„I Julens Tid, just da det vintergrønne,
„Det lille Grantræ stod for Lotte smukt,
„Og tyded helligt paa det barnligt Skjønne
„Med lette Guldblad og forsølvet Frugt,
„Ved Kjærligheds Trophæ, ved Uskylds Alter
„Besøgte min Faan dig med min Walter.”
I Vaarens Tid, nu da den saftig grønne,
Den tætte Bøg udbreder høit sin Top,
Og da hos Lotte sig det barnligt Skjønne
Udviklet har, som Blomsten af en Knop,
I Floras Hal, blandt Vaarens Fuglerøster
Besøger Dig min Walters yngste Søster.
Og mens Naturen huldt hver Barm husvaler,
Forynget i sin skjønne Brudedragt,
Til mig den med alvorlig Mine taler,
Og spørger mig: Hvad har nu du fuldbragt?
Min Spire groer, nu blomstre mine Skove:
Siig, fulgte du min Gang og mine Love? —
Men Tanken, jeg til Svar ei selv kan finde,
Er vist for Dig, o sjeldne Digter, klar.
O maatte Nina, som en kjær Veninde,
Dig hviske hvad jeg ønsker mig til Svar:
At Du forhøiet seer min spæde Stræben
Ved Kysset, som Du trykte mig paa Læben!