EFter at Konning Friderich var hendød Anno Domini 1533/ stod Danmarckis Rige paa tredie Aar Kongeløs/ og gick da seldsom til her udi Riget. Thi de vare mange som hulde sig til Regimentet/ iblant andre kom Grefve Christoffer af Oldenborg her ind i Riget/ med de Lybskers Hielp og Bistand/ gaf fore/ at hand hyllede sig Almuen til paa Kong Christian den fangen hans vegne. Dermed drog hand Borgerskabet af Kiøbenhafn og Malmøe til sig/ og indtog nogle fornemme Slotte og Byer/ baade i Sæland/ Skaane og Fyn. Men hand beholt dennem icke lenge/ thi det Jydske Ridderskab med nogle de andre fornemmiste af Rigens indfødde Adel/ keisde sig Hertug Christian Konning Friderichs Søn til Skydsherre og Konning. Og de rystede sig med hannem/ og nedlagde først Grefvens Folck i Fyn/ hvor iblant vare tvende Grefver/ Grefve Johan af Høye/ og Grefve Claus af Teckelnborg/ foruden andet gemeen Folck/ ved nogle Tusinde/ som blefve paa Valsteden. Dernest drog hand ofver til Sæland/ og belagde Kiøbenhafn fast Aar og Dag/ førend hand tvingde Borgerne til at opgifve Byen Anno 1536. Og saa drog da Grefven af Landet/ og hans Anhengere Skipper Clement/ Marcus Meyer/ Lange Herman/ Jacob Vullenvefver/ finge hver en seldsom Afgang og ulyckelig Henfærd. Saa at Riget kom da paa det sidste til Fred og Roelighed. Og Konning Christian blef Krunet med Dronning Dorothea i Kiøbenhafn udi vor Frue Kircke af D. Johan Pomer/ den 12 Dag Augusti Anno Domini 1537.
Udi Øfrigheds Vold at være/ er sandelig skicket af GUd: Hvem dem icke holder i Ære/ hand giør imod Guds Bud. Thi vil jeg trolig raade/ baade ædel/ Fattig og Rige/ Speyle sig udi mange Lands Skade/ der ofver er kommen i Vaade/ af Oprørisk Uchristeligt Svig.
2. Der mand skref Tusind Fem hundrede/ og tre og Tredive Aar/ blefve Danske Mand saare bekymrede/ der de deris Konning ombaar: Den Christelig Første og Herre/ ved Nafn Konning Frederich/ Rigens Raad strax sammen komme/ en Konning at keyse til fromme/ efter Rigens gamle Skick.
3. Medens der kom da noget andet iblant/ GUd vilde disse Lande straffe: Det Norske Raad kunde icke komme frem/ hver hafde self nock at skaffe. De Lybske saae da deris Fordeel/ til Malmøe og saa til Kiøbenhafn/ lode de udgaa deris Lønbrefve/ som de med listig Paafund udskrefve/ Danmarck til saa liden Gafn.
4. Bogbinderen og saa Jørgen Mynter/ behagede den Tidende vel: Kunde vi blifve to mægtige Regenter/ vi glemme baade Eed og Skel. Med Guds Ord ville vi Sagen smycke/ Konning Christians Nafn dertil/ saa kunde vi i Danmarck raade/ at Adelen skulde der lidet af baade/ som os fortryder saa vel.
5. De viste deris Anslag vare icke trygge/ uden de skulde hafve et Skin: En Herre maatte de der til bruge/ som vare ret efter deris Sind. Grefve Christoffer Domherre af Kølne/ hand var deris rette Mand/ deris Eed og Tro de strax forgiette/ med Grefven vilde deris Lif opsætte/ den Danske Adel drifve af Land.
6. Jørgen Vullenvefver og Marcus Meyer/ begynte udi Lybek dette Spil: Som de hafde lært udi Mynster/ de vilde der hielpe til. Udi Danmarck skulde det nu saa gange/ ligesom paa Himmelen ere alleene/ Soel og Maane tillige baade/ saa skal en Konning og Dronning raade/ Adelen skulde mand det formeene.
7. De Lybske de sade saa rede til spring/ Hertug Christian vilde de gieste: Deris Rytter og Knegte sloge de udi Ring/ de Holster icke meget til beste. Uden Varsel fulde de dem i Land/ de røfvede og brende forfød/ saa vit som de droge frem/ det var deris egen store Skam/ de teede deris Bonde-Hofmod.
8. Den Herre hand lod sig icke forskrecke/ hand samlede sit Folck tilsammen: Hand agtet at gifve dem Paßbort sterck/ det skulle de spørge uden Gammen. De andre Lands-Herrer vise og fromme/ de tencke med sig/ skal det saa gaa/ da blifver ingen Fred i Lande/ fange de Lybske først ofverhaand/ da gaar den under som mindst formaa.
9. Den Herre fick Hielp og stor Bistand/ de Lybske maatte da løbe: At Holster Dore den blef dem trang/ som Koen monne beise for Svøbe. De grebe da andre Raad i Sinde/ som de Jørgen Mynter tilskrefve/ de sende med Skib udi Øresund/ det var alt giort paa falske Fund/ Christoffer den nafnkundige Grefve.
10. Den Grefve loed Brefve udskrifve/ til Kiøbstæder og meenige Mand: All Adel skulde de fordrifve/ og ingen lade lefve udi Land. Hand vilde til Prijs og Bytte/ gifve baade deris Lif og Gods/ strax monne de all Adelen ofverfalde/ brende og plustret deris Gods med alle/ mange miste deris Lif der hos.
11. Smaa Land ginge hannem strax til Haande/ baade Bønder og Borger tillige: Hand lofvet dem vel baade Qvinde og Mand/ hand vilde dem ey undvige: Konning Christian vilde hand indhente/ som var af Landet bortrømt med alle/ nu meere end tj samfelde Aar/ der paa saa dristig hand soer/ i Landet skulde hand indkaldes.
12. Den gamle Frue Anna Holgers uden skel/ imod sit Bref og Leide: Loed hand udi Ringsted slaa ihiel/ og for sine Fødder nedtræde. Dog nogle vilde hannem undskylde/ at det skulde været hannem hart imod/ at Borgerne af et galend opsæt/ agtet hvercken om Lov eller Ræt/ det gick dem lidet til gode.
13. Der Grefven hafde saa under sin Magt/ smaa Lande og Øer med alle: Paa Jutland giorde hand sin Agt/ og loed Skipper Clement fremkalde. Hand gaf hannem Skib og der til Folck/ og bad hannem Landet tvinge/ vilde de ey gaa hannem strax til Haand/ hand skulde dem tvinge med Vidie og Brand/ og sig med Magten fremtrenge.
14. Den Danske Adel udi Nørre Jutland/ med deris jefnlige fleere: De sende deris Bud til Hertug Christian/ tilbøde hannem Kronen med Ære. Den Herre lod sig ey sømme/ hand rystede sig til Hest og Foed/ Aalborg loed hand indtage/ sine Fiender og strax nedlagde/ Skipper Clemend kom i stor Nød.
15. Der Grefven fornam det Vederspil/ Marcus Meyer lod hand forskrifve: Fra Lybeck at drage de Skaaninger til/ hand skulde der med dem kifve. Hannem lyckedis der sit onde Forsæt/ hand indtog Vardbierg med stoer Liste/ men Skaaninger med Svenskis Bistand/ hannem snarlige igien ofvervand/ sit Lif maatte hand der miste.
16. Udi Fyn begyntis og strax en Kif/ med sande vil jeg det sige: Hertug Christians Folck og Reysetøy/ med den Jydske Hob tillige. Her Johan Rantzow en Feldt-Øfverst fin/ hannem fulde Herr Erick Krumdige/ Peder Ebbesøn og anden Adel god/ af Danske som hafde saa frit et Moed/ de vilde der Grefven ey vige.
17. En Mil fra Medelsar stod dette Bad/ de Qvøste vare saa skarpe: Der blef saa mangen Bonde uglad/ som blef der død paa Marcke. Tre tusinde Mand der lagdes ned/ de andre ad Aßnes loede stande/ Ellefve Falckneter og Ellefve Slanger/ de loede der staa/ de vare saa bange/ dem gick saa ilde udi Haande.
18. Der Grefven saadanne Tidende fick/ Hertug Albret af Meckelborg loed kalde: Vi danne vor Sag i en anden Skick/ eller vi forjagis med alle. Deris Hær de skickede hen ofver til Fyn/ siu hundrede Heste og ni Fennicke Knegte/ Svenborg monne de indtage/ der fra til Faaborg loede de drage/ de vilde da først til at fegte.
19. To Grefver maate der lade deris Lif/ af Høje og Tekelnborgs Lande: To tusinde Mand blef i denne Kif/ som hvilis i Øxeberg Sande. Hertug Albret blegnet der ved om Kind/ hand tenckte det er nu Tid at rømme/ til Siæland igien til Grefve Christoffer/ vi hafve her ilde gaaet til Offer/ vore Folck ere slagne vore Tasker ere tomme.
20. Hertug Christian den Herre saa bold/ hand tøfvede icke ret lenge: For Kiøbenhafn lagde Skantze og Vold/ den Grefve der med at trenge. De Borgere sig holdte saa Mandelig/ de aade baade Heste/ Katte og Hunde/ der var ey Raad til Øl eller Brød/ derfore da blef saa mangen død/ de pintis saa mangelunde.
21. Paa sidste maatte de dog gifve sig/ og Grefven af Landet vige: Der Krogen og Vardbierg hørde sligt/ de gafve sig og tillige. Lang Hermand oploed Kalundborg/ Marcus Meyer lagde de paa Steyle/ de Lybske deris egen Skib forlode/ og rømte ad Søen med smaa Baade/ ad Trauen monne de seyle.
22. Saa blef da stild dette store Oprør/ af GUds besynderlig Naade: Der glæddis da de som sørgede førre/ og lenge hafde liid stoer Vaade. Det neste Aar som efterkom/ der Alting var kommen i Lafve/ den ædele Første Hertug Christian/ fick Krone og Spir med Kongelige Nafn/ som hand da burde at hafve.
23. Thi ville vi alle af Hiertens Grund/ GUd lofve og prise tillige: Som frelste os af vore Fienders Haand/ gaf Fred udi dette Rige. Det var alt for vore Synders skyld/ hand hafver os straffet saa naadelig/ vilde os dog icke forøde/ hialp os af all vor Sorrig og Møde/ thi skee hannem Lof evindelig/ Amen.
