Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Cantate

ved

Universitetets aarlige Fest i Anledning af Kong

Christian den Ottendes Fødselsdag.

I.

Hæv dig fra Hjertet, vor tonende Røst!
            Festen dig kalder;
Ton under Musernes hellige Haller,
            Ton fra vort Bryst!
Dag, som os bringer det elskede Minde,
Du, som er præget med kongeligt Navn,
Du vil til hilsende Klynge forbinde
Musernes Sønner i Musernes Favn.
            Hjerternes Flamme,
            Stedse den samme,
Brænder, o Skjoldung, for Dig og Din Stamme,
            Hilser Dit Navn.


Minervas Fugl i Skjærm af Landets Throne
    Sin Rede bygger, tryg i sikre Ly;
    Opad den flyver mod den gyldne Krone,
    Med Vingeslag i Morgengry.

Og om den Isse, som maa Kronen føre,
    Den svæver let og møder Kongens Blik;
    Lig Odins Fugl den hvisker i hans Øre
    Den Kundskab, som den samlet fik.

Og Han, som Ordet fatter, Han, som lytter
    Til Viisdoms Røst og føler Drottens Kald,
    Han Sceptret strækker ud, en stærk Beskytter
    Af Freden i Minervas Hal.

Vor ædle Skjoldung, ført fra tidlig Alder
    I Templet ind, hvor’om Du værge nu,
    O Christian! Dig sin Søn Gudinden kalder;
    Og kalder Stemmen, følger Du.


Paa den Dag, da Christians Øie
    Hilste Lyset første Gang,
    Nedsteg Musen fra det Høie,
    Qvad for Barnet Vuggesang.
    Trolig fulgte hun ham siden,
    Hun forskjønner end hans Hjem;
    Af hver Tjørn, som groer i Tiden,
    Kalder hun en Rose frem.

Smykt med Musens Blomsterkrone
    Alt som Yngling Drotten stod,
    Før han paa den danske Throne
    Satte Drottens Herskerfod.
    Nu paa Kongens Isse tindrer
    Kongekronen tung og bred;
    Dog ved Krandsen han erindrer
    End sin første Kjærlighed.


        For den purpurbaarne
        Drot paa Dannevang,
        Folks og Musers Kaarne,
        Lyde skal vor Sang.
        Viisdoms Tempel bygge
        Skulle danske Mænd,
        Ved hans Scepter trygge,
        Blidt i Thronens Skygge,
        Blidt i Ly af den.


II.

Ved ydre Glimmer, Glands og Pragt
Har dette Tempel ei sin Magt,
Men kun ved Tanken, som det bærer;
Kun stille Flid, til Offer bragt,
Kun Aandens Arbeid det begjærer.
O hil den Hersker, som formaaer
At skjønne paa hvad Aander virke!
Som Helt han selv i Kredsen staaer,
Med os han selv i Kampen gaaer
For Sandheds dyrebare Kirke.


Gjenlyd af det Ord, som her har tonet,
    Gjenskin af det Lys, som her blev tændt!
    Fyld vor Tanke, som, mod Fortid vendt,
    Skuer mangen Landsmand laurbærkronet.
    Musers Hjem!
    Du har fostret, du har udsendt dem.

Yngling, du, som ind i Hallen triner!
    Husk, at Kingos Harpe her blev stemt,
    Holberg holdt i classisk Daab sin Skjemt,
    Talen lød fra Worm og Bartholiner;
    Tankefast
    Rømers Aand udmaalte Lysets Hast.

Før du nævner, før du mindes Alle,
    Som af dette Tempels Favn gik ud,
    Nævn da først hiin Christians Kongebud,
    Som har Templet reist, der ei skal falde,
    Samme Navn
    Staaer nu præget i den samme Favn.


Skjoldung, hvis Navn i Danmarks bedste Minder
            Straaler med Glands,
Du, som til Fædres Arveseier binder
            Fremtidens Krands!
Gid vi maae tidt ved Lyd af klare Strenge
            Prise Dig her!
Gid os Din Fremtid blomstre rigt og længe,
            Muserne kjær!