Koning Christian III
Velies Kong vdi Danmarck, oc fordriffuer met stor Lycke,
Velies Kong vdi Danmarck, oc fordriffuer met stor Lycke,
Greffue Christofer aff Oldenborg, met sine Anhengere.
Greffue Christofer aff Oldenborg, met sine Anhengere.
51
51
1.
All Øffrigheds Vold at være,
er sandelig skicket aff Gud:
Huem dem icke holder i ære,
hand giør imod Guds Bud.
Thi vil ieg trolig raade,
baade Ædel Fattig oc Rig,
speyle sig vdi mange Lands skade,
der offuer er kommen i Baade,
aff Oprørisk wchristeligt Suig.
2.
Der mand screff Tusind Femhundrede,
oc Tre oc Trediue Aar,
bleffue Danske Mend saare bekymrede,
der de deris Koning ombaar:
Den Christelig Første oc Herre,
ved Naffn Koning Frederick,
Rigens Raad strax sammen komme,
en Koning at keyse til fromme,
effter Rigens gamle Skick.
3.
Medens der kom da noget andet iblant,
Gud vilde disse Lande straffe:
Det Norske Raad kunde icke komme frem,
huer haffde selff nock at skaffe.
De Lybske saae da deris Fordeel,
til Malmø oc saa til Kiøbenhaffn,
loede de vdgaa deris Lønbreffue,
som de met listig Paafund vdscreffue,
Danmarck til saa liden gaffn.
4.
Bogbinderen oc saa Jørgen Mynter,
behagede den Tidende vel:
Kunde wi bliffue to mectige Regenter,
wi gleme baade Sed oc skel.
Met Guds ord ville wi sagen smycke,
Koning Christians Naffn der til,
saa kunde wi i Danmarck raade,
at Adelen skulle der lidet aff bade,
som oss fortroer saa vel.
5.
De viste deris Anslag vaare icke trygge,
vden de skulle haffue it skin:
En Herre maatte de der til bruge,
som vaar ret effter deris Sind.
Greffue Christofer Domherre aff Colne,
hand vaar deris rette Mand,
Deris Sed oc Tro de strax forgette,
met Greffuen vilde deris Liff oprette,
den Danske Adel driffue aff Land.
6.
Jørgen Wullenueffer oc Marcus Meyr,
begynte vdi Lybke dette spil:
Som de haffde lært vdi Mynster,
de vilde der hielpe til.
Vdi Danmarck skulde det nu saa gange,
lige som paa Himmelen ere alene,
Soel oc Maane til lige baade,
saa skal en Koning oc Droming raade,
Adelen skulde mand det formeene.
7.
De Lybske sade saa rede til spring,
Hertug Christian vilde de geste:
Deris Rytter oc Knecte sloge de vdi Ring,
de Holster icke meget til beste.
Vden varsel fulde de dem i Land,
de røffuede oc brende for foed,
saa vijt som de droge frem,
det vaar deris egen store skam,
de teede deris Bonde Hoffmod.
8.
Den Herre hand loed sig icke forskrecke,
hand samlede sit Folck tilsammen:
Han agtet at giffue dem Passbort sterck,
det skulde de spøre vden gammen.
De skal det saa gaa,
da bliffuer ingen Fred i Landet,
fange de Lybske først offuerhaand,
da gaar den vnder som mindst formaa.
9.
Den Herre fick hielp oc stor bistand,
de Lybske maatte da løbe:
At Holster dore den bleff dem trang,
som Koen monne beise for Suøbe.
De grebe da andre raad i Sinde,
som de Jørgen Mynter tilscreffue,
de sende met Skib vdi Øresund,
det vaar alt giort paa falske fund,
Christofer den Naffnkundig Greffue.
10.
Den Greffue loed Breffue vdscriffue,
til Kiøbsteder oc menige mand:
All Adel skulde de fordriffue,
oc ingen lade leffue vdi Land.
Hand vilde til priss oc bytte,
giffue baade deris Liff oc Gods,
strax monne de all Adelen offuerfalde,
brende oc plustret deris Gods met alle,
mange miste deris Liff der hoss.
11.
Smaa Lande ginge hanem strax til haande,
baade Bønder oc Borger til lige:
Hand loffuet dem vel baade Quinde oc Mand,
hand vilde dem ey unduige.
Koning Christian vilde hand indhente,
som vaar aff Landet bortrømt met alle,
nu mere end ti samfelde Aar,
i Landet skulde hand indkaldes.
12.
Den gamle Frue Anna Holgers vden skel,
imod sit Breff oc Leide:
Loed hand vdi Ringsted slaa ihiel,
oc for sine Fødder nedtræde.
Dog nogle vilde hannem vndskylde,
at det skulde være hannem hart imod,
at Borgerne aff it galend opsæt,
agtet huercken om Low eller Ræt,
det gick dem lidet til god.
13.
Der Greffuen haffde saa vnder sin Mact,
smaa Lande oc Øer met alle:
Paa Jutland giorde hand sin act,
oc loed Skipper Clement fremkalde.
Hand gaff hannem Skib oc der til Folck,
oc bad hannem Landet tuinge,
vilde de ey gaa hannem strax til Haand,
hand skulde dem tuinge met Vidie oc Brand,
oc sig met Macten fremtrenge.
14.
Den Danske Adel vdi Nørre Judtland,
met deris Jeffnlige flere:
De sende deris Bud til Hertug Christian,
tilbøde hannem Krunen met ære.
Den Herre loed sig ey sømme,
hand røstede sig til Hest oc Foed,
Aalborg loed hand indtage,
sine Fiender oc strax nedlagde,
Skipper Clemend kom i stor nød.
15.
Der Greffuen fornam det Vederspil,
Marcus Meyr loed hand forscriffue:
Fra Lybeck at drage de Skaaninger til,
hand skulde der met dem kiffue.
Hannem lyckedis der sit onde Forsæt,
hand indtog Varbierg met stor liste,
men Skaaninger met Suenskes Bistand,
hannem snarlige igien offueruand,
sit Liff maatte hand der miste.
16.
Vdi Fyn begyntes oc strax en Kiff,
met sande vil ieg det sige:
Hertug Christians Folck oc Reysetøg,
Met den Judske Hob til lige.
Herr Johan Rantzow en Feldtøffuerst fin,
hannem fulde Herr Erick Krumdige,
Peder Ebbissøn oc anden Adel god,
aff Danske som haffde saa frjt it mod,
de vilde der Greffuen ey vige.
17.
en Mil fra Medelfar stoed dette Bad,
Der bleff saa mangen Bonde wglad,
som bleff der død paa Marcke.
Tre tusinde mand der lagdis ned,
de andre at Assnes loede stande,
de loede der staa de vaare saa bange,
dem gick saa ilde vdi Haande.
18.
Der Greffuen saadane Tidende fick,
Hertug Albret aff Mekelborg loed kalde:
Wi danne vor sag i en anden skick,
eller wi foriages met alle.
Deris Hær de skickede hen offuer til Fyn,
Suendborg monne de indtage,
der fra til Faaborg loede de drage,
de vilde da først til at fecte.
19.
To Greffuer maate der lade deris Liff,
Aff Høie oc Tekelnborgs Lande:
To tusinde mand bleff i denne Kiff,
som huiles i Oxeberg Sande.
Hertug Albret blegnet der ved om Kind,
hand tenckte det er nu tid at rømme,
Til Seeland igien til Greffue Christofer,
wi haffue her ilde gaaet til Offer,
vort Folck ere slagne vore Taske ere tomme.
20.
Hertug Christian den Herre saa bold,
hand tøffuede icke ret lenge:
For Kiøbenhaffn lagde Skantze oc Vold,
den Greffue der met at trenge.
De Borgere sig holte saa mandelig,
de aade baade Heste Katte oc Hunde,
der vaar ey raad til Øll eller Brød,
derfaare da bleff saa mangen død,
de pintes saa mangelunde.
21.
Paa sidste maatte de dog giffue sig,
oc Greffuen aff Landet vige:
Der Krogen oc Varbierg hørde slig,
de gaffue sig oc til lige:
Lang Hermand oploed Kalundborg,
Marcus Mejer lagde de paa Steyle,
de Lybske deris egen Skib forlode,
oc rømte at Søen met smaa Bode,
at Traunen monne de Seyle.
22.
Saa bleff da stild dette store Oprør,
aff Guds besynderlig Naade:
Der glæddis da den som sørgede førre,
oc lenge haffde lid stor Vaade.
Det neste Aar som effter kom,
der alting vaare kommen i laffue,
den Ædle Første Hertug Christian,
fick Krune oc Spir met Kongeligt Naffn,
som hand da burde at haffue.
23.
Thi ville wi alle aff Hiertens grund,
Gud loffue oc prise til lige:
Som frelste oss aff vore Fienders Haand,
gaff Fred vdi dette Rige.
Det vaar alt for vaare Synders skyld,
hand haffuer oss straffet saa naadelig,
vilde oss dog icke forøde,
hialp oss aff all vor Sorg oc Møde,
thi skee hannem Loff euindelig, AMEN.