Bakkehuset
(1825.)
(1825.)
I Anledning af Rahbeks 50aarige Studenter-Jubilæum.
I Anledning af Rahbeks 50aarige Studenter-Jubilæum.
Mel. Der var engang en tapper Mand.
Ved Kongens Slot en Hytte staaer,
I Søndermarkens Skygger,
Hvor mangen Sangfugl yndigt slaaer,
Og tro sin Rede bygger,
Hvor Floras tidt forglemte Smaa
Et Ly mod barske Vinde,
En huld og kjærlig Pleie faae,
En moderlig Veninde.
Der Sangens Fugle gjerne boe,
Og tolke deres Glæde,
Thi Hytten er en Digters Ro,
Er Sanggudindens Sæde.
Hun lærte ham de muntre Qvad,
Som hele Norden synger,
Som Hver af os har sunget glad,
Hvis Ild os end forynger.
Og da hun gjerne dvæler hist
Hos Camma, hos Knud Lyne,
Saa lokker hun og did forvist
Sin Moder, Mnemosyne.
Erindringer af Skjaldens Liv
Frem om hans Blik hun kalder;
Han skuer dem, og siger: bliv!
Flygt ei, min Ungdomsalder!
Og fængslet ved hans Trylleord
Den lette Skare standser;
Han skildrer os det hele Chor,
Før det til Lethe dandser.
Tilskuer af sin Ungdoms Tid,
Ei efter Aar han tæller:
Han føler ungt, han skjemter blid,
Som i sin Vaars Noveller.
Du som er Danmarks Æres Ven,
Som har forskjønnet Sproget,
Der, fjernet fra din simple Pen,
Blier daglig mere broget;
Du som har fuldendt i dens Gang
Den ægte danske Vise,
Hvem skulde Danmarks Søn i Sang
Vel heller ville prise?
Dig gav ei Sanggudinden Guld
(Guld er ei hendes Gave):
Et Kys hun gav dig, øm og huld,
Og Frugter af sin Have.
Hun gav et landligt Paradiis
Til dig og din Veninde,
Hvor Somrens Ild og Vintrens Iis
De samme Hjerter finde.
Hvo kjender ei det Musers Hjem,
Hvor Gjæstfriheden bygger?
Hvo flygted ikke tidt til dem,
I deres Lindeskygger,
Hvor Sangens Fugle synge tør,
Og Sangens Venner lytte,
Hvor Baucis med Philemon gjør
Et Tempel af en Hytte?