Barokken

        Barokken i Danmark siges normalt at starte i 1622 og fortsætter helt frem til, at Holberg skriver i klassicistisk stil i første halvdel af 1700-tallet. Selvom andre stædige sjæle omkring Holberg skriver baroklitteratur helt frem til slutningen af 1700-tallet.

        Den tekst som siges at indlede barokken er Anders Arrebos oversættelse af Davids Salmer (1622, revideret i 1627), og perioden kulminerer med Thomas Kingos digtning.

        Barok litteratur udskiller sig fra middelalderens ditto, idet digterne bevidst ville skabe en ny form for litteratur, som ikke er folkelig, men med forbillede i den — primært latinske — klassiske digtning. De vil skabe kunstdigtning; således bliver det de lærde som bærer litteraturen: præste- og embedsmands litteratur. Digtningen er koblet til to centrale institutioner: kirken og enevælden. Selv en litteratur som var i opposition, som f.eks. den udbredte satiriske digtning, brugte uvilkårligt også magtapparatets logik. Barokdigtningen er en ’ukritisk’ litteratur i vor tids forstand.

        I baroktekster er intet underforstået eller skjult. Den barokke litteratur er altid forbundet med lejligheder eller under bestilling. Teksterne er ikke autonome — men tilknyttet samfundsforhold. Altså direkte sociale. Der er i barokken ingen tilbøjeligheder til det unikke, ligesom geni-dyrkelsen i romantikken. Forfatteren træder væk fra sin digtning, han skriver til situationen og ikke for at skabe individualitet — hverken digterens ellers værkets. De tre grundlæggende teser i vor nutidige litteraturopfattelse, som stammer fra romantikken, er:

i) autonomi

ii) subjektet

iii) mennesket er frit

        Baroklitteraturen virker ikke under disse teser — andre logikker skal i brug for at forstå barokteksterne.

Vi må operere med tre elementer i baroktekster:

1. Æstetik — den klassiske digtning.

2. Teologi — den protestantiske kirke.

3. Magt — enevælden.

        Teksterne lader sig altid beskrive udfra deres forhold til disse tre parametre. Den æstetiske forståelse bag barokdigtningen har sin arv i den klassiske digtning, primært latin men også græsk. Interessen for klassisk litteratur stammer fra renæssancen. Latinundervisningen var dengang udbredt og den bestod af en blanding af praksis og terperi. Man skulle recitere og skrive i samme stil som de klassiske digtere, hvormed man nåede en vis indsigt i latindigtningens praksis. Der fandtes to skriftkulturer: dansk og latin. Den dominerende kunstdigtning var på latin, men barokdigteren fornægtede latinen og insisterede på at skrive på dansk, pga. et fra renæssancen overleveret ideal — en dansk national-litteratur blev således født.

        Dette projekt volder besvær, fordi det danske sprog ikke var brugt i den sammenhæng før. Skriftssproget i dets daværende form kunne ikke bruges, så sproget skulle øges og bearbejdes. Dansk skulle være kultiveret. Vi ser en parallel bevæggrund i digtningen og sprogfornyelsen, nemlig fjernelsen af det folkelige. Det folkelige var natur — hvilket man ikke brød sig om. Naturen skulle omdannes til kultur. Naturen var ukulturlig — blot modstand.

        Den klassiske græske og latinske retorik ligger til grund for den barokke poetik. Horats’ Ars Poetica kunne man udenad. Og man kendte retorikken, hvis hovedværk var Aristoteles Retorik. I latinen fandtes Cicero og Quintilians tilsvarende projekter. Vi kan trække tre prægende begreber ud af den klassiske retorik, som betegnede den klassiske retorikers forståelse af præmisserne for gode digtning:

i) Natura — de naturlige egenskaber skulle være til stede, som f.eks. en god stemme og intelligens. Men ikke noget dybereliggende, så som en antydning af noget geni i romantisk forstand.

ii) Usus — brug, anvendelse, og især betydningen: øvelse.

iii) Ars — håndværket.

        Naturen skal tugtes gennem øvelse for at digteren kan lære håndværket. Der ligger i barokken en utrolig traditionsbevidsthed. Man skabte ikke noget nyt og banebrydende, men man ville skrive sig ind i traditionen og det med de traditionelle former og virkemidler. Naturen blev underlagt håndværket, så der er tale om et digterbegreb fjernt fra romantikkens, idet det spontane var uønsket og ikke dyrket. "Sproget skal poleres og væk skal gemenhederne", og dette gennem et renset smukt sprog (Puritas) og ornamenteret kunstfærdighed (Ornatus).