Til Henrik Hertz
Tak for Hyacintherne.
Tak for Hyacintherne.
At Hyacinthen nok engang
En pragtfuld Krone driver,
Hvorom Du i Din kjære Sang
Et muntert Haab os giver, —
Derpaa man ikke stole bør,
Thi Himlen ene vide tør,
Om Haabet opfyldt bliver.
Een Nydelse dog er os vis:
Nærværelsen, den glade,
Hvor Sindet kan sig vel tilfreds
I Duft og Straaler bade,
I Blomstens Duft og Farveskjær,
I Digtet om de grønne Træer
Og Havets blanke Flade.
Og Digtet er i denne Flor
En Rose for de Blommer,
En Lyd af Skovens Fuglechor,
Et Syn af deilig Sommer,
En Duft af Engens friske Hø,
Hvorfra vi saae den fjerne Sø,
Hvor Kjølen gaaer og kommer.
Vor Ven, Du som paa Pilgrimsgang
Langt ud i Verden drager,
Du bliver hos os i Din Sang,
Du ingen Afsked tager;
Du er os i Din Digtning nær,
Du gaaer med os til Skovens Træer
Og gjennem Rugens Ager.
Thi præget staaer Dit Navnetræk
I hver en Bøgestamme,
Og susende den lille Bæk
Os nævne vil det samme.
Din varme Sommerdigtning gav
Os Danmarks Eng og Skov og Hav
Og Solens egen Flamme.
Ja, Danmark, om hvis elskte Kyst
Din Sang er evigt Minde,
Bestandig skal med Somrens Lyst
Dit Digternavn forbinde.
Og Du vil paa Din fjerne Vei
Bevare Tankens Glemmigei
Fra Ven og fra Veninde.