Denne Digt er lagt om den Krig som K. Hans med sin Broder Hertug Frederich af Holsten førde mod de Dytmersker Anno Domini 1500. Hvilcket gick dennem u-lyckeligen/ af denne Aarsage/ at de paa den ubeqvemmeste Tid om Aaret grebe det an/ fordristede formeget paa deris egen Styrcke og store Krigs-Magt/ og der ofver foragtede deris Fiender/ som hafde indtagen Fordelen for dennem/ og derfore beklemte dennem paa nogle trange Diger/ at de for Vand og U-veir kunde icke komme til at slaa deris Slagordning/ og komme til ret Drebning med dennem. Dette Slag stoed den 17 Dag Februarii paa fornefnde Aar/ hart ved Hemmingsted i Dytmersken. Og blefve der nedlagde og drucknede i Digerne/ og af stort Uveir omkommen hen ved 4000 Mand/ foruden fornemme Adels Personer/ baade af Riget og Hertugdommene/ som vare 360/ med tvende Grefver/ Adolf og Otte af Oldenborg/ &c. Et ynckelige Spectackel og merckeligt Exempel/ at ingen skal foragte sin Fiende/ besynderlige paa de Steder/ som ulige findis Fordeel.
De Fugle hafve faat saa underlig et Raad/ de vilde saa gierne hafve af den Braad; Som var opædt og alt fortær’d/ for langen Tid af en anden Herd; Og mangen Mand kom til Vaande.
2. Og der kom fluende en Flock af Star/ de viste ey Veyen hvort de vilde fare; De hafde i agt at flue saa gent/ hafde det icke blefven dem formeent; De maatte der blifve paa Hede.
3. De brøde af Qviste og bygde Bolig/ de meente de skulde der sidde rolig; Saa mangen blifver svegen med stor Uroe/ af den mand best undertiden monne tro; Det maatte disse Starre undgielde.
4. Og der kom fluende en Flock med Svaner/ de stridde under den første Banner; De sloge ud deris Vinger brede/ saa dybt udi Dynd saa maatte de træde/ de Danske Hofmænd til Skade.
5. De Duer komme fluendis af et Taarn/ dem blefve saa snart deris Vinger afskaarn; Som Snee da vare deris Vinger hvide/ de refvis som Ulfven Faaret monne slide/ Der var icke Fred at vente.
6. I hvo som Uglen tager til Høg/ hand er ey self ret fuld vel tryg; Om Dagen hvilis hun under Ege-Blade/ om Natten sider hun i Bondens Lade/ hvo der paa lider farer ilde.
7. Grif og Gam de sloges sammen tillige/ de vilde icke for hver andre vige; De andre smaa Fule fløye bort med Skamme/ de agtet det icke som efter monne komme/ de rømte af fremmede Land.
8. Gert Falck sin Manddom loed hand tee/ hand vilde icke lenger paa Staden bie; Hand saae saa høyt ofver breden Hede/ hand torde icke verge sin egen Rede/ de andre ligge ved Balger Side.
9. Og Ebbe Gied saa monne hand hede/ Christ gifve deris Siæle Himmerigs Glæde; Den som er skild ved Paradiis/ hand fanger hvercken Roe eller Rise/ GUd veed hvem Danmarck den Skade voldte.
10. Den gamle Ørn/ og hannem rand Taare/ hand tog sin gode Hest med Spore: Saa foer hand til sit rede hiem/ hand gaf denne Færd saa vel i giem/ hand agtet denne Spot at hefne.
11. Og de vare atten tusinde stercke/ der de droge ofver Dige og Marck: Men der de droge tilbage igien/ som førre rede Fire/ der reed nu en/ det siger den med monne være.
12. Den Vise hun er icke lagt om Fugle/ Den er om Kriigs-Mænd fine og ædle: Kong Hans hand førde sin Hær med Magt/ Udi Dytmersken blef den nederlagt/ det staar saa lenge til Minde.
13. Hand tencker at hefne denne Bonde Hofmod/ om hand er født af Kongeligt Blod: Hand meener at Grisen betale skal/ hvad som hafver brødt den gamle Galt/ det gaar dem ud for Sande.
