Folkeviser

Der stunder ind til Danemark

saa mangen ædelig Mand,

og flere tyske Riddere,

end jeg nævne kan.

Det var Danerkonning,

han taler til Svende to:

»I beder hannem Hr. Svend Felding

i Stuen ind for mig gaa!«

Ind kom Hr. Svend Felding

og stedes han for Bord:

»Hvad vil I mig? Danerkonning!

hvi have I sendt mig Ord?«

»Hør du, Hr. Svend Felding!

du est en Ridder med Ære:

du skalt dig til Tyskland ind,

at hente min Hjærtenskjære.«

»Skal jeg ind til Tyskland

og hente eders Hjærtenskjære:

da vide I vel, Danerkonning!

jeg kan ikke ene fare.

Hundred Ridder, vel jærnklædte,

og dem skulle I mig faa,

og I skulle lade vore Kjortler

med Maardskind underslaa.«

Vunde de op deres Silkesejl

op i forgyldene Raa;

saa sejled de ind til Tyskland

i mindre end Uger to.

Saa kaste de deres Anker

opaa den hvide Sand;

og det var Hr. Svend Felding,

han tren der først paa Land.

Midt udi den Borgegaard

dèr axle de Skarlagenskind,

og saa gaa de i Højeloft

for Tysklands Konning ind.

»Hil sidder I, Tysklands Konning,

over eders brede Bord!

Konningen udaf Danemark

han haver sendt eder Ord.

Konningen udaf Danemark

han sender eder Ord med Ære:

vi skulle føre eders Datter hjem,

hun er hans Hjærtenskjære.«

»Lægger I neder eders Skarlagenskind,

og ganger I eder til Bord!

I bider her til i Morgen!

jeg vider eder Ansvarord.«

Dér laa de i Maaneder,

og dèr laa de i tre:

de kunde ikke Frøken Juttelille

for deres Øjen se.

Børen blæser saa blidelig,

og Bølgen leger paa Sande;

de ædelig’ Herrer af Danemark

de gange for Kongen at stande.

»Børen blæser saa blidelig,

og Skiben tage til at skride:

min Herre! I vider os Ansvarord!

vi kunne ikke længer bide.«

Det var Silke og Skarlagen,

der blev paa Jorden bredt:

og det var Frøken Juttelille,

hun blev i Sal indledt.

Det mælte Hr. Svend Felding,

det første han Juttelille saa’:

»Skam da faa de Hænder to,

og der din Øjen skulde to!

Skam da faa de Hænder to,

og der din Øjen skulde to!

saa faa og den Tjenestekvinde,

der dig skulde Vandet faa!«

»Hør du, Hr. Svend Felding!

du spotte mig ikke for Had!

jeg haver det for Sanden spurt,

du est et Slegfredbarn.«

»Og er jeg end et Slegfredbarn,

dog haver jeg Frænder bedst:

alt vil jeg slide rød Skarlagen

og ride min egen Hest.«

»Der er aldrig saa arg en Skalk,

haver han to røde Hose:

hvor han kommer i Tyskland ind,

han kalder sig være en Rose.«

»Der er aldrig saa arg en Svik,

haver hun en sprunget Hue:

hvor hun kommer i Danemark,

hun lader sig kalde en Frue.«

Det var Silke og Skarlagen,

der blev paa Jorden bredt:

og det var Frøken Juttelille,

hun blev til Stranden ledt.

Det var Hr. Svend Felding,

tog Juttelil i sin Arm:

satte han hende i Bunken ned,

det gjaldt i hver hendes Tarm.

Saa vunde de op deres Silkesejl

op i forgyldene Raa;

saa sejled de hjem til Danemark

i mindre end Uger to.

»Vi ville nu tage Frøken Juttelille

og døbe hende ude for Stavn:

vi kalde hende Frøken Jutland,

det er et halv fejre Navn.«

Det var Hr. Svend Felding,

han styred sin Snække til Land;

det var Kongen af Danemark,

han render sin Gangen paa Sand.

Det var Hr. Svend Felding,

han vifter op med sin Hat:

»Min Herre! I sprænger ikke Ørs i Dag!

vi have ikke Fryden fat.«

Det var Frøken Juttelille,

det første hun Brudehus saa’:

»Skam faa alle de Tømmermænd,

som her lagde Vind opaa!

Skam faa alle dè Tømmermænd,

som her toge Øl og Mad!

baade først og sidst Svend Felding,

som her var Raadsmand ad!«

»Stolperne ere alle af Eg,

og Tiljerne alle af Bøg;

det er et halv bedre Brudehus,

end du til var nogen Tid fød.

Huset er bygt af Eg og Bøg,

de bedste i Danmarks Skove;

lidet est du værd, Frøken Juttelille!

hos Danerkongen at sove.«

»Fuld ussen maa jeg Kronen

udi Danmark bære,

skal jeg af et Slegfredbarn

saalunde svaret være.«

»Enddog jeg er et Slegfredbarn,

det vorder jeg ad at lide:

jeg saa’ end aldrig nogen Moders Søn,

jeg turde jo fuldvel bide.«

»Det mælte tyske Peder Kæmpe,

han var en Helled stærk:

»Nu vil jeg dyste med dig i Dag

om et Ørs og hundred Mark.«

»Ikke vil jeg dyste om Penninge

og ikke om Penninges Værde;

men jeg vil dyste med dig i Dag

for danske Jomfruers Ære.«

Den første Red, de sammen rede,

de Hellede var baade stærke:

isønder gik Svend Feldings Spær,

hans Skjold drev langt i Marke.

Da lo hun Frøken Juttelille

under hendes Skarlagenskind:

»Slige ere alle mine Mænd,

jeg førte med mig i Danmark ind.«

Det var Hr. Svend Felding,

han render ad Brudehus:

»Herre! I laaner mig Ørs i Dag!

jeg er ad Dysten fus.«

»Da leder I nu ud Graaben,

er haglet som en Ørn!

I faar hannem Hr. Svend Felding!

jeg venter, han tager en Tørn.

Leder hannem nu ud Graaben,

lægger hannem Guldsadel paa!

det er vel fulde otte Vinter,

siden han sidst Solen saa’.«

Den anden Red, de sammen rede,

de Hellede var baade vrede:

da knælede Peder Kæmpes Hest,

hans Hals drev langt i Hede.

Da græd Frøken Juttelille

og Hænder sammen slog:

»bissen jeg til Danmark kom

med stærke Hellede to!«

Da lo han Danerkonning

op under Guldkronen røde:

»Slige ere alle mine Mænd,

som jeg giver Klæde og Føde.«

Aarle om Morgen, det var Dag,

Fru Jutte kræver Morgengave:

»I giver mig Svend Feldings Hoved!

og andet vil jeg ikke have.«

»Jeg haver Guld, og jeg haver Sølv,

og jeg haver Borg og Fæste;

du faar ikke én af mine gode Mænd,

som ride skal mine Heste.

Jeg vil give dig Guld og Sølv,

og dertil Borge saa bolde;

men selv vil jeg have mine Dannesvende,

som jeg skal Landet med holde.«

Mælte det Hr. Svend Felding,

han stod paa Jorden alene:

»Knæler jeg for Jutte i Dag,

da briste baade mine Bene!«