Tilforn er omtalet/ hvorledis at Konning Hans for 50 Aar forleden/ førde et megtig Tal Krigsfolck ind udi Dytmersken/ at tvinge Landet under sig/ men med saare liden Lycke. Saa at hand miste der fast største Parten af sin gandske Hær/ og maatte self rømme igien ud af Landet. Som ogsaa dette samme nogle gange tilforn er vederfaren de Holster Herrer/ at de med liden Fordeel hafve ført Krig her i Landet og taget stor ubaadelig Skade/ saa at baade Herre og Knegt er blefven undertiden tillige med hver andre nedlagde. Hvilcket altid hafver fortrødt deris efterkommere/ efterdi at Keyserlig Majestæt self hafver undt og stødt fra sig til dennem dette Land/ og all den Rettighed som hannem der udi kunde tilfalde. Derfore hafver baade Konning Friderich og hans Herre Faders Brødre/ Hertug Adolf og Hertug Hans giort et sambyrdigt Tog her ind i Landet/ strax om Sommeren/ efter at Konning Christian milder Hukommelse/ var hendød. Hvilcket Tog er dennem lykkeligen afgangen/ saa de hafve faaet en herlig Seyervinding og Triumph/ og det gandske Lands Indbyggere er gangen dennem til Haande/ og soret dennem og deris efterkommere tryg og fast Lydighed.
Vol an/ vol an udi Guds Nafn/ af Krig og Feide giør vi af Safn/ som nylige er skeed for sande: De Rytter og Knegte hafve vunden stor Priis/ med Vaaben og Verje efter Krigs viis/ udi de Dytmerske Lande.
2. Der mand skref tusind fire hundert Aar/ fire og halfierdesindstive det var/ saae mand en Konning udride: Af Dannemarck med Pilegrims Staf/ hand agtet sig til den Hellige Graf/ den Reyse blef kyndt saa vide.
3. Konning Christian den Første af det Nafn/ af hannem ganger langt vide Safn/ Keyser Friderich monne hand gieste: Hand hannem undfick efter Førstelig viis/ gaf hannem en Skenck til Ære og Priis/ Dytmerske Land og Feste.
4. Hand gaf hannem Bref og Segel der paa/ Pafve Sixtus det stadfeste ogsaa/ hand kom saa hiem til Lande: Skref strax de Dytmerske til der om/ deris myndige Legater til Rensborg kom/ Kongens Villie at forstande.
5. Keyserlige Bref lod hand dem see/ de sore det skulde ret aldrig skee/ Danmarck skulde ofver dennem raade: De vilde der voge baade Gods og Lif/ Land og Stæder/ Børn og Vif/ det dem maatte lidet baade.
6. Det stod saa udi sex og Tive Aar/ Konning Hans den ædle Herre tog sig for/ de Dytmerske Bønder at tvinge: Hans Anslag blef forseet saa slemmelig/ saa hand undkom der neppelig/ mangen Heldt maatte der da springe.
7. Deris store Hofmod/ Spee og Spot/ hafver GUd i Himmelen dog fortrøt/ En Første hafver hand udkaaren: At hefne den Skade og store Uret/ Hofmod og slemme Gienstridighed/ som Danmarck var vederfaren.
8. Konning Friderich den Anden af det Nafn/ Danmarck og Norge til Ære og Gafn/ til Førstedommen en Herre: Førend hans Naade tog Krunen paa/ stor Lycke monne hannem til Haande gaa/ stor Priis og Kongelig Ære.
9. Der nu hans Naade det forstod/ Knegte at forskrifve til Haand og Foed/ Hertug Adolf at være deris Herre: Rytter og Knegte loed hand forsamle/ med Førsterne af Holsten monne hand forhandle/ de Dytmerske at forfære.
10. Hertug Hans af Holsten/ den Første goed/ Hertug Adolf hans Broder/ det ædle Blod/ Krigs-Herrer megtig og gifve: De giorde med Kongen et Anslag saa kort/ at hefne de Bønders Hofmod og Spot/ med hannem de vilde døe og lefve.
11. Saa kort komme sammen de Ryttere fri/ og Knegte/ som lyster med Førster at kri/ de Hofsinder af Slot og Feste: Og anden Adel velbyrdig og god/ sig lydig og tro befinde lod/ med Rystning/ Mand og Heste.
12. Der mand skref Tusind Fem hundrede Aar/ Ni og halftrediesindstive det var/ saae mand de Fennicker fliufve. Den anden og tifvende i Majii forvist/ hafver Kongen først i Landet indreist/ de Dytmerske at forsøge.
13. For Alverdorp kom den Konning god/ med Rytter og Knegte til Hest og Foed/ de Herrer og dislige: Det var saa mangen stolter Mand/ sig Rytterlig beviste for sand/ der lærde de Bønder at krige.
14. Fire Faner Rytter vel beryst/ Tredive Fennicker Knegte vare vel trøst/ den Grefve monne de forbide: Grefve Antonius af Oldenborg den kienne Heldt/ et Regiment Knegte hafver hand udvelt/ at hielpe de Herrer at stride.
15. Der den Ulycke monne nu tilstande/ som Gud loed komme de Bønder til Haande/ de maatte det Lag betale: For Ulydighed og Hofmod stort/ de Danmarck og Holsten hafve lenge giort/ de Herrer lod ey lenger forhale.
16. I Junii Maanet den anden Dag/ de Herrer om Aftenen fick det Anslag/ fra Alversdorp monne de drage: Vi droge for Meldorp med all vor Hær/ Den stercke Gud var i vor Færd/ vor Fiende maatte ilde behage.
17. En Time før Dag komme vi der fore/ at storme og Kri var vor Alvore/ de Skantzer hafve vi indtaget: Før Klocken slog Otte finge de den By/ der maatte mand høre Anskrig og Ry/ vore Fiender hafve vi forjaget.
18. Volf Skønevesser en Øfverst god/ i Stormen hand sit Lif der lod/ der til to hundrede Knegte: Sex hundrede Dytmerske lagde vi ned/ der blegnet saa mangen Kind der ved/ med Moed saae mand os fegte.
19. Den sivende Dag derefter kom/ Brunsbyttel/ og fleere Sogne der om/ hafve vi indtaget med Ære: Tre hundrede toge de Herrer til Naade/ loed dennem undkomme af den Vaade/ mangen Dytmerske doblet dere.
20. Af Meldorp sildig den tolfte Dag/ droge vi fem Mile den Nat med Umag/ til Tillebrygge ere vi komne: Om Morgenen fand vi aabenbare/ vore Fiender vare rømt med gandske Skare/ de Skantzer vare ledige og tomme.
21. For Hemmingsted laae de med deris Magt/ os der at møde vare deris Agt/ vi Heide snarlige søgte: Vore Fiender skulle der lidet af lee/ det giorde dem i deris Hierte vee/ der maatte de med os fegte.
22. De søgte og Heide med all Magt/ os der at forraske hafde de i agt/ de lode os til sig komme: De traadde saa tapper os der imod/ vore Førster slæt uforsfærdet stod/ det galt vore Rytter fromme.
23. Vi hafde der gandske haarde Kaar/ vore Knegte icke fremkommen var/ de vare baade mødige og trætte: Stor Ære bør det Førstelige Blod/ Adelen og de Rytter god/ de monne saa frit indsætte.
24. Vor Konning sig først i Orden loed see/ sin Kiønhed og Moed loed hand betee/ hans Fiender det maatte friste: De Herrer af Holsten traadde mandelig frem/ saa vore Fiender det haardelig fornam/ de vare dem skadelige Gieste.
25. Men Kongens gode og tro Hofsinde/ loede sig i Krigen ærlig befinde/ at verje deris Herre og Konge: De holt med Kongen i første Led/ fri Hierter maatte der glæddis ved/ de monne saa fristig fremgange.
26. Vort Reyse-Tog var saa knap til Haande/ det Slag det varet ey halfve lenge/ Gud hialp der aabenbare: Dog vi vare mødig og saare forsmegt/ af lange Hold/ Arbeyd og Vegt/ vore Fiender vi icke sparde.
27. De Bønder hafve nu lært at krige/ de vilde os slet aldelis ey vige/ saa kom vore Knegte til Haande: Vi droge der sammen tredie gang/ vi giorde de Bønder Veyen trang/ dog de saa hart monne stande.
28. Dog de stode lenge loed sig ey tvinge/ de maatte dog efter vor Pibe springe/ de blefve der lagt i Lige: Tre Tusinde blefve slagne udi det Slag/ af GUD kom dem saadan Plage/ for de vilde Kongen ey vige.
29. Hertug Adolf blef der ilde saar/ de andre hafde icke bedre Kaar/ Erick Podebusk maatte der bucke: Marcus Rønnow disligest og Anders Friis/ Gregorius van Anfelt ligerviis/ mangen Heldt maatte der da sucke.
30. En Befestning hafde de Bønder forvart/ der af hafde de et Moed saa stort/ Hamhuus hafver de det kaldet: Snarlig vi det der ofverfald/ vi safnede icke en udaf vor Tal/ stoer Lycke er os tilfalden.
31. De andre vilde icke til Haande gaa/ vi nøddis da til at sætte der Ild oppaa/ vilde det aldeelis afbrende: Til Marsk gaf Flugt og en stoer Hob/ til Herrerne giorde de deris Anrob/ de vilde dem gaa til Haande.
32. Den tivende Dag/ der Freden var giort/ try tusinde hafver de Herrer soret/ deris Underdane at være: Og antvorde fra dem Skyt og Land/ og bygge tre Fester til Førsternis Haand/ og kiende dem for deris Herre.
33. Saa hafver nu Gud dem hiemme søgt/ deris traadselig Moed er nederbøgt/ det er slet nederfaldet: Deris Spot og Sprog om Førster goed/ er betald med deris Hierte-Blod/ Marcken hafver Kongen beholdet.
34. Saa lader os giøre vor Gud stor Tack/ for saadan sin Naade i denne Sag/ bevise vor Konning og Ære: GUD gifve hannem Lycke og langvarig Spir/ ofver alle sine Fiender Triumph og Seyr/ Gud være hans Skiold og Verje. Amen.
