Oles Foraarsvise
(1882).
(1882).
Nu kommer Søen gyngende
med Isens sidste Flager,
og Lærken stiger syngende,
saa saare som det dager,
og Varmen kommer listende,
og Alting blir saa bristende
i Solskin og i Væde
af Elskov, af Elskov og af Glæde.
Og, kære, hvad der sovende
har døjet Vint’rens Kulde,
det kan vi nu i Skovene
se titte frem af Mulde.
Dér skyder alle Løgene,
dér bryder alle Bøgene
i Solskin og i Væde
af Elskov, af Elskov og af Glæde.
Derinde flyve Fuglene
i Lysning og i Skygge,
og somme søge Skjulene,
hvor der er godt at bygge.
En liden graa evindelig
bli’r ved at fløjte mindelig
i Solskin og i Væde
om Elskov, om Elskov og om Glæde.
Saa meget maa jeg dølge dig
herude, naar vi mødes;
men vil du bare følge mig
derind, hvor Livet fødes!
Hvor Solglimt falder dryssende,
dér kan vi give Kyssene
og baade le og græde
af Elskov, af Elskov og af Glæde.