I gode Venner, alle I,
Som ere her tilstede!
Med Sang og Klang nu ville vi
Forkynde lydt vor Glæde.
Thi sjunger da ved Glassets Klang,
At høit vort Qvad maa lyde!
Vi sjunge til en Vuggesang,
Det gamle Barn at fryde.
Paa Klippens Top, i Sneens Lag
Dets Vugge monne stande,
Det fødtes der paa denne Dag
Ved hine fjerne Strande.
Omkring dets Vugge, hvor det laae,
Den stolte Granskov værner;
Dets Øie aldrig Andet saae,
End Polens lyse Stjerner.
Og Drengen voxte frodigt op,
Thi Frihed var hans Amme;
Og Frihed boer paa Klippens Top
Og under Graners Stamme.
Gudinden kyssed ham, da han
Endnu var ganske liden,
Og skjænkte til den modne Mand
Et trofast Sværd ved Siden.
Og for hans tidligt aabne Sands
Mon Ærens Guddom træde;
Hun rakte ham sin Blomsterkrands
Høit fra sit Himmelsæde.
Og Begge sang: Vær tro og kjær
For Dine to Gudinder!
Og flux omkring sit Frihedssværd
Han Æreskrandsen vinder.
Og Ærensværd, det stolte Navn,
Som begge To ham give,
Med stærke Træk han i sin Favn
For evig monne skrive.
Han friste kan saa tung en Dyst,
At Navnet bort han bytter!
Men Æren boer dog i hans Bryst,
Sin Frihed han beskytter
Og Skjæbnen kan det mage saa,
At han forlader Norden,
Og som en Fremmed søge maa
Et Hjem paa vide Jorden.
Han dog ei ene vandred om,
Thi over Bjerg og Bølge,
Hvorhen han gik, hvorhen han kom,
Gudinderne ham følge.
Og Den ei fremmed nævnes kan,
Som i sin Barm mon gjemme,
Ihvor han er, sit Fødeland:
Han overalt har hjemme,
Han dog sig selv gjenfinder strax,
Om han saa Sværdet svinger,
Hvad eller om til gavmild Ax
Den golde Jord han tvinger.
Og derfor os Du hører til.
Ei blot i Granens Skygge,
Men under Bøgens Krone vil
Du gjerne boe og bygge.
Med fulde Glas vi hilse Dig,
Som vil vor Landsmand være:
Lev endnu længe lykkelig
Med Frihed og med Ære!