DEr Konning Christian III. hafde regeret gandske Christeligen og vel udi Danmarck hen ved 24 Aars Tid/ henkallede hannem den Allsommegtigste GUD i Himmerig/ og hand hendøde sagtmodeligen paa Coldinghuus paa Nyt Aars Aften Anno Domini 1559. Hvad hans Lefnet og Regiment er anrørendis/ loed hand efter sig dette Rygte/ med faa Ord at sige/ at mand hafver med all Rætte lignet hannem ved de fornemmeste Gudfrygtige Konger/ som nogen Tid hafve regeret af Verdsens Begyndelse. Som i sin Tid skal omtales udi hans Historie. Ville nu være her fornøyet med denne ringe Digt/ som min salig gamle Skolemester Niels Bredal i Vedel hafver ladet hannem til Amindelse.
Vi kunde formercke baade Aarle og silde/ at hvo vel lefver døer aldrig ilde/ Døden kand hannem ey Skade giøre: Saa monne det Konning Christian gaa/ en salig Afgang den monne hand faa/ som vi nu fanger at høre.
2. Paa Kolding-Huus det Slot med Ære/ Den Dag nest efter Jule Aften monne være/ begynte den Herre og sagde: Hos mig hafver været en Ven saa god/ hand hafver mig trøstet med et frit Mod/ det mig gandske vel behagede.
3. Hand sagde/ nu strax Nyt Aar gaar ind/ skulde jeg min Sorrig og Siugdom forvind/ og aldrig meere at qvide: Det er min Alvor/ jeg siger eder sant/ det er icke Drømme/ Skiemt eller Tant/ der paa maa I fast lide.
4. Hvem det skulde været/ hand dog ey rørde/ Ey heller hannem nogen der om spurde/ men nu kunde vi befinde: At det hafver været Guds Engel forvist/ som hannem skulde trøste i Angist og Brøst/ og gifve hannem Tiden tilkiende.
5. Strax efter da reede hand sig der paa/ at hand den Tid af Verden vilde gaa/ lod Alting rede giøre: Vilde nogen formidske hannem Dødsens Fare/ og sige hans Lif skulde lenger vare/ hand maatte det icke høre.
6. De monne Lægdom til hannem frembære/ hand den forstød/ med all Verdens Ære/ hen/ hen/ vi det ey maa lide: Vort Haab det icke der efter monne staa/ vi hafve nu andet at tencke paa/ her er icke lang Tid at bide.
7. Paa Nyt Aars Dag betidligen om Morgen/ hand tenckte hvad hannem var sagd tilforn/ hand lod ey lenger forhale: Hand giorde sin Skriftemaal/ Den vare god/ annammede Christi Legem og Blod/ monne GUd Altingest befale.
8. Doctores og Mestere vare der tilstede/ hannem at trøste vare alle tilrede/ dog kunde de self bekiende: At de større Trøst af hannem monne lære/ end nogen udaf deris egen monne være/ hvor skal mand saadant finde.
9. Dronningen hun gick hannem til og fra/ hvad af vilde vorde/ hun visselig saae/ hun vrier sine Hænder saa saare: For Graad kunde neppelige tale eller see/ det giorde hende i sit Hierte saa vee/ hand maatte icke med hende være.
10. Hun sagde/ min Herre/ min Herre saa god/ forlader hvis jeg hafver brødt eder imod/ det meere alt med det Mindre: Hand svarede/ Dorothea vor Hiertens Kiære/ det lang Tid siden forgæt monne være/ af gandske Hu og Sinde.
11. Hvi græde I saa og monne saa lade/ denne Verden kand os dog intet baade/ om vi der alt kunde vinde: Her er icke trygt at bygge eller bo/ skulle bort naar vi der minst tencke paa/ All Verdens Mand og Qvinde.
12. Her hielper ey Self/ her hielper ey Guld/ Gud være os naadig/ bliid og huld/ til hannem vil jeg hiemfare: I lade vor Ligkiste være tilrede/ I alle til Gud for os vilde bede/ hand os i Troen bevare.
13. Altingest maa efter Guds Villie være/ I lade vore Børn optugte med Ære/ Gud stedse dyrcke og bede: Det kand dem komme til Lycke og Gafn/ der med toge de hver anden i Fafn/ det var icke alt af Glæde.
14. De Børn ginge frem med Suck og Graad/ fulde paa deris Knæ/ for Sengen de sad/ de hulde sig saare ilde: Kiære Herre Fader/ I os forlade/ hvad vi hafve eder i nogle Maade/ fortørnet af Ungdoms Vansuilde.
15. Hand lagde sine Hænder paa dennem baade/ ynskede dem Lyck/ der til Guds Naade/ Gud styre for eder og raade: Til hannem sætter all eders Liid og Haab/ og icke paa Verden slaar eders Snaab/ da blifver eder aldrig at skade.
16. Rigens Raad hand der formanet paa ny/ ved Johan Friis og Anders Barby/ at de sig tro lade finde: Efter hans Afgang/ som altid tilforn/ som de hannem hafde jæt og sorn/ og vilde for GUd bekiende.
17. Først at Guds Ord maatte holdis ved Magt/ Guds Tienere holdis i Ære og Agt/ at Gud tilbørlig kunde dyrckis: Hver Mand maatte holdis ved Ræt og Lige/ den Fattige saa vel alt som den Rige/ Og meenig Fred kunde styrckis.
18. Hvad vi til Kircker og Skoler monne gifve/ at det stedse og altid kunde blifve/ ogsaa til Hospitaler dislige. At ingen det sig fordriste vil/ at tage der fra/ men heller legge til/ og intet der fra at snige.
19. Vor Elskelig Dronning og Børn saa smaa/ som icke hafve Landet fore at staa/ at I dem fordre og fremme: Som I os det pligtig monne være/ med ærlige Underholdning/ Statz og Ære/ af gandske Hierte og Sinde.
20. Hertug Friderich eders udvalde Kong/ i alle maade I vel undfange/ i Raad og Gierninger alle: Efter vor Afgang det ey forgæt/ I holde den Tro/ I hafve hannem jæt/ og ingenlunde hannem undfalde.
21. Vor daglige Tiener Mester Povel og fleere/ som os lang Tid hafve tient med Ære/ det skulle I lade dennem nyde: At de maa glædis udi mange Aar/ at de hafve tient i Kongens Gaard/ og aldrig det fortryde.
22. Dette her vor yderste Testament/ skulle I fuldkomme/ og icke forkrencke/ som I for GUd ville svare: Hand ragte dem alle sin Haand saa brat/ og sagde dem alle den sidste god Nat/ saa mange som de monne være.
23. De sørget og græde som de vel maatte/ de hafde helder mist alt det de aatte/ end de vilde hannem ombære: Hand var self ved saa frit et Mod/ loed læse og siunge mangen Psalme god/ alt GUd til Lof og Ære.
24. See slig stor Naade monne Gud hannem tee/ et Hierte maatte vel græde og lee/ hand løfte op Hænderne sine: Og sagde/ HErre Gud/ jeg kommer til dig/ annamme min Siæl/ forskiud icke mig/ for din Søns Død og Pine.
25. Der Klocken var fire/ og Aften kom/ da døde den Herre/ baade mild og from/ Gud lod hannem til sig kalde: I Odense hvilis den Herre hans Lig/ hans Siæl den lefver i Himmerig/ Gud gifve vi findis der alle/ AMEN.