Aar efter GUds Byrd/ 1477/ sende Konning Christian den Første sine Legater til Hertug Ernst/ Churførst af Saxen og Margrefve af Landt Miisen/ og lod begiere hans Daatter Frøicken Kirstine/ paa sin Søns Vegne. Og blefve de saare vel undfangen/ og finge der et got Svar/ paa deris Ærende. Thi strax om Sommeren der efter lod Hertug Ernst fornefnde Frøicken indføre i Danmarck ved sin Broder Hertug Albret/ med stor Herre-Dragt og Prydelse. Og stod Konning Hansis og Dronning Kirstines Bryllups Høytid paa Kiøbenhafns Slot neste Søndag for Vor Frue Dag Nativitatis/ Anno 1478.
Konning Hans hand sider paa Kiøbenhafn/ hand lader de Lønbrefve skrifve: Og sender hand dennem til Nørre Jutland/ Herr Erick Ottesøn at gieste.
2. Det var Herr Erick Ottesøn/ der hand de Lønbrefve saae: Hand skød Varafvel og Terning fra sig/ bad sadele Ganger graa.
3. Og de ledde ud hine skønne Ørs/ lagde paa forgyldene Mile: End red hand til Kiøbenhafn/ førend hand lystet at hvile.
4. Ind kom Herr Erick Ottesøn/ og steddis hand for Bord: Hvad ville I mig min naadige Herre/ hvi hafve I send mig Ord.
5. Høre I Herr Erick Ottesøn/ I er vor egen Mand: I skulle fare til Misen i Aar/ bede om den lille Vaand.
6. Og det var Herr Erick Ottesøn/ hand blef saa brat at svare: Skal jeg ind til Misen Land/ jeg kand icke eene fare.
7. Herr Verner Paßberg af Holbeck Huus/ befaler jeg med eder fare: Herr Claus Rønnow paa Øringborg/ eder følger saa faur en Skare.
8. Der blef udlagt de Skib paa Strande/ De Baadsmænd glædis der ved: Den blide Bør saa herlig stod/ saa vel deris Skib fremskred.
9. Og vunde de op deris Silcke Seyl/ saa høyt i forgyldene Raa: De sætte Dannebroge i fremmer Stafn/ de lode til Saxen staa.
10. Kurren stander paa høyen Veirn/ og seer hand ud fra Lande: Hisset seer jeg de Danske Skib/ de føre forgyldene Brande.
11. Jeg seer saa mange af de Danske Skib/ de føre forgyldene Brande: Christ signe hende liden Kirstine/ de agte hende vist til Haande.
12. Og de lagde ind udi den Hafn/ kaste Ancker paa hviden Sand: De ædle Herrer af Danmarck/ de trine der først paa Land.
13. Mit udi den Borgegaard/ der agselet de deris Skind: Og saa gaa de i Høyeloft/ for Hertugen af Saxen ind.
14. Hil sidde I Marggrefven af Misen-Land/ baade I og eders Kiære: Den unge Konning af Dannemarck/ beder om eders Daatter med Ære.
15. Hand tog til sig de lugte Brefve/ og læste hand der paa: Lof være GUd i Himmerig/ at jeg denne Daatter aa.
16. I ædle Riddere/ I tage Vand/ I gaa med os til Bord: I tøfve hos os en liden Tid/ vi vide eder Ansvar god.
17. Vare de dem der udi Maanet/ og de vare der i tre: Icke kunde de Frøicken Kirstine faa/ alt med deris Øyne at see.
18. Den klare Dag dagis for Østen/ og Bølgen den blæs blaa: De ædle Ridder udaf Dannemarck/ de gaa for Hertugen at staa.
19. Det var Hertug Ernst af Misen-Land/ hand kalder paa Drosten sin; I lede hin unge Frøicken Kirstine/ for os i Salen ind.
20. Og otte da vare de Misenske Fruer/ hendis Haar baade børste og flette: Fire da vare de ædle Førstinder/ hendis Hofvet-Guld paasætte.
21. De sætte paa hende det Hofvet-Guld/ det skinde som en Lue: Det var belagt med dyrebare Steene/ det sømdte den skiønne Jomfrue.
22. Det var liden Kirstine saa bold/ hun ind ad Dørren treen/ hendis Fader og hendis Farbrødre tre/ de stande hende op igien.
23. Hendis Fader og hendis Farbrødre tre/ De stande hende op igien; De ædle Riddere af Danmarck/ de ragte hende Haanden uden Meen.
24. Det var Hertug Ernst af Misen-Land/ hand heder paa Smaa-Svend sin; I hente Terning og Vartaffel/ bære det i Stuen ind.
25. Hertugen kaste de Terning fra sig/ De vare af røden Guld; I kaste Herr Verner Paßberg/ thi I ere Kongen huld.
26. Det var Herr Verner Paßberg/ hand skiød de Terning fra sig; Kaste I for mig Herr Claus Rønnow/ thi I ere ælder end jeg.
27. Og det var Herr Claus Rønnow/ hand sætte de Terning fra sig; Kaste I Danmarcks Hofmester for mig/ I ere langt ypper end jeg.
28. Det var Herr Erick Ottesøn/ tog Terning i sin Haand; Hielp nu GUd Fader i Himmerig/ jeg vinder den Lillie Vand.
29. Den første Guld-Terning paa Bordet rand/ den løb som det skulde være; Den Danske Hofmester dend Jomfrue vandt/ til Kongens Hiertens Kiære.
30. Lenge tenckte Frøicken Kirstine ved sig/ og hende raand Taare paa Kind; Skal jeg fare til Danmarck ind/ saa langt fra Moder min.
31. Det var Hertugen af Saxen Land/ hand tager sin Daatter at lære; Det vil jeg for sanden sige/ det var af Tugt og Ære.
32. Vær kiær af Juder kiære Daatter min/ de ere baade trygge og tro; Stunde du ey efter Sverrigis Krune/ uden du den med Lempe kand faa.
33. Du bede got for fattige Encker/ som Faderløse Børn skulle føde; Du bede got for de fattige Fanger/ lad dem i Taarnet icke døe.
34. Og skatte du icke den fattige Bonde/ jeg det icke hafve vil; Men fattis dig enten Guld eller Sølf/ du sige din Fader til.
35. Saa snart da var den sorte Jord/ Med Silcke saa vit ofverbred; Det var Frøicken Kirstine lille/ hun blef til Karm udled.
36. De blæste saa sterck i Trometer/ i deris forgyldene Liud; Saa førde de den Frøicken til Strand/ de kallede hende Danmarcks Brud.
37. Saa vunde de op deris Silcke Seyl/ saa høyt i forgyldene Raa: Saa seylede de dem til Danmarck/ fast minder end Uger toe.
38. De strøge Seyl/ lode Ancker falde/ alt paa den hvide Sand; De ædle Riddere af Danmarck/ de løfte den Jomfru paa Land.
39. Den grønne Jord blef vit og bret/ med Silcke og Sindal strød; Den unge Konning med Riddere Skare/ drog sin kiære Brud imod.
40. De mødtis paa den grønne Vold/ Christ gifve det blifver til Gafn; Den Herre fra Hest den Jomfru fra Karm/ de toge hver anden i Fafn. Der kom aldrig saa rig en Jomfru til Danmarck.
