Geni-tanken

        Hvis vi betragter begreberne det sublime og digter-geniet kan vi nemmest tilnærme os forskellene mellem klassicisme og romantik. Dette er begreber, som for alvor lanceres omkring 1770’erne. Goethe og Ewalds forfatterskaber er centrale i denne sammenhæng — på vej mod romantikken.

        I den klassicistiske æstetik bliver den antikke kunst ophøjet til en uopnåelig autoritet. Kunstneren skal følge nogle fastlagte regler — og han er derfor mere håndværker end genialt individ. Indenfor teatret skulle man så vidt muligt overholde de tre klassiske enheder: handlingens, tidens, og stedets handling. Altså indstramning og regeltænkning. Den regelmenterede æstetik angav også de tilpassede stillejer: høj-, lav- og mellem-stil. Samtidigt fungerede parodien som ventil, cf. f.eks. Wessels Kierlighed uden Strømper (1772).

        Den klassicistiske kunstner skal belære publikum, hans kunst er orienteret mod læseren, og skal overholde og formidle den gode smag. Den gode smag var 1650–1750 lig den franske smag.