Mange store Herrer følge
Adelsmanden til hans Grav:
Bølge vælter sig paa Bølge,
Skaren danner fast et Hav.
Portviin og Madera flyder,
Naar den Rige jordes skal;
Taarnets Klokke længe lyder,
Mængden myldrer uden Tal.
O! men hvis Du vilde spørge
Om den hele Flok, Du saae,
Om de Alle, Alle sørge,
Som i Sort bag Kisten gaae
Kunde vist Man ofte svare:
Sorg bær af den hele Klat,
Af den lange, skumle Skare,
Neppe To med Flor om Hat. —
Bag din Kiste, gamle Ven,
Gik der ingen hyklersk Hær, —
Kun tolv tretten tause Mænd,
Men dem Alle var Du kjær!
Det er meget Meer end mangen
Riigs pompøse Endeligt,
Og hiin Linie Meer end Klangen
Af det længste Sorgedigt.
Fred med denne tabte Ven,
Thi hans Hjerte sad paa Pletten!
Han var riig — thi riig er den,
Som begrædes af Tolv Tretten.