„Ulykken har forelsket sig i Dig.”
Romeo og Julie.
O, hvor skjønt er Livet! hvo vil gjerne
Flytte fra den friske, grønne Jord,
Selv gaaer Veien til en deilig Stjerne, —
Som maaskee kun er et — Meteor?
Døden eier ingen Skjønhedsglands
Tomhed boer kun i dens stille Haller;
Duft og Blomst har Livets rige Krands,
Naar den ned om Ungdomslokken falder.
Dødens Engel elsker dette Liv
Og misunder det hvad Gud har givet:
Den misunder dette Skaberbliv,
Som fremkogled mægtigt Jordelivet.
Sært begeistret stirrer Englen paa
Just den Skjønneste, den seer paa Kloden;
Den vil elske varm sig! ak, men maa
Trøstesløs bestandig flytte Foden.
Du som i din Ungdoms lyse Dage,
Moder til saamange kjære Smaa,
Maatte fra det elskte Hjem bortdrage,
Til en ukjendt Plet paa Himlens Blaa! —
Denne Skilsmisse har været tung,
Tung som Taaren paa din Huusbonds Kinder!
Elskende og elsket, god og ung —
Nu er dette Alt kun stille — Minder!
Ikkun Minder om en udslukt Vaar,
Kun et Pust fra Edens tabte Have,
Kun et Drømmebilled fra igaar,
Een Grav til blandt Haabets tusind Grave!
O! men gjemmer disse Minder, I,
Som har kjendt og elskede Sophie;
I det Svundne slumrer Trylleri,
Der er Klang ved det, som nu maa tie! —
Stakkels Børn! naar Eftertanken kommer,
Naar den lille Pande bliver stor,
Gaaer da flittigt, Vinter som og Sommer,
Hen hvor Urnens Grædepile groer!
Og blier Tiderne for Sindet haarde,
Beder da ved Moders Gravsted blot:
„Gid vi maa paa Jord som hende vorde,
Da vil Gud nok lønne os det godt!”