Romantikken

        Brødrene A.W. og Friedrich Schlegel er hovednavne i den tidlige tyske romantik — også kaldt Jena-romantik — som udformedes i den tyske filosofi og digtnings nye centrum i universitetet i Jena, få kilometer fra Goethes Weimar. Til forskellige tider befandt sig i Jena Hölderlin, Hegel, Novalis, Tieck, Brentano, den unge naturfilosof Fr. Wilh. Schelling (1775-1854) og videnskabsteoretikeren J.G. Fichte.

        Friedrich Schlegel, romantikkens teoretiker par excellence, udbredte sig i sit tidsskrift Athenäum, hvori den tidlige romantiks programerklæringer således var at finde. Han formulerede tanken om en nødvendig mytologi, et fælles værdigrundlag for poesien. Poesien og i en videre forstand kunsten skal overtage religionens rolle — man skal skabe hvad Schlegel giver betegnelsen universalpoesi. Poesien er et samlende begreb og omfatter alle kunstarter og den er i evig tilblivelse, en konsekvent uafsluttethed. Dette synspunkt kaldes romantisk ironi og kan udlægges både positivt og negativt, alt efter om man lægger vægt på det frugtbare uendelighedsbegreb eller på den nihilistiske tomgang. Den desillusionerede , destruktive anti-helt, "den byronske helt" optræder i mange romaner.

        Man ville samle og genforene alle digtningens genrer, lade genren være bestemt af indholdet og ikke omvendt som i klassicismen, altså en frisat subjektivisk æstetik, hvor eneste lov er at digteren ikke tåler nogen lov over sig.

        Man ville gøre livet poetisk og poesien levende. Vi befinder os i splittelsen mellem begær efter enhed og fragmentet som vilkår. Digtningen er således at betragte som nævnte uafsluttede proces, da den omtalte enhed ikke kan rummes i eet værk.

        Romantik er drømmen om enhed og eller helhed. Det er en stræben, født af begær efter enhed i oplevelsen af splittelsen. Fragmenteringen er et vilkår for mennesket og for kunstneren. Man stræbte efter det ægte, sande, oprindelige, i fortiden (middelalderen) eller i nutiden (det utopiske, skabelsen af en moderne mytologi.) Romantikken bidrager til kunstens autonomisering — allerede begyndt af bla. Johannes Ewald — til forskel fra den klassicistiske genre-æstetik. Regelæstetikken erstattes af en geni-æstetik, hvor kunstneren frit skaber sin egen form — side om side med Gud. Man vil løfte kunsten fra en kristen enhedskultur.