Koning Hans Fester Frøicken Kirstine
Chørførstens Hertug Ernstis Daatter aff Saxen
Chørførstens Hertug Ernstis Daatter aff Saxen
47
47
1.
Koning Hans hand sider paa Kiøbenhaffn,
hand lader de Lønbreffue scriffue:
Oc sender hand dennem til Nørre Jutland,
Herr Erick Ottessøn at giffue.
Der kom aldrig saa rig en Jomfrue til Danmarck.
2.
Det vaar Herr Erick Ottessøn,
der hand de Lønbreffue faar:
Hand skød Vartaffues oc Terning fra sig,
bad sadele Ganger graa.
3.
Oc de lidde vd hine skøne Ørss,
lagde paa forgyldene Mile:
End reed hand til Kiøbenhaffn,
førend hannem lystet at huile.
4.
Ind kom Herr Erick Ottessøn,
oc steddis hand for Bord:
Huad ville i mig min naadige Herre,
hui haffue i send mig Ord.
5.
Høre i Herre Erick Ottessøn,
i er vor egen Mand:
I skulle fare til Misen i Aar,
bede om den lilie Vaand.
6.
Oc det vaar Herr Erick Ottessøn,
hand bleff saa brat at suare:
Skal ieg indtil Misen Land,
ieg kand icke ene fare.
7.
Herr Verner Parssberg aff Holbech Huss,
befaler ieg met eder fare:
Her Claus Rønnaw paa Oringborg,
eder følger saa faur en Skare.
8.
Der bleff vdlagd de Skib paa Strande,
de Bodsmend glæddis der ved:
Den blide Bør saa herlig stod,
saa vel deris Skib fremskred.
9.
Oc vunde de op deris Silcke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
De sette Dannebroge i fremmer Staffn,
de lode til Saxen staa.
10.
Kuren stander paa høyen Vern,
oc seer hand vd fra Lande:
Hissed seer ieg de Danske Skib,
11.
Ieg seer saa mange aff de Danske Skib,
de føre forgyldene Brande:
CHRist signe hende liden Kirstine,
de agte hende vist til Haande.
12.
Oc de lagde ind vdi den Haffn,
kaste Ancker paa huiden Sand:
De ædle Riddere aff Danmarck,
de træne der først paa Land.
13.
Mit vdi den Borgegaard,
Oc saa gaa de i Høyelofft,
for Hertugen aff Saxen ind.
14.
Hel side i Margreffuen aff Misen Land,
baade i oc eders kiære:
Den vnge Koning aff Dannemarck,
beder om eders Daatter met ære.
15.
Hand tog til sig de lucte Breffue,
oc læste hand der paa:
Loff være Gud i Himmerig,
16.
I ædle Riddere i tage Vand,
i gaa met oss til Bord:
I tøffue hoss oss en liden tid,
17.
Vaare de dem der vdi Maanet,
oc de vaare der i tre:
Icke kunde de Frøicken Kirstine faa,
alt met deris Øine at see.
18.
Den klare Dag dagis for Østen,
oc Bølgen den blæss blaa:
De ædle Riddere vdaff Dannemarck,
de gaa for Hertugen at staa.
19.
Det vaar Hertug Ernst aff Misen Land,
hand kalder paa Drosten sin:
I lede hin vnge Frøicken Kirstine,
for oss i Salen her ind.
20.
Oc Otte da vaare de Misenske Fruer,
hendis Haar baade børste oc flette:
Fire da vaare de ædle Førstinder,
hendis Hoffuit-Guld paasette.
21.
De sette paa hende det Hoffuit Guld,
det skinde som en Lue:
Det vaar belagd met dyrebare Steene,
det sømde den skøne Jomfrue.
22.
Det vaar liden Kirstine saa bold,
hun ind at dørren træn:
Hendis Fader oc hendis Farbrødre tre,
de stande hende op igien.
23.
Hendis Fader oc hendis Farbrødre tre,
de stande hende op igien:
De ædle Riddere aff Danmarck,
de racte hende Haanden vden meen.
24.
Det vaar Hertug Ernst aff Misen Land,
hand heder paa Smaasuend sin:
I hente Terning oc Vartaffuel,
bære det i Stuen ind.
25.
Hertugen kaste de Terning fra sig,
de vaare aff røden Guld:
I kaste Herr Verner Parssberg,
thi i ere Kongen huld.
26.
Det vaar Herr Verner Parssberg,
hand skød de Terning fra sig:
Kaste i for mig Herr Claus Rønnou,
thi i ere ælder end ieg.
27.
Oc det vaar Herr Claus Rønnou,
hand sette de Terning fra sig:
Kaste i Danmarcks Hoffmester for mig,
i ere langt ypperer end ieg.
28.
Det vaar Herr Erick Ottessøn,
tog Terning i sin Haand:
Hielp nu GUD Fader i Himmerig,
ieg vinder den Lilie vaand.
29.
Den første Guld Terning paa Bordet rand,
den løb som det skulde være:
Den Danske Hoffmester den Jomfru vandt,
til Kongens Hiertens kiære.
30.
Lenge tenckte Frøicken Kirstine ved sig,
oc hende rand Taar paa Kind:
Skal ieg fare til Danmarck ind,
saa langt fra Moder min.
31.
Det vaar Hertugen aff Saxen Land,
hand tager sin Daatter at lære:
Det vil ieg for sanden sige,
det vaar aff Tuct oc Ære.
32.
Ver kiær at Juder kiære Daatter min,
de ere baade trygge oc tro:
Stunde du ey effter Suerigis Krune,
vden du den met lempe kand faa.
33.
Du bede gaat for fattige Encker,
som Faderløse Børn skulle føde:
Du bede gaat for de fattige Fanger,
lad dem i Tornet icke dø.
34.
Oc Skatte du icke den fattige Bonde,
ieg det icke haffue vil:
Men fattis dig enten Guld eller Sølff,
du sige din Fader til.
35.
Saa snart da vaar den sorte Jord,
met Silcke saa vijt offuer bred:
Det vaar Frøicken Kirstine lille,
36.
De blæste saa sterck i Trompeter,
i deris forgyldene Liud:
Saa førde de den Frøicken til Strande,
de kaldte hende Danmarcks Brud.
37.
Saa vunde de op deris Silcke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Saa seglede de dem til Danemarck,
fast minder end Uger tho.
38.
De strøge Seyl loede Ancker falde,
alt paa den huide Sand:
De ædle Riddere aff Dannemarck,
de løffte den Jomfru paa Land.
39.
Den grøne Jord bleff vijt oc bredt,
met Silcke oc Sindal strød:
Den vnge Koning met Riddere Skare,
drog sin kiære Brud imod.
40.
De mødtis paa den grøne Vold,
Christ giffue det bliffuer til gaffn:
Den Herre fra Hest den Jomfru fra Karm,
de toge huer anden i Faffn.
Der kom aldrig saa rig en Jomfru til Danmarck.