Malfred og hendes Moder
— Men Gjøgen han gal —
de sidde i deres Bure.
— under Højelofts Svale.
Men Malfred hun græder udi Lunden; udi Loftet dèr hun sørged.
»Hør du, Malfred, Datter min!
hvi falme Rosenskinder din’?«
»Fordi da falme min’ Kinder saa,
alt for jeg gjør mit Guld saa smaa.«
»Andre Jomfruer gjøre og Guldet smaa,
men ikke da falme deres Kinder saa.«
»Min kjære Moder! I vredes ikke veder!
al min Sorrig klager jeg nu for eder.
Det burde ikke være for eder dulgt:
den Elvekonge hannem haver jeg fulgt.
Han mig lokked, og han mig loved,
saa ofte da have vi sammen sovet.
Født haver jeg den Elvekonge
otte Sønner baade yske og unge.
Den niende var en Pige,
thi gjøres mine Kinder saa hvide.«
»Hør du, Malfred, Datter min!
hvor fødte du Smaabørnen din?«
»Somme fødte jeg i Højeloft,
og somme fødte jeg paa grønne Toft.
Aldrig saa snart var de født til Jord,
før den Elvekonge dem i Bjærg indtog.«
»Er det nu Sandingen, du siger for mig,
bort af Bure da skynd du dig!
Og haver den Elvekonge lokket dig,
da haver du ikke mere Moder i mig.«
De tænkte, de vare ene to,
den Elvekonge stod og lydde paa Ord.
Og han slog hende med Elverod:
»Du skynd dig ad Bjærget, til din Bo!«
Og han slog hende med Elvekvast:
»Du skynd dig ad Bjærget nu med Hast!
Men hør du, Malfred, Allerkjæreste min!
hvi røbte du mig for Moder din!
Havde du vor Elskov længer kunnet dulgt,
da maatte du længer din Moder have fulgt.«
Stolt Malfred tog over sig Kaabe blaa,
til sin Faders Loft saa monne hun gaa.
»Gode Nat, Fader og Moder!
min Søster og min Broder!
Gode Nat, Venner flere!
I se mig nu aldrig mere.
Signe eder Krist hin rige,
baade Venner og Frænder tillige!
Far nu vel, alt det, Gud haver skabt!
en bedre Lykke saa var mig agt.«
Saa saare da rand hende Taar paa Kind,
der hun skulde skilles fra Moder sin.
Saa slog hun over sig Skarlagenskind,
saa sorrigfuld gik hun ad Bjærget ind.
Stolt Malfred ind ad Bjærget tren,
hendes otte Sønner ginge hende igjen.
De to de toge hendes Skarlagenskind,
de to fulgte hende i Bjærget ind.
De to de toge hende Hynde og Stol,
de to de bredte hende Tjæld for Fod.
Op stod hendes Datter, saa smal som Vaand,
hun havde to Sølvkar i hviden Haand.
Det ene med Mjød, det andet med Vin:
»Og vær nu velkommen, Moder min!«
»Usinde jeg din Moder var:
jeg dig aldrig Klæder skar.
Det er meget bedre at være død,
end her at leve med Sorrig og Nød.«
Stolt Ludselil taler til Terne sin:
»Du hente mig ind et Horn med Vin!
Du hente mig ind et Dyreshorn!
du kaste deri to Elvekorn!«
»Min kjære Moder; drikker Vin med mig!«
— »Var det end Vand, jeg drak det med dig.«
Saa tog hun Hornet, hun drak en Drik:
al Verden hende af Huen gik.
Den Elvekonge ind ad Døren tren,
stolt Malfred stander hannem op igjen.
Han klapper hende ved hviden Kind:
»Velkommen, Malfred, i Bjærget ind!«
Den Konge tog Malfred i sin Favn,
gav hende Guldkrone og Dronningenavn.
Hendes Seng var bredt med Skarlagen rød;
— Men Gjøgen han gal —
men end før Midnat var hun død.
— under Højelofts Svale.
Men Malfred hun græder udi Lunden; udi Loftet dèr hun sørged.