Saa blev den Urne meislet endelig,
Der skulde Støvet af den Elskte gjemme,
Og i et mystisk Fjerne tabte sig
Den velbekjendte moderlige Stemme!
Men gik end denne bløde Mollaccord
Til andre, lyse Tonelande bort,
Et venligt Echo blev dog her tilbage,
En Lyd af stille Fred og ei af Klage.
Blidt løftes Sløifen for den Blides Aand
Og ingen Piinsler qvalte Aandedraget;
Og Solen steeg i Purpurklædebon
Fast førend Aanden aned, at det daged!
Og Lyset voxede til lifligst Dag —
En Luftning blid, et sagte Vingeslag,
Og fra den Slægt, som moderlig hun favned,
Hun gik til Andre, som hun havde savned.
O! rids i Marmoret en venlig Haand,
Der klapper Barnets Kind; en Haand, som spreder
Blandt Angre Blomst og Frugter ud; en Aand
Som signende kun efter Armod leder —
See! det var gamle Oldemoders Haand,
See! det var hendes Tænken, hendes Aand!
Begrædt hun vorder i sin Hjemstands Sale,
Begrædt og savnet dybt i Armods Dale.
Velsignet være Du! Du havde seet
Vor Barndomsverden af det Ældre stige!
Til os Du venligt smilet har og leet
Som Blomster fra et andet Planterige!
— Hvad er et Suk? det er en skyldt Tribut,
Det er vort Hjertes helligste Minut —
Tak dette Offer, Du vor døde Moder,
Og glem ei os i dine lyse Kloder!
Vi Yngre lærte andet Alphabet,
Vi lærte vor Tids Lærebog at stave —
Men lige venligt har Du til os seet
Og hegnet Nyt ind i den gamle Have!
Velsignet være Du — et Barn har Graad:
Den Voxnes Kind blier saare sjelden vaad;
Den Voxne kan kun dybt og stille sukke,
Naar over Urnen Høien de tillukke.