Efter at Konning Christian II. var rømt af Danmarck/ blef hans Farbroder Konning Friderich I. vald igien udi hans Sted/ Anno Domini 1523. Og var da lang Tid stor indbyrdis U-eenighed her udi Riget/ og nogle end da lode sig forføre og opholde paa hans Haand/ hvilcke hafve digted denne Vise herom/ hvilcken vi lade blifve ved sin værd som den i mange Aar er siungen her i Riget. Thi med Viser vinder eller taber mand hvercken Land eller Rige. Der hører alt meere til/ og dend som det Spil regierer/ sider her ofven saare. Hand er den/ som Daniel siger/ der omskifter Tid og Stund/ det er/ sætter hvert Rige og hver Monarch sin Termin fore/ hvor lenge de skulle vare/ og hand afsætter Konger/ og indsætter Konger/ &c.
Alle smaa Fugle i Skofven er/ de gifver paa Høgen stor Klage: Hand rifver af dem baade Feire og Dun/ og vil dem af Skofven jage. Men Ørnen bygger i Felden ud.
2. Saa fløye de op i Eege-Top/ de lagde et Raad paa ny; Hvorledis de skulde en Konning faa/ dem kunde fra Høgen fri.
3. Frem da traadde den u-selige Krage/ hun var saa sorgefuld: Keise vi os den gamle Ørn/ jeg haabis hand vorder os huld.
4. Det var alle de andre smaa Fugle/ de svarede Ja der til: Nu er Ørnen vorden Fugle-Kong/ saa lenge som GUD hand vil.
5. Til da svaret den stolte Høg/ vi stede det ingenlunde: Og skal den Ørn være Fugle-Konge/ hand legger os øde i Grunde.
6. Det da spurde den gamle Ørn/ hand blef saa vred i Hue: Og slog hand til den stolte Høg/ alt med sin skarpe Klo.
7. Der ved da gleddis de andre smaa Fugle/ og siunge hver med sin Stemme: I Lunden var Fryd og Fuglesang/ alt der som Ørnen var hiemme.
8. Sammen da sanckis den Høge-Hær/ den skiulte baade Skof og Kier: Og vi ville os til Lunden fare/ og giøre den Ørn et blær.
9. Det da hørde den simpel Due/ hun fløg til Ørnen/ og sagde: Og nu da kommer den Høge-Hær/ hand agter at giøre dig Skade.
10. Til da svaret den gamle Ørn/ saa baade hans Øyne de runde: Saa mange Muß de bide en Kat/ thi maa jeg rømme af Lunde. Men Ørnen bygger i Felden ud.
11. Bort da fløy den gamle Ørn/ alt med sine Unger saa smaa: De andre smaa Fugle de blefve saa vilde/ de viste dem ingen Raad.
12. Nu sidder Høgen i Eege-Top/ og breder hand ud sine Vinge: De andre smaa Fugle i Skofven er/ dem monne saa jammerlig trenge.
13. Nu sidder Kragen paa baren Qvist/ og svelter hun ofver sin Klo: Uglen skiuler sig i Elle-Trunte/ jeg venter hun hafver Uro.
14. Viben hun løber i Agger-Reen/ alt med sin høye Top: Høgen hand kommer der fluende frem/ hand tager og æder hende op.
15. Nu sidde alle de andre smaa Fugle/ og tie saa qver som Steene: De hafve nu mist deris deylige Sang/ vil GUD de faa hannem igien.
16. Nu er der Sorrig og Graad i Lunde/ som føre var Fuglesang: De fattig smaa Fugle ynckis mig ofver/ dem Tiden skal være saa lang.
17. Hunden ligger under Bordet og sofver/ og Refven i Gaase-Sti: Naar Tiden er/ saa vogner hand op/ sine fattige Gieß at fri.
18. Katten hand ligger i Gaarden siug/ og alle Mand vil hannem hade: Musen raader self i fattig Kones Pose/ hun giør hende fuld stor Skade.
19. HErre GUd da hielpe den fattige Ørn/ som flyer i vildene Hede: Hand veed sig hvercken Læ eller Ly/ som hand tør bygge sin Rede. Men Ørnen hand bygger i Felden ud.
