Roman

        Roman R. hører til den episke Digtning, der giver os et Handlingsbillede i Fortællingens Form, og særlig til den store episke Digtning (se Epos), hvis Opgave det er: i et sluttet, mere ell. mindre sammensat Handlingsbillede at give en Genfremstilling af hele Livet, saaledes som det viser sig inden for et Folk til en given Tid. Denne store episke Digtning er hist. fremtraadt i 3 Former: Stamme- ell. Folkeepos’et, det romantiske Epos som Gennemgangsform og R., den moderne Tids Form for Epos’et. Folkeepos’ets Stof er Folkesagn og Saga, Livsforholdene naive uden synderlig Arbejdsdeling, Sæderne faste, Livsanskuelsen ens, Guderne tænkes umiddelbart at deltage i Handlingen, og Verset er en nødvendig Form for den mundtlige Overlevering. Naar disse Forhold ændres ved Samfundets Vækst, større Sammensathed, Arbejdsdeling, Kritik og Individualisme, og Skriftsproget bliver Overleveringens Bærer, indtræder ved successiv Omdannelse R., som mere egnet til at give et detailleret Billede af Livet i et givet Milieu. Stoffet er ikke Sagn ell. Folkekampe, men Livets individuelle Oplevelser, Kampe, Interesser og Bestræbelser, Helten en individuel Helt, som ledes og udvikles gennem en Fylde af forsk. Oplevelser, hvorved hans Skæbne flettes ind i et større Verdens- eller Kulturbillede. Karaktererne aabenbarer deres Indre gennem Tale, Samtale og Handling. Grundlaget for Handlingen er ikke en mystisk-underfuld, men en naturlig, erfaringskendt Verden. En given Verdenssammenhæng med en vis Kultur, et bestemt Milieu af Natur og Sæder, i hvilke Karaktererne lever og kæmper, dannes og udvikles, en Verden af Situationer, Begivenheder og Forhold, i hvilke de stedes, og Livsanskuelse, Bestræbelser, Følelser, Lidenskaber og Interesser brydes, er Genfremstillingens Genstand. En vis Idealitet vil altid ledes ind i Behandlingen, selv om denne er nok saa virkelighedstro, realistisk ell. naturalistisk, idet Digteren i Handling og Karakter maa holde sig til de følelsesfulde Elementer og abstrahere fra de ligegyldige. Han føres naturligt til at lade Kærligheden spille en Hovedrolle, lade ideale Syner ell. stærke Sindsbevægelser bryde frem af Sjælelivets Dybder, ell. han finder overraskende Hændelser, Tilfælde og Skæbner og giver Fortællingen ved dette spændende Indhold et vist romantisk Præg. Mere ell. mindre benytter han formelle Følelsespirringer af Spænding (særlig mod Fortiden), Forviklinger, Genkendelser, overraskende Afsløringer o. s. v. for at vække Interesse. Da Handlingsbilledet maa indeholde en Baggrund ell. et Milieu, handlende Karakterer med deres Motiver og Formaal og de Situationer, Forhold og Intriger, i hvilke Personerne stedes, saa kan Forfatteren særlig lægge Vægt paa en af disse Sider: paa karaktererne med deres Brydninger, Vorden og Udvikling (Karakterroman; den psykologiske R.), paa Milieuet (Kulturroman) ell. paa Situation og Intriger (Intrigeroman). Ved sin Prosaform og episke Bredde vil R. altid være en ypperlig Digtningsform til at genfremstille en Kulturverden ell. Former af denne ved at give os et Indblik i Tidens Natur, Milieu og Kultur og gennem en Fylde af Karakterer, der er formede til et typisk Udtryk for det Menneskeliv, der præger en Tid, føre os rundt i Menneskelivet og skildre os dets Former, Livsanskuelser, herskende Følelser og Lidenskaber, Bestræbelser og Idealer. Det er da ogsaa forstaaeligt, at R. i Tidens Løb er sejlet forbi selv den dram. og nu udgør Hovedmassen af den poetiske Litt., selv om man ser bort fra det uhyre Kvantum Fabriksindustri og Underholdningsromaner, der er opstaaet til Mættelse af et læsesultent, men æstetisk lidet udviklet Publikum.

        At R. er fremgaaet ved en Omdannelse af Folke- og Ridderepos’ernes Stof og Emner, viser dens Udviklingsgang. Hvad Oldtiden i sin Slutning har ydet af Tilløb, er kun ubetydeligt, saasom visse alexandrinske Kærlighedshistorier i det gr. Sprog fra 2.-5. Aarh. (se Erotiker) og den satirisk-fantastiske Sæderoman som Petronius’ »Satiræ« og Apulejus’ »Gyldne Æsel«. I Middelalderen blev R. i Frankrig Betegnelsen for visse, mest i Rimpar forfattede og et ridderligt Stof behandlende Digte, der blev skrevet i Folkesproget (lingva romana), den første Form af Ridderromaner. Med Riddertidens Forfald og Folkets voksende Læselyst fortrængtes Interessen for Formen af Interessen for Stoffet. Formen blev Prosa, og den ældre episke Digtnings og Ridderepos’ernes Stof blev omskrevet paa Prosa. Frankrig gjorde Begyndelsen og fremkaldte ved sit Eksempel en vældig Romanproduktion i Vestens Lande, særlig i Spanien. Som en Type paa denne fantastiske prosaiske Ridderroman staar Portugiseren Vasco de Lobeira’s »Amadis af Gallien« (se Amadisromaner), der i 15. og 16. Aarh. i talrige Bearbejdelser oversvømmede hele Kulturverdenen, ogsaa Tyskland, hvor Oversættelser af fr. Prosaromaner var paa Mode i adelige Kredse. Disse Ridderromaner blev i det hele oversatte ell. efterlignede i de fleste Lande og spredes efter Bogtrykkerkunstens Indførelse ud i endnu videre Kredse som Folkebøger. I Norden skrives de første Prosaromaner ved det norske Hof c. 1250 (jfr Karl-Magnus-Sagnene); ved det sv. Hof oversattes den første rimede R. 1303 (jfr Eufemia-Viserne): til Dels blev de først kendt efter Middelalderens Slutning (Olger Danskes Krønike 1534, se Holger Danske). En Reaktion mod denne romantiske Ridderroman var den fr. Satiriker Rabelais’ fantastiske, groteskdjærve R. om Kæmperne »Gargantua og Pantagruel« (1532) og Cervantes’ udødelige »Don Quijote«, der i vemodig Spot lader Heltens højstemte Idealisme kontrastere med Livets Prosa. Men derved naaedes Virkelighedens Grund endnu ikke. En fantastisk Rejseroman, satirisk ell. idealutopisk, tog sit Udgangspunkt hos Rabelais og Th. Morus’ »Utopia« (1516) og førte til S vift’s »Gullivers Rejse« (1726) og Holberg’s »Niels Klim« (1741), medens den i Fenelon’s Télémaque (1699) førte over i den politiske og moralske Opdragelsesroman (Wieland’s »Agathon«, 1766). Hyrderomanen, indført efter Longos’ Forbillede af Italieneren Sannazaro med hans »Arkadia« (1502) med talrige Efterlignere i de forsk. Lande, saasom Spanieren Montemajor’s »Diana« (1559), Englænderen Philip Sidney’s »Arkadia« og Franskmanden d’Urfé’s »Astræa«, spillede en betydelig Rolle i 16. og 17. Aarh. og for øvrigt »politiske Hofromaner« og Kærligheds- og Heltehistorier af uhyre Omfang.

        Et kraftigt om end ensidigt Greb mod Virkelighedsskildring udgik fra Spanien. Mendoza’s (?) Lazarillo de Tormes (1554) aabner Løsgænger- og Skælmromanens Række, efterfulgt af andre, saaledes Aleman’s Guzman de Alfarache. I denne Retning opstod bl. a. i Tyskland Grimmelhausen’s virkelighedstro »Simplicissimus« med djærve og gribende Skildringer fra Trediveaarskrigen, i Frankrig Scarron’s Roman comique (1651) og Le Sage’s Gil Blas (1715—35). Ogsaa i England blev Lazarillo og Guzman oversatte og efterlignede (Richard Head, The English Rogue) og har ogsaa haft Indflydelse paa Defoe’s Rejseromaner. I Frankrig blev Skælmromanens pikante Situationer et Tema for en slibrig Salonog Boudoirroman, der igen virkede paa Tyskland.

        Medens Retningen mod Virkeligheden og Nutiden saaledes nærmest havde haft et komisk-frivolt Præg, begynder den alvorlige borgerlige Sæderoman og Familieliv skildrende R. med Englænderen Samuel Richardson (tillige Skaber af Brevromanen). Hans langtrukne og moraliserende, men med stort Menneskekundskab skrevne R. fik et reagerende Supplement i Fielding’s og Smollet’s saftfulde og realistiske og Sterne’s sentimentale Humor som ogsaa i Goldsmith’s Lune og Hygge, Forbilleder ikke blot for alle senere eng. (Dickens, Thackeray), men ogsaa for tyske humoristiske Romanforfattere (Jean Paul f. Eks.). Richardson virkede mægtigt paa Fastlandet. Rousseau, den romantiske Naturfølelses Fader og Forkæmperen for Følelsens og Lidenskabens Ret, traadte i La nouvelle Héloise i hans Fodspor, og Goethe’s »Werthers Leiden« er paavirket af begge. Med disse Forfattere var den moderne R. skabt, dukket ned i Virkelighedens Strømninger og traadt ind i den sociale Interesses Midtpunkt, og har fra den Tid faaet en Hovedplads i Litteraturen, selv om det store Læsepublikum oftest foretrak Ridder-, Røver-, Sensationsromanen og anden Romanindustri, der nu skød op om den ægte Romanlitteratur. Med Goethe’s »Wilhelm Meister« og »Wahlverwandschaften«, der med sikker Kunstnerhaand greb ned i Livet og den menneskelige Udvikling og ogsaa berørte de sociale Problemer, var en ny Indsats givet. Paa »Wilhelm Meister« hviler den moderne Dannelses- og Kunstnerroman som Tieck’s »Sternbald«, Novalis’ »Heinrich von Offerdingen« o. a., og i videre Udvikling Immermann’s »Epigoner« og Keller’s »Grüner Heinrich«. En anden Indsats, der opr. ogsaa skyldes et Stød fra den tyske Romantik, kom fra W. Scott, der nu igen virkede stærkt og vækkende tilbage paa Fastlandet, i Italien paa Manzoni, i Frankrig bl. a. paa V. Hugo og Alfred de Vigny, i Tyskland paa Willibald Alexis o. fl., i Danmark paa Ingemann, Hauch o. a., og i det hele affødte de hist. R.’s lange Række, der i den nyeste Tid er forynget ved en ny Gren, den arkæologiske R. (Bulwer, Kingsley, Flaubert, Dahn, Ebers).

        Efter Romantikken, der dels afsatte hist., dels fantastiske, dels R., der skildrede Heltens Udviklingsgang, har R. grebet dybere og dybere ned i det virkelige og sociale Liv. Særlig kan fremhæves den sociale Tendensroman, der afløste den fr. Romantiks Romanskrivning og med G. Sand og den store Menneskeskildrer Balzac i Spidsen gav et Spejlbillede af et gærende Samfunds Rørelser, Forhaabninger og Sygdomme. Her spejles alt: St Simonisme og Kvindeemancipation, Nydelsesfilosofi og Pessimisme. Radikalisme og Socialisme, Liberalisme og Ateisme. Individualismens revolutionære Utilfredshed, den lidenskabelige Attraa efter det ny, et nyt Samfund og en ny Verden gav mægtig Genklang efter 1830’erne. R. stræbte efter at blive aktuel, og her ligger ogsaa Spiren til moderne Realisme og Naturalisme. Det var Trediestands Følelser og Brydninger, der her fik Udtryk, og efterhaanden rykkede ogsaa den fjerde Stand frem i den sociale Forgrund og fik sit Spejlbillede i Litteraturen. Samfundets Sæder, Tanker og sociale Strømninger, Familieog Samfundsforhold, selv de politiske Bevægelser, finder nu Udtryk i R., og den bliver mere realistisk og naturalistisk, og ogsaa den humoristiske R. (Dickens, Thackeray) griber kraftig ind i Livet. Fra de sidste 70 Aar er en stor Række betydelige Navne i den moderne Tids Erindring. Af fr. Forfattere kan foruden Hugo, G. Sand, Balzac ogsaa nævnes Sue og Dumas, Merimé, Feuillet, Cherbuliez, Flaubert, Brødrene Goncourt, Daudet og Zola, senere A. France, Maupassant, Bourget, Loti, Barrès, P. Adam, M. Proust; af eng. Bulwer, G. Elliot, Dickens, Thackeray, Th. Hardy, G. Meredit, R. Stevenson, R. Kipling, H. G. Wells o. m. a.; af tyske bl. a. Freytag, Spielhagen, P. Heyse, G. Keller, Fritz Reuter, Fontane, Sudermann og Hauptmann, Brødrene Mann, G. Frenzen o. m. a.; af ital. D’Annunzio og Fogazzaro; af russ. Tolstoy, Turgénief og Dostojevsky; af danske Goldschmidt, Bergsøe, Drachmann, J. P. Jacobsen, Gjellerup, Herman Bang, Pontoppidan, Jakob Knudsen og Joh. V. Jensen; af norske Jonas Lie, Bjørnstjerne Bjørnson, Kielland, Garborg, Amalie Skram, K. Hamsun og J. Bojer; af svenske V. Rydberg, Fruerne Edgren og V. Benedictson, Gustav af Geijerstam og Selma Lagerlöf. Men Mængden selv af Hovedskikkelser er saa stor, at der maa henvises til Litteraturoversigterne ved de forsk. Lande (Litt.: O. L. B. Wolff, »Allg. Gesch. d. R. v. dessen Ursprung bis zum neuesten Zeit« [Jena 1841]; Dulop, History of fiction [London 1843 og oftere]; Bobertag, »Gesch, des R. und der ihm verwandten Dichtungsigattungen in Deutschland« [Bd 1—2, Breslau og Berlin 1877—84]; P. Morillot, le Roman en France [1892]; W. Raleigh, The English Novel [1904]; Spielhagen, »Beitrage zur Theorie und Technik des R.« [Leipzig 1883]; H. Gerschmann, »Studien über den modernen R.« [Königsberg 1894]; H. Keiter u. T. Kellen, »Der Roman« [1908].