George Gordon Byron (1788–1824)

Byron, George Gordon, Lord, engelsk Digter, født i London 22. Jan. 1788, død i Missolonghi 19. April 1824. Hans Slægt stammer paa fædrene Side fra Normanner og optræder kort efter Erobringen under Navnet Burun som godsbesiddende i England; den adledes 1643. Byron’s Fader, Kaptajn Byron, »den gale Byron«, som Kammeraterne kaldte ham, var en vild og tøjlesløs Karakter; han var først gift med den fra sin Mand flygtede Marchioness Carmarthen (deres Datter var Digterens Halvsøster Augusta, senere Mrs. Leigh); efter hendes Død ægtede han 1785, for at redde sig ud af Pengeforlegenhed, Catherine Gordon, der blev Digterens Moder; hendes Penge blev imidlertid snart saa temmelig opbrugte af den forgældede Kaptajn, og de sidste Aar indtil Ægtemandens Død 1791, levede de skilte; ogsaa hun var en heftig og uberegnelig Natur, og baade fra Faderens og Moderens Side arvede saaledes Digteren det lidenskabelige Temperament, der var ham ejendommeligt Livet igennem. Fra tidlig Tid havde han en Legemsfejl, en Sammentrækning af en Sene i begge Fødderne, særlig i den ene, der dannede en Slags Klumpfod og bevirkede en svag Halten, en Legemsfejl, der ofte paa sygelig Maade pinte ham. Kun meget lidt havde den lille Byron kendt sin Fader; tidlig var han helt blevet overladt til Moderen, som var rejst til Skotland og boede i Aberdeen. Hendes Forhold til Sønnen var, i Overensstemmelse med hendes ubeherskede Natur, stærkt vekslende; snart overvældede hun den kønne Dreng med Kærtegn, snart kastede hun i Heftighed Ildtangen efter ham; dog holdt hun paa sin Vis meget af ham, og da hun døde (1811), var Sønnens Sorg oprigtig. I Skotland forblev Moder og Søn, til Drengen var i sit 11. Aar; saa arvede han ved en Grandonkels Død Lordtitlen og Herresædet Newstead Abbey (oprindeligt et Abbedi) i Mellemengland. Moder og Søn rejste nu til England og besøgte det arvede Herresæde, hvis Bygninger var meget forfaldne. Byron kom i Harrow Skole; han var flink og livlig, uden at udmærke sig ved særlig Skoleflid, var med baade i Leg og Slagsmaal og gale Streger. Han læste, hvad han kunde faa fat paa; han siger selv om denne Tid: »Jeg læste, naar jeg spiste, læste i Sengen, læste, naar ingen anden læste, og havde læst al Slags Læsning, fra jeg var fem Aar«. Fra hans Skoletids sidste Par Aar stammer hans første og maaske eneste dybere Forelskelse i hans Slægtning den smukke Mary Ann Chaworth fra Annesley Hall i Nærheden af Newstead Abbey. Iflg. de seneste Oplysninger (R. Edgcumbe, Byron the last Phase) synes den endog at have været hans Livs mest indgribende Oplevelse. Hun var et Par Aar ældre end han og synes ikke oprindeligt at have gengældt hans Følelser, i alt Fald ægtede hun 1805 en anden — Mr. Musters, men Ægteskabet blev ikke lykkeligt. Kort derefter i Oktober 1805 kom Byron til Universitetet i Cambridge, Trinity College, i hvis Bibliotekssal nu Thorvaldsens Statue af Digteren staar til Minde om Kollegiets berømte Elev. Byron forlod Cambridge efter 2½ Aars Forløb, da han havde taget sin akademiske Grad. Men endnu før dette var sket, havde han, Marts 1807, udgivet sin første Bog Hours of Idleness, en Samling Digte, hvori kan spores hans Ærgerrighed, hans Vemod og Tungsind, men i det hele uden originalt Præg, der kunde varsle om en større Digter. Bogen fandt ingenlunde nogen ugunstig Modtagelse. Dog blev den i det ansete Edinburgh Review behandlet særdeles spydigt med spottende Hentydning til hans Adelsskab. Herover blev Byron rasende og skrev et større satirisk Digt i Pope’s Maner, English Bards and Scotch Reviewers, der udkom 1809, og hvori han slog om sig til højre og venstre med Hib til næsten alle Samtidens Digtere og Kritikere. I Slutningen af 1808 og Begyndelsen af 1809 tilbragte han nogen Tid paa Newstead Abbey, hvor han atter mødte Mary Chaworth. Hans Lidenskab for hende blussede atter heftig op. En lille Flok af hans Venner besøgte ham her, og med deres geniale Ven som Midtpunkt førte de her et ungdommeligt og kaadt Liv, fuldt af sære Indfald: i Munkedragter kunde de sidde i det tidligere Kloster til sent ud paa Natten og drikke Vin af en Hjerneskal, der var fundet i Haven, og som Byron havde ladet polere og indfatte i Metal; ved den ene Side af Trappen stod en Bjørn bundet, ved den anden en Ulv. Imidlertid længtes Byron efter at komme ud at rejse for derved at glemme sin haabløse Kærlighed og udvide sin aandelige Horisont; han siger senere i et Brev, at han er saa overbevist om de slette Virkninger af at blive hjemme med alle en Øboers Fordomme, at det forekommer ham, at det ved Lov burde paabydes de unge Mænd at rejse udenlands for en Tid. Efter at han var blevet myndig 1809, indtog han sin Plads i Overhuset og forlod saa Juli samme Aar England med et lille Tjenerskab og en god Ven, Hobhouse, den senere Lord Broughton (And I must from this land be gone — because I cannot love but one). Rejsen gik gennem Portugal, Spanien over Malta til Tyrkiet, Grækenland og Lille-Asien, en dengang ganske ualmindelig Rejserute. Efter to Aars Forløb, fulde af Indtryk og Oplevelser, var han atter i England Juli 1811. Skønt hans Moder med Længsel ventede hans Komme til Newstead Abbey, blev han dog en hel Maaned i London, indtil der pludselig i August kom Brev, at Moderen var betænkelig syg. Byron tog straks af Sted til Newstead Abbey, men Moderen var allerede død ved hans Ankomst. Samtidig hermed døde to af hans Venner, og disse Dødsfald gjorde et meget stærkt Indtryk paa ham. »Det lader til«, siger han, »at jeg i min Ungdom skal erfare Alderdommens største Ulykke. Mine Venner falder rundt om mig, og jeg vil komme til at staa som et enligt Træ, førend jeg er visnet«. Sandsynligvis havde Byron haabet atter at møde Mrs. Chaworth-Musters og finde Trøst for sit nedtrykte Sind i Omgang med hende, men Familien var ved hans Ankomst flyttet andetsteds hen. Under Indtrykket af denne Skuffelse er rimeligvis de tre Thyrzadigte blevet til. Man har hidtil været usikker om, til hvem de var rettede, men efter Mr. Edgcumbe’s Oplysninger er det sandsynligt, at de var rettede til Mary Chaworth who though living was to him as much as lost (Moore). Efter sin Hjemkomst havde Byron til en Ven sagt, at han foruden en fri Version af Horats’ Arts Poetica (Hints from Horace, først udgivet posthumt 1831) havde skrevet en hel Mængde Spenser-Stanzer, som han dog ikke tillagde noget Værd. Dette viste sig at være de to første Sange af Childe Harold’s Pilgrimage, der udkom Februar 1812, et Par Dage efter at han havde henledet Opmærksomheden paa sig ved sin Jomfrutale i Overhuset. Dette Digt gjorde straks overordentlig Lykke og oplevede hurtig flere Oplag: »jeg vaagnede en Morgen og fandt mig berømt«, var Byron’s Udtryk. Under Forklædning som den unge blaserede Junker Harold med den halvt virkelig følte, halvt uægte Melankoli skildrede han i disse to første Sange med Liv og Kraft Natur og Scener fra sit Rejseliv; og det fremmedartede Stof, den Stemning af interessant Tungsind, der er over Stroferne, og den gode Poesi, Digtet spredt indeholder, gør dets begejstrede Modtagelse forklarlig. I de følgende Aar skrev Byron en Række Digte (The Giaour og The Bride of Abydos [1813], The Corsair og Lara [1814]), som ved deres hemmelighedsfulde Fortællinger om Elskov og Forbrydelse fra de østlige Lande, hvori han just havde færdedes, ved deres Heltes teatralske Præg og deres deklamatoriske Poesi vedligeholdt Interessen for ham hos et ukritisk Publikum. Det Liv, han førte i disse Aar, var fuldt af selskabelig Nydelse i Englands fornemme Kredse, fuldt af Beundring og Feteren, ikke mindst fra Damernes Side. Han var jo ung og smuk: kastaniebrunt, krøllet Haar omkr. en klar og hvid Pande, store, lysvaagne Øjne, blødtformet Mund, kløftet Hage og en ejendommelig velklingende Stemme; han var adelig og vidt berejst; han var endelig en berømt Digter, og det pirrede Fantasien at identificere ham med den blege Junker Harold eller den mørke Sørøver Conrad. Bekendt fra disse Aar blev især hans Forhold til og Brud med Lady Caroline Lamb, der senere udgød sin Bitterhed over ham i sin Roman Glenarvon (1816). Indledningen til de Begivenheder, der rev ham ud af dette ret tomme Selskabsliv, dannedes ved hans kortvarige Ægteskab med Anabella Milbanke, Datter af en rig Godsejer. Byron, der næppe betragtede Ægteskabet som Institution med ærbødige Øjne, følte Lyst til at gøre Ende paa sit flygtige Ungkarleliv; efter at han een Gang havde faaet et Afslag af den unge Miss Milbanke, dog i en venlig Form, vedblev de at staa i Brevveksling; han nærede Agtelse for hendes Karakter og havde en lidt ironiserende Respekt for hendes Talenter. Efteraaret 1814 gentog han sit Tilbud, og 2. Januar 1815 holdt han Bryllup med hende. Fra Ægteskabets Aar er den poetiske Fortælling The Siege of Corinth og det smukke Digt Parisina, der begge udkom i Begyndelsen af 1816. Imidlertid blev det ægteskabelige Forhold snart forstyrret af Rivninger mellem de to saare forskellige Karakterer. Vanskelige pekuniære Omstændigheder, som ledsagedes af uhyggelige Udpantninger, gjorde Byron, der tillige led af Leversygdom, særlig irritabel; og over for hans bevægelige, lidenskabelige og ubeherskede Sind stod hans kølige, noget stramme og selvretfærdige Frue, der var gaaet til Ægteskabet med Ønsket om at »reformere« den unge Digter, om hvem Rygtet havde saa travlt. Det endte med, at Lady Byron, da hun, tilsyneladende i god Forstaaelse med sin Mand, et Aar efter Brylluppet havde forladt ham med deres nyfødte Datter, Ada, ikke mere vendte tilbage til ham. For Byron kom dette ganske uventet, og trods al Disharmoni har hendes Beslutning ramt ham dybt (se det smukke Digt Fare thee well! and if for ever, — Still for ever, fare thee well etc., skrevet en Aften i Marts, medens Skilsmisseforhandlingerne førtes). Og hele den offentlige Mening vendte sig nu mod ham med en ganske urimelig Heftighed og Voldsomhed, med et svirrende Mylder af Snak og Rygter; saa højt som han før havde været beundret, saa dybt blev han nu afskyet. Bl. de saarende Bagvaskelser, der dukkede frem mod Byron, var ogsaa Rygtet om, at han under sit Ægteskab skulde have staaet i Blodskamsforhold til sin gifte Halvsøster Augusta (Mrs. Leigh); 1869 bragte den amerikanske Romanforfatterinde Mrs. Beecher Stowe paa ny Rygtet frem ved en borneret og sentimental Artikel i September-Hæftet af Macmillan’s Magazine. Beskyldningen blev ved den Lejlighed skarpt imødegaaet, men er fornylig blevet gentaget af Byron’s Dattersøn, Lord Lovelace i hans 1905 privat udsendte Bog Astarte; de gav Anledning til Richard Edgcumbe’s ovennævnte Bog, der som Grundlag for Rygtet giver følgende: 1813 mødte Byron atter Mary Chaworth, der paa den Tid levede adskilt fra sin Mand, og der opstod et Kærlighedsforhold mellem dem, der resulterede i, at Mary 1814 fødte Byron en Datter. For at dække over Forholdet skal saa Byron have formaaet Halvsøsteren Mrs. Leigh til at tage Datteren (Medora) til sig og udgive hende for sit Barn. Byron underskrev Skilsmissedokumentet i April 1816, og faa Dage efter forlod han England, fuld af Uro og Bitterhed, men stolt og stærk; hans Stilling var, som han har sagt, saaledes, at enten passede han ikke for England eller England ikke for ham. Han rejste gennem Belgien, ned langs Rhinen til Schweiz, hvor han slog sig til Ro i Sommermaanederne. Her traf han Shelley, der øvede en stærk Indflydelse paa ham, som kan spores i 3. Sang af Childe Harold og i Manfred. Et Forhold til Miss Jane Clermont (en Halvsøster til Shelley’s Hustru), der allerede var begyndt i England, fortsattes her; hun blev Moder til Byron’s naturlige Datter, Allegra, der døde som Barn; (hans Datter Ada døde 1852 som Lady Lovelace). I Begyndelsen af Oktober rejste Byron til Venezia, hvor han førte et temmelig tøjlesløst Liv; i det hele opholdt han sig i Italien i henved 7 Aar, paa forskellige Steder, en lang Tid i Ravenna. Den Periode, der fulgte nærmest efter hans Bortrejse fra England, var overordentlig rig paa digteriske Arbejder fra hans Haand. Det var, som om Ulykken gav hans Aand nyt Liv og dobbel Spændkraft, og hans Poesi efter Skilsmissen staar i det hele højt over hans første Ungdoms. Kort før sin Afrejse fra England havde Byron besøgt Annesley Hall for at tage Afsked med Mary. Det blev deres sidste Møde. Kort Tid efter blev hun sindssyg. Byron modtog Efterretningen herom i Schweiz, og Minderne om deres Kærlighed krystalliserede sig i det skønne Digt, The Dream. Ogsaa i et andet af hans Værker fra den Tid, den interessante og grandiose dramatiske Digtning Manfred findes stærke Spor af hans Sinds mørke Grublen over Forholdet. Endvidere tog han atter fat paa sit gamle Digt Childe Harold, der var ham som en poetisk Dagbog, i hvilken han til enhver Tid mere direkte kunde nedlægge sine Stemninger og Følelser; han forøgede 1816 og 1817 Digtet med to ny Sange, 3. og 4., der er fulde af rig Poesi: heftig og inderlig Naturkærlighed, Tungsind ved Betragtning af Historiens Gang og Livets Kaar, Stemningsudbrud over hans egen haarde Lod og ved Siden deraf ud fra Smerten og Bitterheden en Beslutning om at bære sin Skæbne i egen ensom Kraft og en stærk Tillid til Menneskeaandens Arbejde for Fremskridt i alle Retninger. I Venezia traf Byron den 18-aarige Grevinde Guiccioli, gift med en rig Greve paa over 60 Aar, et rent Fornuftgiftermaal, arrangeret af den unge Dames Moder. Et Kærlighedsforhold opstod mellem Byron og hende, og hun havde Indflydelse nok over ham til at rive ham bort fra hans Udsvævelser. Grevindens Familie hørte til det italienske Frihedsparti Carbonarierne, og til dette sluttede Byron sig ogsaa. Af Poesier i disse senere Aar kan nævnes den humoristiske Spøg Beppo (1818), de fortællende Digte Mazeppa (1819) og The Island (1823); endvidere Dramaerne Marino Faliero, Sardanapalus, The Two Foscari og Cain, der alle udkom 1821, Fragmentet Heaven and Earth og Tragedien Werner (1822) og endelig fra de samme Aar The Deformed Transformed (udkom 1824). Af disse vakte Cain en Storm af Modstand i den hjemlige Kritik ved den Maade, hvorpaa igennem Cain’s og Lucifer’s Mund Menneskefornuften kastede sine Tvivl og Indvendinger ud mod gængse religiøse Forestillinger. Ved dette Drama forøgedes yderligere den gamle Harme mod Byron, som atter var begyndt at blusse op, da han 1819 havde begyndt Udgivelsen af sit store, ufuldendte Digt, Don Juan, hvis 16 Sange efterhaanden saa Lyset i Løbet af de følgende 5 Aar. Dette Digt samler inden for sin skiftende Fortællings Grænser som i en Sum alle Byron’s Erfaringer, Tanker og Følelser fra hans bevægede Liv, snart i Spot, snart i Vemod, snart i Lystighed og snart i dybeste Alvor. Og det indeholder tillige hvasse Udfald til højre og venstre, mod hjemlige Forhold, der gav Anledning nok til Angreb, og mod Europas reaktionære politiske Tilstande. Byron kan i dette sit Hovedværk være taktløs og hensynsløs; men der er en frisk og sart Ynde i dets Poesi, et Salt i Viddet og en ætsende Kraft i Bitterheden, der hæver det højt i Verdenslitteraturen. Alt som Sangene udkom, steg Uvillien mod Byron Man kaldte ham og hans Meningsfæller blandt Forfatterne for »den sataniske Skole« og saa helst, at man helt kunde forbyde ham Brug af Pen og Blæk. Imidlertid skrev Byron uanfægtet og trodsig videre. Et vittigt og knusende Angreb rettede han i Satiren The Vision of Judgment (1822) mod Digteren Southey, der havde skrevet et daarligt Digt (A Vision of Judgment) til Forherligelse af den afdøde Georg III, og som i Fortalen til dette første Gang havde benyttet Øgenavnet »den sataniske Skole«. Men Ord og Digtning blev til sidst Byron for ringe: »En Mand burde gøre mere for Samfundet end skrive Vers«, siger han. Han besluttede at sætte sine Penge, sine Kræfter og sin Person ind paa Grækenlands Frihedskamp. Juli 1823 forlod han Italien paa et Skib, der indeholdt Vaaben, Ammunition og Penge til Grækerne. Der mødte nu Byron en Tid fuld af Anstrengelser og Bryderier paa Grund af Uenighed mellem de græske Høvdinge indbyrdes. I Begyndelsen af 1824 var han ankommet til Missolonghi; men her blev han 9. April samme Aar angrebet af en Febersygdom, der 10 Dage efter bragte ham Døden. Grækenland viste sin Smerte over Tabet ved Paabud om almindelige Landesorg i 21 Dage. Hans Lig kom til England i Juni; Gejstligheden nægtede det Plads i Westminsterabbediet blandt de andre af Landets berømte Forfattere, og det begravedes da i Kirken i den lille By Hucknall-Torkard i Nærheden af Newstead Abbey. — Byron staar for sine Landsmænd nu langtfra med det Ry, som han nød i den første Tid efter sin Fremtræden. Man har faaet Øje for det uægte paraderende, der kunde være over hans Person, og det dertil svarende deklamatoriske og teatralske, der stundom var over hans Poesi, og man ærgrer sig over de ofte sønderhakkede og klangløse Vers, der kunde afbryde de bedste Strofer hos ham. Imidlertid vil dog de kyndigste Dommere indrømme ham en fremragende Plads i engelsk Aandsliv ved den mægtige Kraft i hans Genius og ved hans uforfærdede, friske Ærlighed i den aandelige Kamp, han førte. Kunde man berøve europæisk Litteratur hans 36 korte Leveaar, vilde et umaadelig tomt Rum fremkomme. Den, der kun kender Byron gennem hans monotont dystre Værker, faar let en vrang Forestilling om ham som »en misantropisk Herre, der gik med Ulveskindsbukser og svarede med barske Enstavelsesord« (hans eget spøgende Udtryk). Et Korrektiv til denne Forestilling er de Breve og Dagbogsuddrag, som Thomas Moore udgav (Letters and Journals of Lord Byron: with Notices of his Life, 1830); her viser Byron alle sit Væsens mange Sider med et sprudlende Liv, der betager og vinder. Det af hans Værker, der giver fuldest Indtryk af hele hans Personlighed, er Don Juan. Paa engelsk Litteratur har Byron’s Indflydelse kun været ringe. Desto stærkere har hans Poesi paavirket det øvrige Europa: Frankrig, Tyskland, Rusland, Polen, Italien. De fleste af hans større Arbejder er oversatte til Dansk; den betydeligste af disse Oversættelser er Holger Drachmann’s »Don Juan«.

Den bedste Kilde til Byron’s Liv er de tidligere nævnte Letters and Journals of Lord Byron, udgivet af Thomas Moore; Byron havde overgivet Moore sine Memoirer; efter Byron’s Død blev man enig om at brænde Manuskriptet, idet Moore dog benyttede en Del af de Oplysninger, de gav, til sin Bog, samt: Works edit. by G. E. Prothers and E. H. Coleridge (1893–1905) (Poems 7 vol. + Letters and Journals 6 vol). Af den øvrige rige Litteratur kan nævnes: Leigh Hunt, Lord Byron and some of his Contemporaries [1826]; Galt, Life of Lord Byron [1830]; Lady Blessington, Conversations with Lord Byron [1832]; Trelawney, Recollections of the last Days of Lord Byron [1858]; Teresa Guiccioli, My Recollections of Lord Byron [1869, ogsaa udg. paa Fransk]; C. Jeaffreson, The Real Lord Byron [1883]; Nichol, Byron [1885, English Men of Letters-Serien]; Lord Broughton (Hobhouse), Recollections of a long Life [1809]; Lord Lovelace, Asfarte[1905]; Richard Edgcumbe, Byron the last Phase [1909]; Afh. af Macaulay [Critical and Historical Essays], Swinburne [Essays and Studies] og Matthew Arnold [Macmillan’s Magazine, Marts 1881]; paa Tysk findes der Biografier af Byron ved Karl Elze [oversat paa Dansk af Kroman] og Eberty; paa Dansk er hans Virksomhed skildret af Grimur Thomsen i hans Bog »Lord Byron« [1845] og af Georg Brandes i 4. Del af »Hovedstrømninger i det 19. Aarh.’s Litt.« [»Naturalismen i England«]).