Cantate
ved
ved
Universitetets Sørgefest i Anledning af Kong
Universitetets Sørgefest i Anledning af Kong
Christian den Ottendes Død.
Christian den Ottendes Død.
I.
Kong Christian har sit Folk forladt!
Det Sorgens Ord end stedse klinger
Og idelig sit Budskab bringer
Paa larmfuld Dag, i stille Nat.
Endnu det toner for vort Øre
Med Efterlyd af Klokkeklang,
Endnu vi Veemods Echo høre
Fra Tale, som fra Skjaldesang.
Og med de friske Sorgens Minder
Nærværelsen sig strengt forbinder:
Hvorhen et Øie stirrer ud,
Det sorgfuldt mødes af det Sorte,
Alt bringer os paany det Bud:
Kong Christian drager ind ad Dødens Porte!
Hvo fatter Styrelsens forborgne Raad?
Den, som, af Herren kaaret til en Throne,
Har Tidens labyrinthisk snoede Traad
Med Fasthed grebet, bøie skal sin Krone
For Støvets Magt, og, fulgt af Folkets Graad,
Alt skilles fra sin Daad! —
O gamle Hvilested ved Issefjorden,
Som samler Kongeslægter under Jorden!
Saa nylig monne vi til dig ledsage
En ædel Hersker, som var mæt af Dage,
Og ny Tribut alt bragtes nu derhen!
Du frygted, Rust var voxet paa din Hængsel,
Om ei din Hvælving aabned sig igjen,
Og slutted kraftig Manddom i sit Fængsel.
Kongen var en Mand! Det Ord skal lyde
Indtil fjerne Slægt med Sandheds Røst.
Nye Baner var hans Kald at bryde,
Spiren plante, Frugten ikke nyde,
Vaars og Sommers Gjerning, ikke Høst,
Manddomsværk, men ingen Oldingslyst.
Kongen var en Mand! Det Ord skal lyde
Indtil fjerne Slægt med Sandheds Røst.
Høit stod han stillet paa Fjeldet,
En Yngling med flagrende Lok,
Og slog paa Frihedsvældet,
Som Moses med Aarons Stok.
Og Klippens revnede Sider
En sprudlende Bæk fornam,
Med Vande for kommende Tider,
Men ingen Draabe for ham.
Han stod i de dybe Dale,
Som Mand, da Lokken var bruun;
For Frihedens Nattergale
Han planted et Skov-Paulun.
Og Dalen til alle Sider
En spirende Væxt fornam,
Med Skygge for kommende Tider,
Men ingen Skygge for ham.
Dog ei først Døden ham bragte,
Men Livet lønnende Krands,
Thi Skjønhed og Høihed lagde
Sin trofaste Haand i hans.
Og Samklangs Toner omsider
I Folkets Røst han fornam:
De maae til kommende Tider,
Men lønnede dog alt ham.
Døden har vundet, Livet har tabt,
Aarenes Maal tildeeltes ham knapt,
Tvivlende Mennesket spørger.
Menneske-Kløgt svarer dog ei,
Nornerne gaae deres egen Vei,
Saga tier og sørger.
II.
Ingen var paa Danmarks Herskersæde
Musers Yndling, som vor tabte Drot.
Lad da Sorgen denne Hal betræde,
Naar den Hytte gjæstet har og Slot!
Ogsaa her den seer sit Sted beredet;
Videnskaben sørger for sin Ven,
Som, alt tidligt fostret op ved den,
Kongeligt har om dens Gjerning fredet.
Unge Konge paa den gamle Throne!
Ogsaa Du vil give Ly og Læ,
Ogsaa Du vil i Din Kongekrone
Flette Grene fra Minervas Træ.
Lidet er kun Landet, svagt kun spore
Fjerne Riger dets Bedrifters Glands,
Men til Kunstens, Videnskabens Krands
Har det værdigt beilet med de store.
Vel er Kronen rig paa Ædelstene,
Som fra Slægt til Slægt i Arv kan gaae,
Alle dog fordunkles af den ene,
Som ei arves, men som vindes maa:
Viisdomskjærlighed, et Kongesmykke,
Høit vurderet af en ædel Sands.
Den skal give Fredriks Krone Glands,
Folket Trøst og Danmarks Muser Lykke.
O Konge! Din Fader i Døden gik,
Og Haabet som stod ved hans Baare,
Nu løfter mod Dig det sænkede Blik,
Med Smiil igjennem sin Taare.
Os give Himlen, at Du, som staaer
Endnu paa Grændsen af Livets Vaar,
Først sildig Dit Folk forlader!
For Dig den tælle det Maal af Aar,
Som ei den undte Din Fader!