Satire

        Satire (af det lat. satura lanx, fulde Skaaler), en hos Romerne opstaaet Digtart, der, opr. efter et Tilløb af Ennius, blev grundlagt af Lucilius (S. ɔ: blandede Digte i forsk. Versemaal) og senere med Held og Kraft dyrket af Horats, Persius og Juvenal, hvilke Mænd gav den dens endelige Form. Dens Opgave var enten ved direkte Tugtelse ell. mere indirekte ved Ironi og Latterliggørelse at revse Tidens Laster og Daarskaber. Den fremtraadte nærmest som en lyrisk Digtart af moraliserende (didaktisk) Art og i Heksameterets ell. Jambens Versemaal. Nu vil vi bedst betegne S. som et Spotte- ell. Straffedigt, der kan optræde i alle Poesiens Hovedformer, lyrisk, episk (som satirisk Epos, Fortælling, Roman) og dramatisk. Den kan være rettet mod det enkelte, en enkelt Person, Stand, Fejl, Last, Daarskab, og den kan hæve sig til at give et mægtigt Kulturbillede af et Samfunds Usandhed, Unaturlighed og Forfald. Den kan være baaret af forsk. Grundstemninger, sund skarp Forstand og Vid, fin Ironi, overbærende Humor ell. en sædelig Indignations ædle Harme og Patos. Dens psykiske Værdi ligger i denne Grundstemning, som den bryder sig i Genstanden, og jo betydeligere Genstanden er, desto større Værd har S. Den genfremstiller en Sindsbevægelse ved Hjælp af de hinanden gensidig lutrende Følelser af det rammende og latterlige ved den Fejl, der revses, og de Følelser af Løftelse og Velbehag, der opstaar ved Forestillingen om den ideale Modsætning til det fejle, lave, simple og usande. De største af de Navne, som i Verdenslitteraturen er knyttede til denne Digtart, er, foruden de nævnte Romere, Spanierne Cervantes og Qvevedo, Franskmændene Rabelais, Boileau og Voltaire, Tyskerne Hutten og Fischart, Englænderne Butler og Swift, samt i Norden Holberg. I den nyere Tid

        blomstrer S. særlig i Vittighedsbladene i en egen Forbindelse af digterisk ell. sproglig og billedlig S.