Farvel til Poul Martin
(1826.)
(1826.)
Poul Martin forlader sit Fædreneland,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Dog ei som den skotske, bevæbnede Mand,
I Hensigt at hærje de Lande.
O stakkels Hr. Zinclar! vi mindes det vel,
Dig slog den forbittrede Normand ihjel.
Til Klippernes Rige sig flytter vor Ven,
For Viisdommens Tempel at smykke.
Den Havfru’, som fører hans Snekke derhen,
Skal varsle ham Medgang og Lykke.
Erobrer han Norge, som god Scandinav,
Det skeer ved de Vaaben, ham Muserne gav.
En Bro skal han bygge paa skummende Vand
Fra Lindesnæs lig til Skagen,
Hvor nordiske Hjerter bevæge sig kan,
Og lægge ved Sproget for Dagen,
At ikke ved Lethe vi skilles fra jer,
Men Nordens favre Kjærmindernes er.
Han planter de Blomster fra Dannemarks Strand
Ved Granen paa Fjeldenes Tinde;
Men kjærest dog er ham den Lilievand,
Som fængsler til Hjemmet hans Minde.
Til Sommer, naar Birken er grøn i sin Top,
Han kommer og henter sin Lilie derop.
Den Sandhed er gammel og Alle bekjendt,
(I Glasset især man den finder),
At, ligesom Vinen, det blaae Element
Ei skiller os ad, men forbinder:
I Forbund med dig, o vor Broder, vor Ven,
Er Alle, som du, scandinaviske Mænd!