Cantate
ved
ved
Universitetets Sørgefest i Anledning af Kong Fredrik
Universitetets Sørgefest i Anledning af Kong Fredrik
den Sjettes Død.
den Sjettes Død.
I.
„See dine Sønner forsamles paany,
„Pallas Athene,
„Her, hvor dit Huus under Skjoldungegrene
„Finder sit Ly!“ — — —
— — O ti, du Røst fra Glædens Dage!
Dit Echo vender smertende tilbage —
Hos hedengangne Fædre Kongen boer!
Hans Fødselsfest, hvortil vort Jubelchor
Beredte sig, som i de svundne Dage,
Seer Harpen omhængt med et Sørgeflor,
Og Glæden afløst af den bittre Klage.
Til Roeskild har de Kong Fredrik bragt,
Han lagdes i Gravcapellet;
Der hviler Kongen i Kroningsdragt,
Med Sceptret, i Døden fældet.
Tungsindig smiler den gamle Stad,
Det sukker i Træernes visne Blad,
Det klager i Hroarsvældet.
Og Suk og Klage fra hver en Vraa
Gjenlyder paa Danmarks Vange:
Det sukker, hvor danske Hjerter slaae,
Det klager i Skjaldenes Sange;
Den gode Konge forlod sit Folk,
Hans Blik ei længer er Hjertets Tolk,
Han sover Søvnen den lange.
Vor tabte Fader! vor døde Ven!
O kunde du hist fornemme,
At Danmarks Qvinder, at Danmarks Mænd
Vil aldrig dit Værd forglemme!
O kunde dit Folk sit Hjertes Gjæld
Betale dig end med et ømt Farvel!
O kunde du høre vor Stemme!
Der var ei Tid til Afsked. Kongen gik
Indtil sin sidste Dag med opreist Pande;
Og Øiet, som kun sparsom Slummer fik,
End vaaged over Rigets spredte Lande.
Men useet kæmpede hans Kraft med Døden,
Den ellers Ubetvungne modstod fast;
Men Natten kom og gik, og Morgenrøden
Brød frem, og ak! et sjælfuldt Øie brast!
Konge du var, og med Kronen,
Førte du Herskerens Stav,
Menneske var du paa Thronen,
Var Borger og Dansk til din Grav,
Fader, ei blot for det Hele,
Nei, men for Hver:
I hans Bekymring at dele
Du stod ham nær.
Tusinder færdes i Livet,
Hver med sit Maal kun i Hu:
Hvem af dem Alle blev givet
At føle med Andre, som du?
Verden den Arme forlader,
Her var hans Trøst:
Kongen som Ven og som Fader
Fornam hans Røst.
Hvo har vel seet dig i Øiet,
Hvo har din Tale vel hørt,
Uden at hæves, naar, høiet,
Han blev af din Mildhed berørt?
Ak! i den lukkede Kiste
Tier din Mund;
Øiet er slukt, som os viste
Dit Hjertes Grund.
Men selv du staaer bag Paradisets Høie;
Det toner, efter let afkastet Byrde:
„Kom hid, du gode Hyrde,
Og hviil dig efter Dagens travle Møie!
I Uskylds Aand du levet har og handlet,
Derfor skal Kronen ei din Isse tynge,
Men til en Krands forvandlet,
Det luftig paa din hvide Lok skal gynge.“
Blandt fromme Konger finder du dit Sæde;
Og Han, som hersked over Harpens Tone,
Før han bar Herskerkrone,
Sin Velkomstsang for Skjoldungen vil qvæde.
Paulunet vinker dig med Seirens Fane,
Imens dit elskte Folk igjennem Taarer
Din Salighed tør ane,
Og bede Herren, at din Sjæl han kaarer!
Du, som Hjertet veier,
Dig til Offer bragt,
Skjænk ham Livets Seier
Over Dødens Magt!
Hør en trofast Vrimmel
Sende dig sin Bøn:
Skjænk ham i din Himmel
Kongehjertets Løn!
II.
Danmarks Fredrik! ved din Sarcophag
Danmarks Muser grædende sig bøie,
Men ved Fremtids Spire deres Øie
Dvæle tør med Haabets Velbehag.
Herren gav, men Herren tog tillige,
Dog han gav igjen med naadig Haand:
Christian, som har arvet Fredriks Rige,
Arving blev til Skjoldungstammens Aand.