Cantate
i Anledning af Festen paa Hveen,
i Anledning af Festen paa Hveen,
den 21 Juni 1846.
den 21 Juni 1846.
I.
Romance.
1.
„Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang!
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg!
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.“
Saalunde Harpen lød for længe siden,
Men ingen Vandrer standsede sin Gang,
Og Bølgen rullede forbi, lig Tiden,
Mens den om Ridderborgen dunkelt sang:
2.
„I længst forsvundne Dage
Var den i Glands og Magt,
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt,
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.“
II.
Men Øresundets tidt gjentagne Qvad,
Som Skjalden lod igjen ved Harpen klinge,
Blev hørt idag. Hen over Ægirs Bad
En Hær af Snekker spænder hvide Vinge,
Paa Farten Sagas Luftning svæver
Om Flag og Vimpler, Havfrusang sig hæver
I Toner fra den dybe Sø,
En broget Sværm fra tvende Kyster haster,
Alt plantet staaer en Skov af Master
Og vugges om den liden Ø.
III.
Chor.
Vel mødt, vel mødt ved Strengenes Leg!
Velkommen Hver, som besøgte
Den høie Klint, som af Havet steg
For at bære Danmarks Rygte!
Den bærer det høit over Bølgetop,
Hvor Skummet syder og bruser,
Til Uranias rolige Hvælving op,
Hvor hun throner, Dronning for Muser.
IV.
Fiirstemmig Sang.
Solhvervsdag nu tænder Sommerluen,
Nu den gyldne Sol
Fra sit Høidepunkt paa Himmelbuen
Krandser Nordens Pol.
Paa sin Høide dog en flygtig Gjæst,
Som kun føie Stund en Stillstand taaler,
Liigsom med sin længste Dag bestraaler
Den vor Mindefest.
Synker den i Qveld bag Herthas Lunde
Paa sin Nattevei,
Dog i Østen fra de vaade Bunde
Maanen stiger ei.
Blege Stjerner vil kun glimte mat,
Ofte saae de hid og blegned ikke,
Men Erindring har kun matte Blikke,
Lig en Sommernat.
Solen i den korte Nat vil drage
Lavt kun under Jord,
Favne Horizonten med sit svage
Purpurskjær fra Nord.
Det er Mindets Krands, som Himlen øm
Veemodsfuldt om vore Kyster fletter,
Lyset, som i Nordens Sommernætter
Flagrer lig en Drøm.
V.
Men de Syner, vi see ved Erindringens Glands,
Havde Sandhed engang:
Her svævede fordum Uranias Krands,
Og til Sphærernes Dands
Tonede Musernes Sang.
Tre Secler svandt fra det Fødsels-Aar,
Hvis Erindring her os forbinder,
Den evige Krands uvisnelig staaer
Om dets Træ med straalende Minder.
VI.
Romance.
3.
„Thi hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stjerne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.“
4.
„Da røres det og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund.
For nogle Øieblikke
Den gjerne frem sig skjød,
Men ak! det kan den ikke,
Den synker i sin Død.“
VII.
Ja, det røres, det tindrer
I Borgens dybe Grund,
Og idag den erindrer
Sin glimrende Stund.
Men i Glemsel, i Død
Ikke nu den skal svinde;
Opstanden for vort Minde,
Den løfter sin gyldne Tinde
Fra Ruinernes Skjød.
VIII.
Chor.
Tiden utallige Skikkelser bringer,
Knuser dem alle, naar Kraften er svag;
Noget dog fødes, som ikke den tvinger,
Hil dig, vor stolte Trehundredaars-Dag:
Borgen i Gruus er begravet,
Dens Herre hviler i Muld,
End om dem begge toner dog Havet,
Taler paa Himlen Skriften af Guld.
Storheden, hidtil af Sagnet kun tolket,
Vinder Nærværelsens Liv i vort Lag,
Leve den skal i Bevidsthed hos Folket.
Hil dig, vor stolte Trehundredaars-Dag!