Al Krig er endt, nu Fredens Glæde lyder,
Thi Slaget gav ei ene Blæk og Ord;
Nei Druers Blod i røde Strømme flyder,
Lig Donau hen ad Borgemesters Bord.
Det var en Strid, hvorom er værdt at tale!
En heel udslagen Dag stod Slaget paa.
Calliope, min Musa, skal den male
Saa tydeligt, som om vi nu den saae.
Den syv og tyvende, jeg siger eder,
Fra ni til to, og dernæst efter tre,
En Skandse, som man kaldet har Catheder,
Blev stormet af en frygtelig Armee.
Men Helten lod sig ei tilbagedrive,
Han stod, og viste, han var Pladsen værd.
Og Gud skee Lov! han er endnu ilive,
Og sidder frisk og sund iblandt os her.
Og dog, min Tro, han fægted ei med Dampe,
Med intet Blendværk af den tomme Nat,
Med Syner ei af Feber eller Krampe,
Med ingen Maren eller Gunilds Kat.
Nei Striden var med virkelige Kroppe,
Som man med Hænder kunde føle paa;
Jeg mener Grunde, der, skjøndt tidlig oppe,
Dog høfligt lode sig af Grunde slaae.
Hvor saligt, efter Krigens grumme Scener,
At hvile sig i Rankens dunkle Ly!
Saaledes laae de modige Hellener,
Naar endt var Dagens Kamp om Priams By.
Saaledes, efter Livets Strid og Møie,
I Paradiset ved et festligt Bord
Forklarte Døde sig igjen fornøie
Med Viin og Sang og skjemtefulde Ord.
Der sidder ogsaa Doctor Morten Luther,
Og synger med og drikker Glasset ud;
En deilig Flok af søde Engleglutter
Opvarte dem, og flyver ind og ud.
Men dal igjen til Jord, du Sangens Tone,
Og sværm ei altfor længe fra dit Maal:
I Skyggen af din vundne Laurbærkrone,
Nyskabte Doctor, tømme vi din Skaal!