Christian Frederik Wadskiær (1713–79)

Wadskiær, Christian Frederik, 1712–79, Poet og Professor, var Søn af Forpagter Søren Mogensen, der stammede fra Wa(d)skjærgaard ved Lemvig, og Elisabeth f. Lynge, Datter af Provst L. W. er født 1712 paa Ørslevkloster, som Faderen havde forpagtet af General, senere Greve Levetzau, blev Student fra Sæby Skole 1730, laa paa Regensen og maatte leve af privat Understøttelse (bl. a. af Levetzau) og Undervisning, medens han dog samtidig erhvervede sig omfattende Kundskaber i Sprog og Antikviteter. Vistnok 1735 blev han Amanuensis hos daværende Professor Erik Pontoppidan, der benyttede hans polyhistoriske Viden ved Udarbejdelsen af sine historiske Arbejder og sin Salmebog. Tillige overtog W. o. 1738–40 for Wielandts Enke Redaktionen af «Lærde Tidender», Datidens eneste litterær-kritiske Organ, og konkurrerede samtidig til de af Holberg 1738 udsatte Verspræmier. Efter at have opgivet sine Bestillinger levede han i flere Aar fra 1740 i Nød og Trang, til Dels af at skrive Lejlighedsvers for Betaling, skjønt han allerede nød ikke ringe Anseelse som Skribent, stod i Venskabsforhold til de bedste af Tidens Ungdom, Langebek, Eilschow og J. Riis (hvis «Danske Spectator» han 1745 sluttede med et langt Afskedsvers), og beskyttedes af Gram og Holberg. Endog paa højeste Steder vakte han en vis Opmærksomhed, fik Tilbud om en Titel og opnaaede 1741 en aarlig Understøttelse paa 100 Rdl. som en Slags Oversætter og Forfatter af Indskrifter og Vers ved Mønt- og Medaillekabinettet under Videnskabernes Selskab. Men trods Ansøgninger om alle mulige Embeder — som Sorenskriver, Notarius publicus eller Toldbetjent — blev han stadig holdt hen med Løfter og fik først 1747 Ansættelse som Professor i Historie ved det nyoprettede Akademi i Sorø. Naar han her blev foretrukken for Mænd som J. E. Schlegel og J. S. Sneedorff, var det dog ikke, som man har troet, paa Holbergs Anbefaling; baade Holberg og Gram anbefalede tvært imod Sneedorff. Schlegel blev dog siden W.s Kollega i Sorø, ligesom J. Kraft o. a. Jævnlig optraadte W. som Akademiets officielle Festdigter, men til Lærer egnede han sig ikke og blev efter et Sammenstød med Overhofmesteren afskediget 1751.

Nu stod W. atter paa bar Bund; men naar hans egen Søn beretter, at han endog en Tid maatte lade sig underholde af sin fordums Tjener, Mathematikeren Didrik Fester, lader dette sig dog ikke forene med Festers Alder (19 Aar) og øvrige Forhold paa denne Tid. Det varede ogsaa kun nogle Maaneder, inden Universitetspatronen Grev Holstein fik W. anbragt som Professor poeseos, senere eloqventiæ, ved Kjøbenhavns Universitet, hvor han i Juli 1755 ogsaa tog Magistergraden. Fra den Tid skrev han væsentlig kun latinske litteraturhistoriske Disputatser, men medens han opgav sin egen Digtervirksomhed, overtog han i Kraft af sin Stilling Censuren over andres, hvortil hans Smag lidet kvalificerede ham, ligesom han trods sin ubestridelige Flid og Lærdom næppe heller fyldte i det akademiske Lærerembede. Han døde 5. (9.?) Nov. 1779.

W. skal have været en godmodig og hjælpsom Mand, efter eget Sigende snarere af et tungt end, som man af hans Digte skulde slutte, et muntert Sind. Han ægtede 1755 Christiane Annette Friedenreich (d. 1774), Datter af Provst F. i Stege, og 1778 Frederikke Hæseker, Datter af Etatsraad, Borgmester H.

W. besad baade Aandslivlighed, stor metrisk Lethed og en udbredt Belæsthed. Men hans Digtning var lige saa tom paa Indhold som udtværet og smagløs i sin Form, og hans Viden var polyhistorisk Sprænglærdom, anbragt paa urette Sted. Som saa mange af sine Kaldsfæller maatte han en Tid lang leve af at holde formelig Versbutik, og da han endelig fik en fast Stilling, foranledigede den ham til at blive ved paa samme Maade: splitte sine poetiske Evner i Lejlighedspoesi og sin Lærdom i Disputatser, uden nogen Sinde at forsøge sig paa et større og betydningsfulderé poetisk eller videnskabeligt Æmne. Da Forholdene nu tillige hævede ham op paa den akademiske Lærestol og i Poesiens officielle Dommersæde, samtidig med at Ambrosius Stub og Ewald nødlidende og ringeagtede gjenfødte den danske verdslige Digtning, er han for Eftertiden kommen til at staa i et næsten komisk Lys som vor sidste professionelle Rimer og Type for en forældet og udlevet Smag.

Ligesom sine Forgængere helt fra Bording af er W. mindst heldig i de større, højtidelige Lejlighedsdigte, hvor han især fejrer Begivenheder i Kongehuset i pathetiske Alexandrinere eller endog paa Latin. Her bevæger han sig i de tomrneste og mest opstyltede Fraser, undertiden endnu i den 2. schlesiske Skoles hule Ordbram, som han drager helt ned i det barokke ved sin uovervindelige Tilbøjelighed til trivielle Ordspil og til at overbrodere sit Sprog med tyske, franske og latinske Gloser. Det bekjendteste Exempel er vel hans «Poetiske Reflexioner fra den filosofiske Gang i Sorø»:

                        Skingrer, I Sorø omzinglende Skove,

                        Egen med Bøgen antræde en Dans!

hvor han lader hele Naturen opføre Festoptog og Bal i Anledning af Frederik V’s Salving 1747.

Lige saa forældet er hans Bestræbelse for at pynte sin poetiske Prosa op med uvedkommende Lærdom, der allerede anmeldes i de sidelange, søgte og skruede Titler som «Poetisk Skueplads, aabnet paa det saa kongelige som kostelige Christiansborgs Slotsplads, forestillende i tre Scenes de kongl. danske Residenceslotte, saa mange af Historien og Antikviteten har været at opspore, med udførlige historiske Anmærkninger» osv., 1741. Til en yderst nøjagtig og kjedsommelig rimet Opregning af alle de Steder i Danmark, hvor Konger fra Arilds Tid have eller kunne have resideret, knyttes her en Vrimmel af heterogene Prosanoter, der i de vilkaarligste Tankespring udkramme alt, hvad der i Øjeblikket farer Forfatteren gjennem Hovedet, latinske og danske Vers, historiske Anekdoter og brogede Citater fra W.s spredte Læsning.

Af lignende Art, men kortere, er «Det afgudiske Lejre og kristelige Lethraborg» 1747, og «Forandrings Skueplads paa Amalienborgs Lueplads» 1754, W.s sidste Digtning, skreven i Anledning af Indvielsen af Grev Moltkes Palais og Frederik V’s Nybebyggelse af Stadsdelen omkring Amalienborg efter den store Brand, der i 1689 havde fortæret Operahuset og Slottet. I disse Digte blander plat Smiger for Familierne Holstein og Moltke sig med den vamle Kongerøgelse, W. idelig afbrænder, lige overdreven og smagløs enten det gjælder Frederik V eller Christian VI,

                        Verdens Under, Nordens Ære,

                        purpurværdigste Monark!

Hele Beskrivelsen af Christiansborg i «Poetisk Skueplads» er én

fortløbende Panegyrik over denne Konge, og i Skriftet om

Bogtrykkerkunsten kaldes han:

                  Optronede Christian! fra Himlen til Jorden

                  nedtrinet, at styre de Snemænd i Norden!

                  . . . . . . . . . . . . . . . .

                  Livsaligste Sextal, som lod Sexer alle

                  med mildeste Øjne i Skjødet os falde,

                  . . . . . . . . . . . . . . . .

                  Du Kronen for Verdens guldkronede Sexer,

                  vi kysse dit Purpur og gjør Circumflexer!

Det var imidlertid netop denne hastemte Loyalitet, der faldt i god Jord og henledte allerhøjeste Opmærksomhed paa Digteren. Hans humoristiske Aare, som i sin Blanding med det højtidelige falder ud til ren Barokstil, kommer heldigere frem i de rimede Ansøgninger, som W. for en Del skyldte sit Ry og sin Fremgang:

                        Kingo Biskop, Bording Lektor,

                        Nordrup Præst og Falster Rektor,

                        Kyhn tillige Præst og Degn,

                        Schandrup blev en Herredsfoged,

                        hver Poet er bleven noget,

                        ingen bleven er forlegn.

                Med flere Syndere jeg underdanigst holder

                om Tolderembed an hos Deres Majestæt.

                . . . . . . . . . . . . . . . .

                Jeg søgte Toldbod sidst, nu søger jeg Katheder;

                hvad gjælder, det om mig hos Majestæten hedder:

                Er ikke den Poet en underlig Krabat?

                Snart vil han Tolderi og snart Professorat!

Hovedmassen af W.s Digte er dog de bestilte Bryllups- og Begravelsesvers i det 17. Aarhundredes Stil og i det gamle alexandrinske eller jambiske Trav. Nogle har han selv udgivet som «Liden Samling af udvalgte Vers» 1743; mange flere ere bevarede i Enkelttryk, ofte, «efter Begjæring paa ny oplagte», et Bevis for, at de trods deres efemere Præg have slaaet an og endog vakt Polemik, f. Ex. ved spøgende Angreb paa de kjøbenhavnske Piger. I Aarene mellem 1741–44 stiger deres Tal til nogle og fyrre. W. spøger selv uforbeholdent med denne Fabriksproduktion og søger at variere den ved indflettede Anekdoter, branderagtige Allusioner til Parternes Navne eller private Forhold og de traditionelle Hentydninger til eventuel Barselfærd. Bryllupper give ham Anledning til at behandle Spørgsmaal om «hvorfor Norden nu omstunder ikke er saa folkerig som i gamle Dage», om «Gynæcocrati eller Kvinderegimente», om «Jomfruers Prærogativer fremfor Enker» eller omvendt, naar Bruden er Enke. Den bekjendte Advokat Fr. Horns Bryllup fejrer han med en poetisk «Erindring af det ældre danske Guldhorn»; er der død en Tolder, skjaldrer han om «Naturens Toldbod som uforbigængelig for alle»; i Anledning af en Kvinde ved Navn Margrethe om «Guds Børns salige Perlehandel» eller «Poetisk Perlefangst». Det meste er, hvad han selv kalder «Poetisk Hastværk»; kun af og til spores hans kvikke Hoved i en heldig Vending eller et godt Indfald, samt i en vis Fart og Flugt i Versifikationen, der dog strax drukner i uvedkommende Digressioner og i en utrolig Vidtløftighed og Snakkesalighed, som baade i Form og Indhold minder om Satirerne fra det 17. Aarhundrede. Han kan have Held til at anslaa en næsten Ambrosius Stubsk Tone:

                        Nu se mig kun til Jomfru Gluud,

                        som altid saa saa ærbar ud,

                        om hun ej og tør vove

                        at dele Dyne med en Mand

                        og lærer os, hvor lidt man kan

                        for nogen Pige love,

men tværer saa Motivet ud i nogle og halvtredsindstyve Vers. Under den lidet lovende Titel «Poetiske Plukkefinker af allehaande Krimskrams som en Biret paa Bryllupsfesten» for Filologen H. P. Anchersen serverer han først «en Mundfuld ram Jysk til at aabne Maven med», og derefter en ganske vellykket spøgende Folkeviseparodi:

                        Og det var Dr. Anchersen, og saa tog han oppaa:

                        Gid ingen længer som Pebersvend og gammel Ungkarl gaa!

                        Forinden den Fryd saa leve de sammen baade!

W.s latinske «lærde» Arbejder, fra Klagen over Kommunitetsprovst Chr. Nolds Afgang 1735 til de tre Universitetsdisputatser om Fyrstelærdom i Almindelighed og særlig om lærde nordiske Fyrster, 1767–74, der udvide sig til en hel dansk Lærdomshistorie, blev ikke til meget andet end Stumper og Stykker, en velkommen Anledning for Forfatteren til at lægge sin konfuse Belæsthed for Dagen. Hans «Hilaria Sorana» 1751 er en Tale i Anledning af det oldenborgske Hus’ 300 Aars Jubilæum, med Noter til Akademiets Historie og Dedikation til den 2aarige Kronprins Christian (VII). Det danske Skrift «Om Bogtrykkerkunsten» 1738 med Tillæg i de lærde Tidender begynder med Runeskriften og er en Slags opstyltet Festprogram i Anledning af Oprettelsen af et Bogtrykkeri i Viborg. Desuden efterlod han mange uudgivne Haandskrifter.