Fru Gunild sidder i Spyre,
hende bedes Bejle saa dyre.
Hende Fru Gunild.
Hende bedes Bejle af Sønden,
de rigest’ og de yngest’.
Hende bedes Bejle af Vesten,
de rigest’ og de bedste.
Hende bedes Bejle af Østen,
de rigest’ og de trøste.
Hende bedes Bejle af Norden,
alle de, bede turde.
Hende bad Hertug Henrik,
han hende bad, og han hende fik.
Storm og Strid der efter ginge,
saa kranke Skæbne de sammen finge.
Den Herre skulde i Leding fare,
Raadengaard skulde hjemme være.
»Vogte du vel Brunsvig,
og halve bedre Slesvig!
Vogte du fuldvel Spyre,
og mest Fru Gunild hin dyre!«
Hertugen styrer sin Snække fra Land,
Raadengaard rider sin Ganger paa Sand.
Raadengaard axler Skarlagenskind,
han gaar i Loft for Dronningen ind.
»I skal faa mig Sværd Adelring,
saa bad Henrik Herre min.«
»Ikke sagde min Herre saa,
det sidste Sinde han skiltes mig fraa.«
»Kan jeg ikke Sværd Adelring faa,
da skal jeg eder lyve opaa.«
»Da lyv og lyv, det du faa Skam!
end er Herre Gud langt bedre end Gram!
Hertugen kom fra Leding hjem,
Raadengaard gaar hannem ud igjen.
»Hvor staar det i Spyre?
hvor lider Fru Gunild hin dyre?«
»Eders Lande staa, som de stode,
Fru Gunild saa ilde gjorde.«
»Og ikke vil din Ord jeg tro:
jeg aldrig Utroskab til hende saa’.«
»Jeg det med min Øjen saa’,
at Ærkebispen hos hende laa.«
»Da skal jeg hende saa bærje og slaa,
det ingen Mand hende hjælpe maa.«
Hertug Henrik axler Skarlagenskind,
han gaar i Loft for Dronningen ind.
Hertugen ind ad Døren tren,
Dronningen stod hannem op igjen.
»Velkommen, ædelig Herre min!
hvor haver eder i Leding lidt?«
»Vel havde mig lidt i Leding i Aar,
havde du ikke saa ilde gjort.«
»Min naadige Herre! I siger ikke saa!
ret aldrig jeg der tænkte opaa.«
»Saa visselig du der tænkte paa,
der Ærkebispen hos dig laa.«
Saa slog han hende saa saare,
slet ingen hende hjælpe turde.
Der var heller ingen inde,
foruden to høvske Kvinde.
Foruden to høvske Vive,
de bade den Frue i Live:
»Min ædelig Herre! I skal det ikke tro,
Raadengaard haver hende løjet paa.«
»Da skal hun nu fly sig den Mand,
i Krinsen tør med Raadengaard stande.«
Aabenhoved og barefod,
saa ussel kom hun af Døren ud.
Hun gik sig til Halle,
som Kæmper drukke snjalle.
Dronningen ind ad Døren tren,
alle stode Kæmper hende op igjen.
»Er her nu ingen inde,
som fægte vil for Kvinde?«
Alle stode Kæmper og taved,
foruden Memering, svared:
»Jeg tjente i eders Faders Gaard
vel i fulde femten Aar.
Jeg saa’ eder aldrig saa ussel,
saa bar om eders Axel.
Jeg saa’ eder aldrig barefod
paa den grønne Græsserod.
Somme da gav han Gøben Guld,
og somme da gav han Skaaler fuld.
Raadengaard gav han allermest,
men han haver svegen eder allerførst.
Al Tid sad jeg ved Ende,
som alle gode Gaver vende.
Nu vil jeg for eder i Krinsen gaa,
om I vil mig Sværd Adelring faa.«
»Alt om du vilt i Krinsen gaa,
saa vel skalt du Sværd Adelring faa.«
De skreve Krinsen paa den Mold,
de ginge der i med Sværd og Skjold.
»Nu skalt du saa sværge mig,
at du vedst ikke Sværd Adelring.«
»Saa hjælpe mig Gud, for oven bor:
jeg véd ikke uden Greb for oven Jord!
Nu skalt du saa sværge igjen,
at du vedst ikke Sværd Sudevind.«
»Saa hjælpe mig Gud, for oven bor,
som jeg véd ikke Sudevind oven Jord.«
Det første Hug, der Raadengaard hóg,
da hug han Memerings Skjold i to.
Det mælte Hertugen, som han stod:
»Nu maat du se, den Gjerning du gjorde.«
Jeg haver ikke den Gjerning gjort,
enddog min søllige Kæmpe saa fór.«
Det første Hug, der Memering hóg,
da hug han Raadengaards Sværd i to.
»Du holdt op, Memering! hug ikke end,
meden jeg kan min Sko tvinge!«
Raadengaard neder ad Jorden lød,
Sværd Sudevind han for sig skød.
»Nu haver du dig om Mén svoren,
din søllige Sjæl hun er forloren.«
Det næste Hug, der Ravengaard hóg,
da hug han Memerings Sværd i to.
»Holdt op, Raadengaard! hug ikke end,
meden jeg kan min Sko tvinge!«
Memering neder til Jorden lød,
Sværd Adelring han for sig skød.
»Nu haver du dig om Mén svoren,
din søllige Sjæl hun er forloren.«
Jeg naver mig ikke om Mén svoren:
jeg vidste ikke uden Greb for oven Jorden.«
Det næste Hug, der Memering hóg,
da hug han Raadengaards Sværd i to.
Det tredje Hug, der Memering hóg,
da hug han Raadengaards Hals i to.
»Se nu, kjære Herre min!
hvor han fór med Kæmpen din!
Min ædelig Herre! ville I nu tro,
at Raadengaard haver mig løjet paa?«
Hertug Henrik klapper hende paa hviden Kind.
»Forlad mig det, Allerkjæreste min!«
Memering kom dèr stalkende hjem
med blodigt Hoved og brøden Ben.
»Fru Gunild! gjør for eders Faders Sjæl saa:
giv mig Brød, mens jeg leve maa!«
»Hør du, Memering, Vennen min!
jeg skal lade læge Saaren din.
Alle dine Dage jeg giver dig Brød,
selv skalt du slide Skarlagen rød.«
Sagde Fru Grunild.