Burmand holder i Felden ud,
han lader sin Skjold vel skinne;
spør han Vej til Ungerlands Konning,
for han haver Datter hin væne.
Holger Danske han vandt Sejer af Burmand.
»Hør du, Ungerlands Konning!
og hvad jeg vil dig sige:
du skalt give mig Datter din
og skifte med mig dine Rige.
Du skalt give mig Datter din
og skifte med mig dine Lande,
eller du skalt fly mig den samme Mand,
i Striden kan mod mig stande.«
»Jeg haver ikke Datter uden én,
Jomfru Gloriant de hende kalde:
hende haver jeg Konning Karvel givet,
jeg tror hannem vel for alle.«
Det svared hun Jomfru Gloriant,
hun vilde ikke længer tie:
»Her er en Fange i Taarnet inde,
jeg tror, han tør hannem bie.«
Det var Jomfru Gloriant,
tog over sig Kaaben blaa:
saa gik hun til Fangetaarn,
som alle de Fanger i laa.
Det var Jomfru Gloriant,
hun raaber over alle de Fanger:
»Du svar mig, goden Holger Dansk!
om du est før at gange!
Est du levende? Holger Dansk!
og vilt du med mig tale,
jeg fører dig af Fangetaarn,
dit Hjærte fange Husvale!«
»Her haver jeg ligget i atten Aar
alt som en fattig Fange;
vel vorde eder, Jomfru Gloriant!
det I vilde til mig gange!«
»Hør du, goden Holger Dansk!
jeg klager for dig min Vande:
her er end saa ful en Gast
kommen paa vore Lande.
Han haver min Fader om mig bedet,
han er en Kæmpe saa led,
og han haver sig saa grum en Hest,
som du haver nogen Tid set.
Manden er gram, og Hesten er grum,
det siger jeg dig for Sand:
jeg haver det for Sandingen spurgt,
han bider med Ulvetand.
Han vil ikke andet æde,
end Kjød af kristen Mand;
og han vil ikke andet drikke,
end Blod, med Edder bland.«
»Her haver jeg ligget i atten Aar
og lidt baade Hunger og Tørst:
fuld liden Styrke haver jeg dertil
at stride mod Trolden først.
Eders Fader haver eder Kong Karvel givet,
han er eders Fæstemand:
Kan han eder ikke selver værge,
da gange I Trolden til Hand.
Men kunde I fly mig min Hest igjen,
min Brynje og Sværd saa god:
alt vil jeg gjør’et for eders Skyld,
at ride hannem Burmand imod.
Kong Karvel er min Stalbroder god,
visselig skal han det spørge:
at før da skal jeg lade mit Liv,
end Burmand skal eder hjemføre.«
Hun tog Holger af Taarnet ud,
hun lod hannem Klæder skære,
saa satte hun hannem øverst til Bords
og skjænked hannem Vin hin klare.
Burmand kom der ridend’ i Gaard,
han agted, den Jomfru hjemføre;
Holger Dansk red hannem igjen,
han fik hannem andet at gjøre.
De fægtes i Stunde, de fægtes i to,
den tredje og sammelund:
saa satte de dem alt paa en Sten,
dèr vilde de hvile en Stund.
Det var leden Burmand Kamp,
han taler til Holger Danske:
»Vilt du nu tro opaa min Gud,
da vil jeg tage dig til Fange.«
Det svared goden Holger Danske,
han yppede først den Kiv:
»Første du kommer i Helvede ind,
sig, Holger han sendte dig did!«
Sammen da rede de Hellede to,
og de vare Kæmper stærke:
sønder ginge deres gode Hjælme,
deres Glavind fløj langt i Marke.
De stridde alt saa mandelig,
de vare baade trætte og mod:
slagen da blev han Burmand Kamp,
faldt død for Holgers Fod.
Holger red til den skjønne Jomfru,
slog op med højre Hand:
»Nu maa I for denne hedenske Hund
beholde eders Fæstemand.«
Op stod hun Jomfru Gloriant,
saa smal som Liljevaand:
hun løste af hannem Brynje og Sværd
alt med sin hvide Haand.
Hun tog hannem listelig i sin Arm,
hun minded hannem for hans Mund:
»Lovet være Gud Fader i Himmerig,
I ere baade karsk og sund!«
Holger Danske han vandt Sejer af Burmand.