Martin Luther
(Ode paa Reformationens Jubelfest, 1817.)
(Ode paa Reformationens Jubelfest, 1817.)
Hvad bebuder i Dagbrækningens Morgenskiær
Med tidt gientagne Drøn hisset fra Fæstningens
Vold Kartoven? Er nær atter en fiendtlig Magt,
Sendt at kæmpe mod Ædelstad?
Drog en drabelig Helt, glad ved sit Seierstog,
Laurbærkrandset, besprængt nys af de Slagnes Blod,
Stolt fra Leiren? og lød Knaldet fra Svælgenes
Ildmund: Held Undertrykkeren!
Nei, nei! Kampen er endt, sølverbevinget Fred
Høit, med himmelblaae Fiær, moderligt rugende
Svæver over vort Land. Kimende Klokkelyd
Tyder glædelig Høitidsfest.
Martin Luther, din Dag — stor som en Verdenshelt;
Ei ved Sværdenes Magt, ikke ved Slagnes Blod,
Men ved Kraften, som Gud høit over Klostrets Muur,
Gød dig dybt i dit Kæmpebryst.
Ei dig Timur sin Piil, ei Alexander dig
Hielm gav; Attila dig stod ei med Horder bi.
Svag, i Aag du ei bandt Folket; men Frihedshelt,
Lænken brød ved din Fakkel du!
Thi den Himmelskes Bud kiændige Munkelist
Frækt fordreied; hans Ord: „Elsker hinanden, og
Elsker Sandhed og Gud, lever i Kiærlighed!“
Meer husvaled ei Christnes Bryst.
Kold, vanvittig og bleg, drukken af sværmersk Ruus,
Martyrhelten sig bød frem for det slebne Staal;
Sank, og troede sig brændt luttret til Helgen alt
I den grusomme Piinselsild.
Frækhed fulgte paa skuml Fordom, og Borgia
Kaptes galen i Rom med en Caligula;
Slog til hedenske Dirk Nøglen, ham Petrus gav,
Aabned Rædslernes Kobberport.
Hvo traf Dragen? — Jeg seer freidig i Baalets Ild
Bunden fast til sin Pæl, Martins Johannes. — Ak!
Røgen qvæler hans Røst, styrker hans Heltemod,
Og hans Tillid til Frelseren.
Thi, almægtige Drot! aldrig Din Miskundheds
Blik forlader den Slægt, som Du af Støvet drog!
Silden finder et Skiær, hvor der er Sikkerhed
For den uhyre Kæmpehval.
Afgudstemplet i Rom hæved sin Hvælving alt,
Var paa grundlagte Kors hedenske Pantheon;
Tømte Skatten. Da Gud Leo med Blindhed slog,
Og ham sveg sin Forsigtighed.
See, med jernbundne Skriin sendte sin Tiener han,
Afladshøkren. Han kom, planted forvovne Kors,
Haaned Troen og Gud, skiændte hans Bedehuus,
Solgte Lasterne Salighed.
Da — ved Gruben ... Thi bleg blandt Folianterne
Sad Erasmus, en lærd Skriftklog, som vidste hvad
Ret var; voved det ei; ræd som et Egern han
Knækked Skallen af Kiærnerne;
Lytted, skiult i sit Løv. Men over Gruben stod
Martin Luther du hist, fattige Biergmandsdreng!
Med at betle dit Brød frygtsomt begyndte du,
Sang i Kappen for Hvermands Dør.
Mens din Fader opdrog Sølvet af Biergets Dyb,
Drogst du ædlere Guld, luttret for Mennesket;
Derfor lyder idag festlig Kartovens Drøn,
Derfor festlige Klokkeklang.
Baalet trued; men du kiæk i din Tillid sang:
„En fast Borg er mig Gud! Var der en Diævleflok,
Stor, utallig som hist Teglsteen paa Tagene,
Dog jeg kommer og trodser dem!“
Wartburgs Kæmpe, du vandt! Frelserens Guddomsord
Lyder atter saa reent, fromt for hans Menighed,
Som for Peder, Andrees, Thomas, Philippus og
Brødres Lyst: Zebedæerne.
Dig, Melanchton og ham, Fredrik den Vise, som
Høit paa Borgen dig kiækt giemte som Ædelsteen,
Hvor ved Lampen du tro udlagde Skriftens Ord
For hver Broder i Dalene;
Eder, Zwingli, Calvin, Hutten og hver en Helt,
Som med Viisdom og Kraft atter har Faklen tændt
I Guds Kirke, hvorved klarligt vi Korset see:
Eder Taarer og Takkefest!
Oehlenschläger.