Svend Felding sidder paa Helsingborg,
han lover en Pilgrimsfærd;
han var sig baade mild og blid,
han gjorded sig med sit Sværd.
Men mig lyster at følge Svend Felding.
Det var Hr. Svend Felding,
han vilde gange til Rom;
det maa vel alle danske love,
at han dèr nogen Tid kom.
Vandred han Hr. Svend Felding,
i Valland alt saa vide
gjæste han sig en stolt Jomfru
saa sildig en Aftenstide.
Hun satte Svend Felding øverst til Bords
over andre Ridder i Skare;
og alt da spurde den skjønne Jomfru,
ihveden han kommen vare.
»Jeg er mig en fattig Pilegrim,
er kommen af Danemark;
jeg vil mig til Rom at gange,
for Synden var mig saa stærk.«
Hun saa’ alt paa hans Skjorte,
den var med røde Guld næst:
»Det er ingen fattig Pilegrim,
os haver i Aften gjæst.
Det er ingen fattig Pilegrim,
os monne i Aften gjæste;
men I ere Kongen af Danemark,
thi ville I vide vort bedste.«
»Ikke er jeg Konge af Danemark,
og jeg rider ikke saa stærk:
jeg er mig en fattig Bondesøn,
er fød i Danemark.
Hør I det, min stolte Jomfru!
I lader eder ikke fortykke:
der fødes mange Børn i Danemark,
hver med sin egen Lykke.«
»Jeg haver det alle mine Dage hørt,
de danske Mænd ere saa fromme:
jeg takker Gud Fader i Himmerig,
her maatte en af dem komme.«
Det da mælte den skjønne Jomfru,
saa saare hendes Øjen de runde:
»Her er en Trold vant paa vort Land,
han lader os gaa til Grunde.
Her er en Trold vant paa vort Land,
han lægger mine Lande øde:
han vil ikke have anden Kost,
end Fruer og Jomfruer til Føde.«
»Havde jeg Hest, og havde jeg Harnisk,
der mig var vel til Maadet
da vilde jeg gjør’et for eders Skyld,
at bryde med Trolden en Stage.«
Saa ledte de frem de spanske Ørs,
de vare alle murehvide:
det første han lagde paa dem sin Haand,
de fulde til Jorden som Tige.
»Der vilde jeg give til det røde Guld,
og vel et Hundred Mark:
at jeg havde nu en dansker Hest,
var fød i Danemark.«
Det da mælte den Møllermand,
han stod dèr ved de Mure:
»Jeg haver saa god en dansker Hest,
ihvem hannem ride turde.
Alt haver jeg en dannebroget Hest,
er fød i Sæbylund:
hvert Sinde han til Møllen gaar,
han bær vel femten Pund.«
»Hør du, goden Møller!
du lad mig Hesten se!
ere vi baade danske to,
vi stride mod Trolden led.«
Den Tid, der Hesten han kom frem,
han var, som Mølleren sagde:
højen Hov og breden Bringe,
Svend Felding den Sadel paa lagde.
Han gjorded Hesten saa overfast,
og mest alt over det tykke:
det første Hesten rakte sig,
den Gjord gik al i Stykke.
»Jeg førte ud af Danemark
vel femten gode Guldringe:
havde jeg nu en Sadelgjord,
da skulde de alle springe.«
Femten da vare de skjønne Jomfruer,
de væved af Silketraade,
før de kunne faa en Sadelgjord,
Svend Felding kunde være til Maade.
Saa aarlig om den Morgen,
da var den Sadelgjord rede:
syv Alne lang og Kvarter tyk,
fem Spand udi sin Bredde.
Svend Felding drog af sine Handske smaa,
hans Hænder vare murende-hvide:
og selv gjorded han sin gode Hest,
paa Svenden turde han ikke lide.
Han gjorded Hesten saa overfast,
han strammed saa hart den Gjord:
Hesten sank for hannem i Knæ
og neder til den Jord.
»Vidste jeg nu, min gode Hest!
at du havde Mandevid:
da skulde jeg dig en Prikke linde,
alt førend jeg sidder til dig.«
Der han havde Hesten en Prikke lindet,
da spilled den alt saa glad:
og det var da Svend Felding,
han satte sig paa hans Bag.
Den første Red, de sammen rede,
de Hellede var baade stærke:
Svend Feldings Spær det brast i to,
hans Skjold drev langt i Marke.
Svend Felding fandt paa saa godt et Raad,
og sig saa vel til Føje:
»Du mød mig i Morgen i Marken ud!
jeg skal dig bedre fornøje.
Det var ikke mit Alvor i Dag,
jeg vilde min Hest ikkun prøve;
du kom her i Morgen paa samme Sted!
jeg skal dig mandelig møde.«
De fulgte Svend Felding af Staden ud,
og baade Mand og Kvinde:
»Giv’et Gud Fader i Himmerig,
Svend Felding han maatte vinde!«
»I lægger nu bort det kronede Spær,
som man i Marken mon føre!
I tager mig hid en Skudemast!
jeg mægter den vel at røre.«
Den anden Red, de sammen rede,
de Hellede var baade vrede:
Trolden hans Hals den sønder brast,
hans Hoved drev langt i Hede.
Troldens Hals den brast i to,
hans Ryg i femten Stykke;
Svend Felding red til den skjønne Jomfru,
Kun monne ham en Skaal til drikke.
Ud da ginge de Riddere ni,
de løfte Svend Felding af Heste:
»Land og Rige staa eder til Rede,
om I ville den Lilje fæste.«
»Min Fæstemø sidder i Danemark,
hun bær for mig stor Kvide:
for syv Tønder af det røde Guld
jeg vilde hende ikke svige.
I lader nu bygge et muret Hus
alt med saa megen Fromme!
I lover mig, aldrig Herberg at spare
for Pilegrim, som her monne komme!
I lader nu det Herberg bygge
her uden for den Stad!
I sparer for danske Pilegrimme
hverken Øl eller Mad!
Gjæster eder nogen dansk Pilegrim,
da sparer hverken Vin eller Brød!
de bede godt for Svend Feldings Sjæl,
naar han er for langen død!«
Men mig lyster at felge Svend Felding.