Vid
som pæne Folk og Fædre.
Nu mødes atter vi mod Høst,
og ej at nægte nytter:
lidt mere tunge, men til Trøst,
med Vægt af „Samfunds Støtter“.
Og Somren sine Roser bar,
trods hvad det vilde hindre,
og Høstens Luft er dejlig klar,
og Stjæmerne de tindre.
Af Vaarens Friskhed, Duft og Sang
blev aldrig nogen fede,
men springe ud, som da vi sprang,
vi gjør ej mer hernede.
Hvor højt vor Ungdom steg til Vejrs,
hvad stort endog den øjned,
mig tykkes dog, at indenskjærs
end større det sig højned.
Men Høstens Guld og Somrens Glød
og Livets Lyst og Taaren,
det laa dog alt i Vældets Skjød,
der aabned sig i Vaaren.
Og aldrig for med Sejl i Top
saa kjækt vi gjennem Strømmen,
som da vi søgte Landet op,
det Land, vi saa’ i Drømmen.
Om Ungdomsrejsens Æventyr
endnu i Høst vi sjunge
og takke hver, der tændte Fyr
paa Farten for de unge.