Germand Gladen Suend
2
2
1.
Kongen oc vor vnge Dronning,
de side offuer breden Bord:
De bleffue dem saa mangt at tale,
alt om den salte Søferd.
Saa fliffuer hand offuer at Rijn.
2.
Kongen oc vor vnge Droning,
de Seilede sig offuer Haff:
Saa ilde vaar det for dennem begge,
at Dronningen icke Hieme bleff.
3.
Deris Skib begynte at stande,
saa stacked fra Lande lagd:
Der kom fliffuendis den vilde Raffn,
vilde siuncke dem ned i quag.
4.
Er her noget vnder Bølgen skiult,
som Skibet holde maa:
Ieg giffuer eder baade Guld oc Sølff,
i lade oss Børen faa.
5.
Hør du det du vilde Valraffn,
du siunck oss icke til Grund:
Guld oc Sølff saa skalt du faa,
vel Femtan Besmer Pund.
6.
Guld oc Sølff det agter ieg icke,
ieg bedis en anden Gaffue:
Det du haffuer vnder Belte din,
det vil ieg aff dig haffue.
7.
Guld oc Sølff det haffuer ieg selff,
det dig icke hielpe maa:
Det sider vnder din Linde saa skøn,
ieg monne saa hart adtraa.
8.
Ieg haffuer icke andet vnder min Linde,
end mine Nøgle smaa:
Sender mig Gud leffuendis til Land,
ieg lader mig flere slaa.
9.
Saa tog hun de Nøgle smaa,
hun kaste dem vd for Borde:
Bort da fløy den vilde Valraffn,
vaar glad hand fick det Ord.
10.
Dronningen ganger paa huiden Sand,
hun fick saa stor en Harm:
Merckte hun Germand Gladen Suend,
at hand vaar queg i Barm.
11.
Det vaar icke der effter,
foruden Maaneder Fem:
Dronningen ganger i Høyelofft,
hun føder en Søn saa ven.
12.
født bleff hand en Afftens tid,
de christnede hanem om Nat:
De kallede hanem Germand Gladen Suend,
de dulde hannem meden de maatte.
13.
fostrede de Hannem vdi Vinter,
oc vel i Vinter Ni:
Hand bleff til den geffuiste Dreng,
mand vilde met Øyne see.
14.
Saa vel hand treffuis saa vel hand voxte,
sin Hest kunde hand vel ride:
Saa offte hans kiære Moder hannem saae,
saa sorgeligen monne hun quide.
15.
I vide mig det kiære Moder min,
i giffue mig her paa suar:
Hui gremme i eder saa iammerligen,
naar ieg for eder fremgaar.
16.
Hør du Germand Gladen Suend,
ieg maa for dig vel quide:
Du vaarst dig saa meget liden,
ieg maatte dig Trolden giffue.
17.
Hør i det kiære Moder min,
i lade bortfare eders Vaande:
Huad lycke Gud mig giffue vil,
den kand mig ingen forunde.
18.
Det vaar om en Torsdag Morgen,
saa aarle om den Høst:
Oben stoed den Fruerstue,
der kom saa væn en Røst.
19.
Ind kom da den lædiste Gam,
hoss Dronningen satte hand sig:
Mindis eder allernaadigste Droning,
huad i haffuer giffuet mig.
20.
Hun soer om Gud, hun soer om Mend,
oc alt det hun suære maatte:
Hun viste sig huercken Daatter eller Søn,
den hun i Verden aatte.
21.
Bort da fløy den lædiste Gam,
hand gaff saa slemt it Skrig:
Huor ieg finder Germand Gladen Suend,
da er hand giffuen mig.
22.
Der Germand vaar fulde Femtan Aar,
hannem lystet en Jomfru at loffue:
Kongen Daatter aff Engeland,
den allerskøniste Jomfru.
23.
Saa saare da monne hannem lengis,
hiem til sin Festemø:
Hure skal ieg offuer Haffuet komme,
hen til den omslaat Ø.
24.
Det vaar Germand Gladen Suend,
tog offuer sig Skarlagen Skind:
Saa gaar hand i Høyeloft,
for sin kiære Moder ind.
25.
Ind kom Germand Gladen Suend,
vaar klæd i Skarlagen rød:
Moder laaner mig eders Fædre Ham,
alt offuer den salte Sø.
26.
Min fædre Ham henger saa høyt paa Krog,
alle de Fædre vende neder:
Drager du bort i fremmede Land,
ieg seer dig aldrig mere.
27.
De Vinger de ere saa brede,
de ere saa vide vnder Sky:
Leffuer ieg mig til Sommer dag,
ieg lader mig vercke en ny.
28.
Hand sette sig i den Fædre Ham,
hand fløy saa langt offuer Sø:
Der mødte hannem den vilde Raffn,
de huiltis der vnder Ø.
29.
Hand fløy op hand fløy ned,
hand fløy alt saa trøst:
Der hand kom der mit paa Sund,
hand hørde saa læd en Røst.
30.
Vel mødt Germand Gladen Suend,
huor haffuer du værit saa lenge:
Du vaarst dig saa liden oc sped,
din Moder mig dig skenckte.
31.
Du lade mig fare du lade mig fløye,
at tale met Festemø min:
Naar ieg kommer tilbage fra hende,
wi sanckis her begge igien.
32.
Da skal ieg dig mercke,
huor som du fløyer frem:
Huor du kommer blant Ridder oc Suenne,
du skalt mig icke forglemme.
33.
Hand hug vd hans høyre Øye,
drack helten hans Hierte Blod:
End kom hand til sin Festemøes Bur,
for vilien den vaar god.
34.
Hand satte sig paa den Jomfrues Bur,
saa blodig oc saa bleg:
Alle de Jomfruer i Buret vaar,
de tabte baade Skemt oc Leeg.
35.
Alle da sade de Jomfruer stille,
gaffue det saa lidet i giem:
Foruden stolten Jomfru Adelutz,
hun kaste baade sax oc Søm.
36.
Alle da sade de Jomfru stille,
de tabte baade Lyst oc Gammen:
Foruden hin stolte Jomfru Adelutz,
hun slog sine Hender sammen.
37.
Vel komen Germand Gladen Suend,
huor haffue i værit vdi Leeg:
Hui ere eders Klæder saa blodig,
hui ere eders Kinder saa bleg.
38.
Farer vel kiæriste Jomfru Adelutz,
ieg maa fra eder bort fliffue:
den skal haffue mit vnge Liff,
mit Øye monne aff mig riffue.
39.
Saa tog hun en Sølffslagen Kam,
selff kemte hun hans Haar:
For huer det Haar hun paa hannem kemte,
hun felde saa modigt taar.
40.
For huer den Lock hun paa hannem ridde,
hun felde saa modige Taare:
Alt forbandede hun hans Moder,
hans Lycke haffde giord saa haarde.
41.
Det vaar stolten Adelutz,
hun tog hannem i sin Arm:
Forbandet være din onde Moder,
som oss foruoldte denne Harm.
42.
Hør i kiære Jomfru Adelutz,
i bande icke Moder min:
Hun kunde intet her vdi volde,
huer skal nyde Skæben sin.
43.
Hand satte sig i sin Fædre Ham,
hand fløy saa høyt vnder Sky:
Hun sætte sig vdi en anden Ham,
hun loed fast effter kny.
44.
Vender eder kiære Jomfru Adelutz,
i vende eder om igen:
Eders Høyeloffts Dør staar oben,
eders Nøgle ligger paa Steen.
45.
End dog min Loffts Dør oben staar,
mine Nøgle ligge paa Steen:
Dog skal ieg eder følge saa langt,
som i finge eders Meen.
46.
Alle de Fule der hun saae oc mødte,
dem klippede hun saa smaa:
Foruden den lædiste vilde Raffn,
oc den kunde hun icke naa.
47.
Det vaar stolten Jomfru Adelutz,
hun fløg ned met den Strand:
Hun fand icke aff Germand Gladen Suend,
foruden hans høyre Haand.
48.
Saa fløy hun saa vred vnder Sky,
den lede Raffn at møde:
Hun Fløy Vester oc hun fløy Øster,
hun agtet hannem selff at døde.
49.
Alle de Fule som komme for hendis Sax,
dem klipped hun sønder i Tre:
Der hun mødte den vilde Raffn,
hun klipped hannem sønder i Ti.
50.
End fløy hun saa lenge paa vilden Hede,
til hun aff Sorgen døde:
Det vaar alt for Germand Gladen Suend,
hun lide den ynckelige møde.
Saa fløye de offuer at Rijn.