Vor Konning og vor unge Dronning
de sejled over salten Sø;
deres Skib det blev paa Havet holdet,
de finge ikke bliden Bør.
Saa flyver han over den Rin.
Skibet blev paa Havet holdet,
de kunde ikke Børen faa;
alt var det saa ilde gjort,
de bleve ikke hjemme i Aar.
Dronningen ganger i Skibet frem,
hun vrider sin hvide Hand:
»Monne der ingen i Verden være,
os Børen sende kan?
Er her nogen under Vandet dulgt,
der Skibet holde maa:
jeg giver eder baade Sølv og Guld,
at I lader os Børen faa.«
Det svared en Røst fra Havsens Bund,
og svared den hende saa:
»Du ejer ikke Sølv eller Guld,
som dertil hjælpe maa.
Hav du selv baade Guld og Sølv!
jeg passer der intet paa;
det er alt under Linde din,
der jeg mon efter traa.«
»Jeg haver ikke under min Linde,
foruden mine Nøgler smaa:
kommer jeg levende til Land,
jeg lader mig andre slaa.«
Saa tog hun de Nøgler smaa,
hun kaste dem ud for Stavn;
de tinge Bør hin blide,
de sejled saa glade til Havn.
Børen blæste, og Skibet skred,
de sejled saa glade til Land;
den Tid hun tren af Skibet ud,
da laa hendes Nøgler paa Sand.
Dronnningen ganger paa hviden Sand,
da fik hun fuld stor en Harm:
da fandt hun, at en liden Kind
vare kveg udi hendes Barm.
Det var ikke derefter,
foruden Maaneder fem:
Dronningen ganger i Bure,
hun føder saa fager en Svend.
Fød blev han om en Aften,
de kristned hannem om Naat:
de kalded ham Germand Gladensvend,
de dulgte ham, meden de maatte.
Fostred de hannem i Vinter,
og vel i Vinter ni:
han blev en den gjæveste Svend,
der nogen med Øjen vilde se.
Saa vel han voxte, saa vel han trevst,
sin Hest kunde han vel ride;
hvert Sinde han til sin Moder saa’,
saa saare da monne hun kvide.
Det var hans kjære Moder,
hun sørged alle Tid saa saare:
hvert Sinde hun ham med Øjen saa,
da fælded hun modige Taare.
»Hør I det, min kjære Moder!
I siger mig af eders Ve!
hvi græder I saa jammerlige,
hvert Sinde I mig monne se?«
»Fuld vel da maa jeg græde,
jeg maa vel for dig kvide:
du varst dig saa liden,
der du varst Trolden given.«
»Hør I det, min kjære Moder!
I lader bort fare eders Vaande!
hvad Lykke Gud mig give vil,
den ganger mig vel til Haande.
Hør I det, min kjære Moder!
I tør ikke for mig kvide:
giver mig heller Sadel og Hest!
jeg vil mig af Landet ride.«
Det var Germand Gladensvend,
han rider sig under Ø;
og det vil jeg for Sanden sige,
han fæste saa væn en Mø.
Der han var fulde femten Aar,
da lyste ham en Jomfru at love:
Kongens Datter af Engelland,
den allerskjønnest’ Jomfrove.
Fæste han stolten Sølverlad,
hun var en Rosensblomme:
hver den Dag, der østen dages,
da venter hun hans Komme.
Saa flyver han over den Rin.
Der var Glæde i Kongens Gaard
og Glæde over alt det Land,
for han Germand Gladensvend
han var nu vorden til Mand.
Saa flyver han over den Rin.
Dronningen sidder i Bure,
hun sømmer det hvide Lin;
Germand sidder i Højeloft,
han drikker den klare Vin.
Det var om en Torsdags Morgen,
saa aarlig om den Høst:
aaben stod den Fruerstue-Dør,
der kom saa led en Røst.
Ind da kom den ledeste Gam,
han sættes den Frue næst:
»Mindes eder, Allerkjæreste min!
jeg tjente eder allerbedst?
Mindes eder, Allerkjæreste min!
I gave dertil eders Minde:
det jeg maatte eje den liden Tingr
I bare da under Linde?
Mindes eder, Allerkjæreste min!
jeg hjalp eder af eders Nød?
hvor er nu det fagre Barn,
I have til Verden fød?«
Hun svor om Gud, hun svor om Mænd
og alt det, hun sværge maatte:
hun vidste hverken Datter eller Søn,
der hun i Verden aatte.
Bort da fløj den lede Gam,
han gav fuldt ondt et Skrig:
»Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.«
Saa flyver han over den Rin.
Det stod saa i Vinter,
og vel i Vinter fem:
stolt Sølverlad sidder i Engelland,
hun venter sin Fæstemand hjem.
Saa flyver han over den Rin.
Saa saare da mon han længes
bort til sin Fæstemø;
men ikke da maatte han sejle og ro
alt over den salte Sø.
Ind kom Germand Gladensvend,
var klæd i Skarlagen rød:
»Kjær Moder, I laaner mig Fjederham!
jeg flyver til min Fæstemø.
Hør I det, min kjære Moder!
laaner mig eders Fjederham!
jeg vil flyve over salten Rin,
bort til min Liljevand.«
»Min Fjederham hænger i Højeloft,
alle Fjedre ere sledne ner:
flyver du over den salte Rin,
jeg ser dig ret aldrig mer.
De Vinger de ere saa brede,
de Fjedre fare vide om By:
lever jeg mig til Sommer,
jeg lader mig gjøre en ny.«
»Maa jeg nu ikke den Fjederham faa,
og maa jeg den ikke nyde:
da vinder jeg Sejl i højen Raa,
den stærke Bølge at bryde.«
»Tag du da min Fjederham,
og flyv du nu der hen!
men møder dig den lede Gam,
du kommer her aldrig igjen.«
»Møder mig end den lede Gam,
fuld vel kommer jeg igjen;
saa Mænd véd, min kjære Moder!
alt skal jeg flyve der hen.«
Saa satte han sig i Fjederham,
og slog han ud sine Vinge:
igjen sad hans kjære Moder,
og hende runde Taar paa Kinde.
Han satte sig i den Fjederham,
han fløj saa højt ved Sky:
saa saare græd hans kjære Moder,
der hun gode Nat ham bød.
Han fløj op, og han fløj ned,
og han fløj alt saa trøst,
men der han kom over vilden Hav,
da hørte han Gamme-Røst:
»Vær velkommen, Germand Gladensvend!
fuld vel da kjender jeg dig:
du varst dig saa liden,
der du varst given mig.
Vel mødt, Germand Gladensvend!
hvor haver du været saa længe?
førend du varst til Verden fød,
varst du mig given i Hænde.«
»Du lad mig flyve, du lad mig fare
bort til min Fæstemø!
første jeg kommer tilbage igjen,
vi findes op under Ø.«
»Da skal jeg dig mærke,
saa vel skal jeg dig kjende:
ihvor du kommer i fremmede Land,
du skalt mig ikke glemme.«
Saa hug han ud hans højre Øje,
drak halvt hans Hjærteblod;
end fløj han til Jomfruens Bur,
for Viljen den var god.
Han sættes paa Jomfruens Burebrand,
han var baade gusten og bleg:
alle de Møer, i Buret vare,
de lode baade Lyst og Leg.
Alle de Møer i Buret vare,
de glemte baade Glæde og Gammen;
op stod stolten Sølverlad,
hun slog sin Hænder sammen.
»Vær velkommen, Germand Gladensvend!
hvor haver du været i Leg?
hvi er dine Klæder saa blodige?
og hvi er din Kind saa bleg?«
»Far nu vel, stolten Sølverlad!
ret nu maa jeg bort flyve:
den skal have mit unge Liv,
der mig mit Øje mon ryve.
Far nu vel, stolten Sølverlad!
Gud gjøre eder Lykken god!
den skal nu have mit unge Liv,
der drak halvt mit Hjærteblod.«
Det gjorde stolten Sølverlad,
for hun havde hannem saa kjær:
hun lod Germand Badet rede,
hun tjente hannem alt saa nær.
Saa tog hun et Horn af Guld,
hun skjænked i klaren Vin:
»Nu tømmer jeg den sidste Skaal
med Allerkjæresten min.«
Saa tog hun ud en Sølverkam,
hun kæmmed hans fagre Haar:
for hver en Lok, hun redte,
hun fælded saa modige Taar.
Det var Germand Gladensvend,
klapped hende ved hviden Kind:
»I græder ikke, stolten Sølverlad!
hver bier saa Skæbne sin.«
For hver en Lok, hun redte,
hun fælded saa modige Taar:
alt banded han hans Moder,
hans Skæbne havde gjort saa haard.
Mælte det stolten Sølverlad,
hun tog hannem i sin Arm:
»Forbandet være den Moder,
der saa forraader sit Barn!«
»I stiller eder, stolten Sølverlad!
I bander ikke Moder min!
hun kunde der intet i volde,
min Lykke gjordes saa ublid.«
Han satte sig i sin Fjederham,
han fløj saa højt under Sky;
hun satte sig i en anden,
hun lod fast efter kny.
»Vender eder, stolten Sølverlad!
I vender eder snart igjen!
eders Loftsdør stander aaben,
eder Nøgler ligge paa Sten.«
»Enddog min Dør stander aaben,
mine Nøgler ligge paa Sten:
alt skal jeg eder følge did,
som I tinge eders Men.«
Hun satte sig i sin Fjederham,
hun fløj med hannem til Sky:
alle de Fugle, der hun saa’,
dem klipped hun sønder i syv.
Alle de Fugle, der hun mødte,
dem klipped hun alt saa smaa;
men der hun mødte den lede Gam,
hannem kunde hun ikke naa.
Saa tog han Germand Gladensvend,
kaste hannem i salten Vand:
ikke fik stolten Sølverlad
foruden hans højre Hand.
Det var stolten Sølverlad,
hun fløj ud med den Strand:
hun fandt ikke af Germand Gladensvend
foruden hans højre Hand.
Gjorde det stolten Sølverlad,
hun lagde den til sin Mund;
og det vil jeg for Sandingen sige:
hun svalt udi samme Stund.
Saa flyver han over den Rin.