Christian Frederik Wadskiær (1713–79)

Skingrer I Soröe omzinglende Skove,

        Eegen med Bøgen antræde en Dands,

Alting er muntert og lystigt til Hove,

        Hver Mand fornøyet til Lands og til Vands;

            Skummer I Soröe omcirklende Søer!

            Siunger I Soröe udzirende Møer!

    Hopper I Muure, I Marker, I Giærder

    Heele Naturen har glade Gebærder.

Hiorten med sine udgrenede Takker

        Skiær Caprioler i Lunde og Krat,

Bryster sig, kneyser og høyt sig opnakker,

        Ligesom han var en stor Potentat.

            Han med Hiortinden, hans raske Gemahl,

            Først iblandt Dyrene aabner en Bal,

    Stilitsen hurtig for dennem opspiller

    Med musicaliske Toner og Triller.

Ræven undskylder sig for Menuetter,

        Men slaaer i Polsk-Dands sin Rumpe i Traad:

Haren i Buskene spøger og spretter,

        Fisken i Vandet er kiælen og kaad;

            Giædden og Aborren springer om kap,

            Karpen begynder, hvor Brasenen slap,

    De Høy-agtbare og Ædle Karudser

    Finde paa tusinde Loyer og Pudser.

Solen har iført sin blankeste Kappe,

        Og har bestiget sin prægtigste Vogn;

Hestenes Guld-Skoe paa Skyerne klappe,

        Saa at det ryster i Stiernerop-Sogn:

            Løberen, Phosphorus, foran udi

            Sit galonnerede Stats-Liverie

    Løber, saa Tungen ham hænger af Munden,

    Dagen er kommen og Natten forsvunden.

Sørge-Aars Natten for Salvingens Morgen

        Viger, den vaade, den Wolckenbruchs-Nat,

Da vi af Taarenes Støvregn i Sorgen

        Blødtes igiennem ja svømmende plat,

            For vor Indhimlede Dyre Monarch,

            Markmand i den af Dan nævnede Mark,

    Salomon, ikke Salmoneûs i Norden,

    Thi Han lod Jupiter have sin Torden.

Regnen opholder, som strømmende gandske

        Natten igiennem paa Krave og Kind,

Thi var vel nogen blandt Norske og Danske

        Saa Dovrefieldisk og klippig af Sind,

            At Sorgens Skyer for ham i hans Egn

            Ikke vemodigst udbraste i Regn?

    Parcernes Anfald paa slige Monarcher,

    Øyne omdanner til Kilder og Parker.

Oven paa Regnen og oven paa Sorgen,

        Tør-Veyr og Soelskin og Glæde vi fik:

Ja efter Natten en frydefuld Morgen

        Paa Horizonten med Dagskiær fremgik,

            Saa at hvad Maro hos Keyser August

            Opskrev paa Døren, det passer sig just

    Her at hentyde og brinde paa Bane:

    Pluvia nocte, spectacula mane.