Henrik Greensteen (1833–95)

»Nu ligger hun i sit Jordehus,

»og dér er livsaligt at hvile

»langt borte fra Verdens Bølgebrus

»og alle de vrede Pile.

        »En Stund vil du savne

»Øjnenes Smil og den søde Stemme,

        »saa gaar hun i Glemme,

»men Jorden sin Brud vil kysse, vil favne:

        »saa bliver hun Støv

»som ældgamle Slægter, som fjorgammelt Løv,

»og ukendte Fødder paa Graven vil træde:

        »min Ven, hvorfor vil du græde!

»Som Røgen, der driver i Luftens Blaa

»fra Værkstedets ulmende Gløder,

»skal hvert et Menneskekuld forgaa,

»Naturen den frugtbare føder.

        »Forgæves du søger

»smulrende Slægters Daad og Navne:

        »kun enkelte havne

»paa Marmorkister, i skimlede Bøger,

        »naar Glemselens Strøm

»har slugt de Tusinders Idræt og Drøm

»og Elskov og Vanvid hos, henfarne Daarer:

        »min Ven, hvorfor fælde Taarer!«

Jeg talte til ham, bitter og kold,

om Livet og Livets Aske:

»Døden er Herre paa Jordens Bold,

»og Døden er Livets Maske.«

        Men graadfulde Blikke

løfted han mod mig og svared stille:

        »Skønt sorgfuld, — jeg ikke

»paa Tungsindets Veje vil mig forvilde.

        »Tør ikke jeg græde,

»da vil jeg paa Stand ind i Dødsnatten træde

»thi Kærligheds Fryd og hellige Kummer

        »er det eneste, Livet rummer!«