Stærk Didrik bor i Berneland
alt med sine atten Brøder,
og hver af dem haver Sønner tolv,
vel stærke Kæmper og vrede.
Men nu stander Striden for norden under Jutland.
Søster haver han femten,
og hver haver Sønner tolv,
den yngste hun haver tretten,
de holde deres Liv saa fal.
De ginge frem for Bern at staa,
saa mange skjønne Kæmpekroppe;
det vil jeg for Sandingen sige,
de syntes over Bøgetoppe.
»Nu have vi stridt al Verden igjennem,
og altid have vi vundet;
Kong Holger Danske af Danemark,
ham have vi end ikke fundet.
Det have vi hørt sige af Holger Danske,
han bor i Nørre-Jutland:
han lader sig krone med røde Guld,
han vil aldrig være nogens Mand.
Sverting fik op en stor Staalstang, og
saa tog han til at true:
»Vel hundred af Kong Holgers Mænd
jeg vurder ikke ved en Flue.«
»Hør du, Sverting, du sorte Svend!
du vurde dem aldrig saa ringe!
vi have hørt sige af Kong Holgers Mænd
de er raske unge Drenge.«
Det svared han højen Bermer Rise,
han kunde sit Mod ikke gjemme:
»I Morgen ville vi til Danemark,
om Holger vil bie os hjemme.
De droge ud af Berneland
med atten Tusend Heste,
og de droge dem til Danemark ind
Konning Holger vilde de gjæste.
Kong Didrik sendte Kong Holger Bud
og lod hannem saa tilbyde:
»Hvad heller vilt du os i Marken møde,
eller du vilt os Skatten yde?«
Kong Holger han blev i Huen vred,
slig Spot kunde han ikke lide:
»Du bed hannem møde paa sletten Hede!
vi ville gjærne med ham stride.
Skatten véd dansk Mand intet af,
han plejer den selv at tage;
men ville I Skatten af os hente,
den skal eder ilde smage.«
Kong Holger lader kalde sine Kæmper til Raad,
han gav dem Sagen til Kjende:
»Stærk Didrik kommer udi vort Land,
han vil os slet overvinde.«
Det da svared de Kæmper gode,
de vare ved saa frit et Mod:
»Komme de Berner i Danemark ind,
de komme ikke alle her ud.«
Saa hedde Kong Holgers Kæmper gode:
Svend Felding og Iver Blaa,
Helled Haagen og Vidrik Verlandssøn,
Ulver Jærn og Kolier hin graa.
Stærk Didrik og Kong Holger Danske
de mødtes paa sorten Hede:
det blev saa vældig en Sammengang
af stærke Kæmper og vrede.
De sloges i Dage, de sloges i tre,
ingen vilde den anden vige;
de ypped dem fuld stor en Strid,
det vil jeg for Sandingen sige.
De Sloges tre Nætter og tre Dage,
der styrte saa mangen skjøn Mand;
Kong Holgers Mænd bleve alle ved Magt
der fulde mange af Berneland.
Det mælte da højen Bermer Rise,
han var ikke glad i Sinde:
»Nu lever kun hundred af vore Mænd
hvor skulde vi Striden vinde!«
Det da mælte stærk Diderik,
han saa’ sig op til Sky:
»Det er Tid, vi drage til Bern igjen,
her have vi ingen Ly.«
Stærk Didrik tog til baade sin Ben,
han løb over Bjærge og Dale;
Sverting han traadte den samme Sti,
ihvor fast han før kunde prale.
Det mælte liden Ulver Jærn,
han holdt under grønnen Lide:
»Fuld lidet tør de der rose af,
de vare i Danmark at stride.«
Den Tid de droge af Berneland,
de var vel atten Tusend Mænd;
der kom ikkun tilbage igjen
halvtredjesindstyve og fem.
Blodet det rinder i striden Strøm,
over Mark og Hede det flød:
og Røgen stander i Himlen op,
at Solen blev blodig og rød.
Men nu stander Striden for norden under Jutland.