Verner Raffn
3
3
1.
Raffnen hand fløjer om Afften,
om Dagen hand icke maa:
Den skal haffue den krancke Lycke,
den gode kand icke faa.
Men Raffnen hand fløjer om afften
2.
Alt fløjer vilden Verner Raffn,
Saa høyt offuer de Mure:
Der bleff hand var stolten Irmindlin,
saa sørgendis i hendis Bure.
3.
Hand fløy Sønder oc hand fløy Nør,
hand fløy saa høyt i Sky:
Saa hand Jomfru Irmindlin,
saa sørgendis side at sy.
4.
Hør her du liden Irmindlin,
hui græder du saa saare:
Er det for Fader Moder eller Broder,
du felder saa modige Taare.
5.
Det vaar Jomfru Irmindlin,
hun vd aff Vinduit saa:
Huo er den mig trøste vil,
oc høre paa min Wro.
6.
Høre du vildende Valraffn,
oc fløy du hid til mig:
Alle mine lønlig Angst oc Sorg,
dem vil ieg tæle for dig.
7.
Min Fader gaff mig en Kongens Søn,
wi vaare huer andens lige:
Min Stiffmoder hannem forsende,
saa langt til Øster rige.
8.
Saa gierne haffde wi tilsammen leffuet,
saa vel hand mig aand:
Hun vilde giffue mig sin Syster Søn,
liger en Trold end en Mand.
9.
Ieg haffde mig en Broder,
Her Verner det vaar hans naffn:
Min Stiffmoder hannem forskabte,
oc sende hannem i fremede Land.
10.
Høre i Jomfru Irmindlin,
oc huad ville i mig giffue:
Ieg fører eder til eders Festemand,
om i kunde met mig fliffue.
11.
Ieg vil dig giffue det røde Guld,
der til det Sølff saa huide:
Kand du føre mig til min Festemand,
oc skilie mig ved denne Quide.
12.
Haffue i selff eders Sølff oc Guld,
oc eders rige Gaffue:
Den første Søn i met hannem affler,
den vil ieg aff eder haffue.
13.
Saa tog hun den Raffne Foed,
lagde paa sin huide Haand:
Hun soer om sin Christelige Tro,
at hand skulde faa den Søn.
14.
Saa tog hand Jomfru Irmindlin,
sætte hende paa sin Bag:
Saa fløy hand offuer det vilde Haff,
sig selff til megen wmag.
15.
Det vaar vilden Verner Raffn,
hand huiltis paa de Tinde:
Nu side wi Jomfru paa det Huss,
som eders Festemand er inde.
16.
Vdstod bolde Herr Nilaus,
met Sølffkar paa huiden Haand:
Vær vel kommen Jomfru Irmindlin,
hid til disse fremede Land.
17.
Huad skal ieg vilde Raffn giffue,
du mig min Festemø førde:
Siden ieg aff Danmarck foer,
bedre Tidende ieg icke hørde.
18.
Tack haffue Bolde Herr Nilaus,
hand holt saa vel sin Tro:
Maanats dag der effter kom,
han loed sit Bryllup boe.
19.
Saa drucke de deris Bryllup,
met Glæde oc megen ro:
Fyrretiue Ugers dag der effter kom,
hun fødde en Søn saa fro.
20.
Det vaar vilden Verner Raffn,
hand sette sig paa de Tinde:
Huad i mig loffuet kiære Irmindlin,
det dragis eder vel til minde.
21.
Saa saare hun græd oc Hender hun slog,
for det vor icke en Mø:
Dig skal haffue den vilde Valraffn,
oc det vil kaaste din Død.
22.
Der kom fliffuendis offuer det Huss,
en Raffn den vaar saa leed:
Saa saare da græde baade Fruer oc Møer,
saa hart deris Hender vred.
23.
Vd gick til hannem Herr Nilaus,
oc bød hannem Guld oc Borge saa bolde:
Der til bød hand hannem helfften sit Land,
maatte hand sin Søn beholde.
24.
Fanger ieg icke det lidet Barn,
da skalt du det fortryde:
Ieg skal sla dig selff ihiel,
oc øde skal ieg dit Rige.
25.
Tog hun saa det lidet Barn,
suøbte det i huiden Lin:
Far vel allerkiæriste Søn min,
skyldig er ieg vdi Døden din.
26.
Saa baare de vd det lidet Barn,
som laa paa Moderen oc dide:
De græde saa mange i Husit vaare,
paa ferde vaar der stor Quide.
27.
Raffnen tog Barnet i sin Klo,
saa gladelig monne hand klucke:
Her Nilaus stod oc saa der paa,
saa hierteligen monne hand sucke.
28.
Saa hug hand vd hans høyre Øye,
drack helfften hans Hierte Blod:
Saa bleff hand til den Skøniste Ridder,
der kunde paa Jorden gaa.
29.
Hand bleff til saa deilig en Ridder,
mand haffde met øyen seet:
Det vaar hand Irmindlins Broder selff,
som lenge haffde været forget.
30.
Alle de Folck som der hoss stode,
de fulde paa barene Been:
De bade til Gud Fader i Himmerig,
det Barn fick Liff igien.
31.
Nu sider Frue Irmindlin glad,
foruden all Sorg oc Quide:
Nu haffuer hun baade Broder oc Søn,
oc soffuer hoss Herr Nilaus Side.
Men Raffnen hand fløjer om Afftenen.