C.J. Boye (1791–1853)

Boye, Caspar Johannes, 1791–1853, Præst og Digter. Født 27. December 1791 i Kongsberg, død 6. Juli 1853 paa St. Tuborg ved København, begravet i København (Garn.). Forældre: Rektor Engelbrecht Boye (1754–1839, gift 2° 1801 med Anna Dorothea Barth, 1772–1850) og Dorothea Sophie Styhr (1753–98). Gift 1818 i Kbh. med Maria Adolphine Birckner, født 21. Juli 1796 i Korsør, død 17. Juni 1880 paa Frederiksberg. (Garn.), Datter af Kapellan, senere Sognepræst Michael Gottlieb Birckner og Hustru.

Knapt femten Aar gammel kom Boye til Trondhjem, hvortil Faderen 1806 var blevet forflyttet, men var efter endt Skolegang for ung til at kunne indstille sig til Adgangseksamen til Universitetet; maatte derfor yderligere tilbringe to Aar i Norge, inden han 1810 kom til København for at blive Student. Den nationale Modsætning mellem de danske og de norske Studenter var til Tider ret skarp i de vanskelige sidste Krigsaar inden Kielfreden; Boye havde hurtigt vakt Opsigt ved sin selvbevidste norske Optræden, og under Indtrykket af den forsmædelige Fredsslutning skrev han Februar 1814 Digtet »Kæmpen Nor til sin Søster Dana«, der cirkulerede i Afskrifter i Norge og Danmark, og som først er blevet trykt af A. Faye i »Norge i 1814«. Her angriber han skarpt den danske Regering, som uden at forsøge Modstand til det yderste havde afstaaet Norge til Sverige; bag Digtets oldnordiske Billedsprog á la Oehlenschläger læste Samtiden »en næsten ren Opfordring til det danske Folk om at løsrive sig fra Frederik den Sjettes Scepter og i Forening med Norge hylde Prinds Christian« (Pavels). De vilde Rygter om, at der var »udsat en Præmie for Forfatterens bevislige Paagribelse«, viste sig at være grundløse, men Digtet medvirkede sikkert til, at Nordmandsforeningen i København blev opløst samme Aar. Boye blev imidlertid i København, fik Indpas paa »Bakkehuset«, hvor hans Kendingsnavn var »den Norske«, og forlovede sig med Jonas Collins ældste Stifdatter. Han følte sig skuffet over, at Nordmændene syntes at have fundet sig til Rette i Foreningen med Sverige, og tog nu klart Parti for Danmark (Digtet »Til Danmark« 1816). Samme Foraar fik han, der havde ombyttet et paabegyndt juridisk Studium med Teologien, Embedseksamen og debuterede ligeledes 1816 med »Melpomene. Th. Korners udvalgte Skuespil, metrisk oversatte«; Digte havde han i øvrigt allerede skrevet i Skoletiden. 1818 udnævntes Boye til Andenlærer ved Jonstrup Seminarium; herfra udsendte han sin Samling »Digte« (1819), skrev sine originale Arbejder for Skuepladsen og bearbejdede og oversatte talrige Teaterstykker, ligesom han leverede en Oversættelse af W. Scotts Romaner. Denne litterære Virksomhed fik dog en Ende, da han 1826 kaldtes til Sognepræst i Søllerød; han fandt sig endog foranlediget til — af Hensyn til sin Menighed paa Landet — at anmode Teaterdirektionen om, at hans Navn — ved fremtidige Opforeiser af hans Værker — »maatte blive udeladt af Bekendtgørelserne baade i Aviser og paa Plakaten«. I den verdslige Digtnings Sted traadte nu i Søllerød Arbejdet paa Boyes store Salmeværk »Aandelige Digte og Sange« (4 Bind, 1833–36); det fortsattes i Helsingør, hvortil han 1836 var blevet forflyttet som Sognepræst til St. Olai, med en ny Samling i to Dele (1840 og 1843); en forøget og revideret Udgave i to Bind udkom 1847–54. Hertil kom et Par Postiller og enkelte Lejlighedsdigte. 1847 udnævntes Boye til Sognepræst ved Garnisonskirken i Kbh., men døde allerede seks Aar efter som et af Ofrene for den store Koleraepidemi. — Som Præst var Boye beundret og afholdt af sine Menigheder; Biskop Mynster skriver fra en Helsingør-Visitats: »Kirken er altid fuld og alle Stole bortleiede«. Hans ydre Fremtræden var smuk og værdig; hans Veltalenhed blomstrende og poetisk præget — gerne indflettede han Prøver paa sine religiøse Digte i sin Prædiken — uden at forfalde til Affektation. Forkyndelsen var Udtryk for en harmonisk og almen Religiøsitet, for hvilken Naturens Tale havde samme Værdi som Skriftens Ord, medens Kirkens Dogmer kun spillede en underordnet Rolle. En sjælden Gang kunde den norske Hidsighed bryde igennem — som tidligere over for Teaterdirektionen, saaledes nu over for Drewsen paa Strandmøllen eller (i Anledning af svigtende Højtidsoffer) over for Helsingør Bystyre. I hans gejstlige Skrifter mærkes ingen Sjælekampe bag den problemfri højkirkelige Form.

Boyes Digterliv falder i en skarpt adskilt verdslig og gejstlig Part: Skuespillene og Salmerne. Hans Digtsamling fra 1819 var en svag Efterklang af det 18. Aarh.s elegiske Tankepoesi; af hans senere mindre Digte huskes kun »Kirkeklokken i Farum« (1826) og Fædrelandssangen »Der er et Land —«. Som Dramatiker derimod indtog han — om end kun forbigaaende — en vis Position i Publikums Bevidsthed. Hans Teater omfatter Sørgespillene »Brødrene i Leire« (1820), »Conradin« (1821), »Juta« (1824), »Svend Grathe« (1825), »Kong Sigurd« (1826), »Erik den Syvende« (1827), det romantiske Skuespil »William Shakespeare« (1826), Prologen til Baggesens Mindefest 1827 og tre (daarlige) Operatekster: »Elisa« (1819) og »Hugo og Adelheid« (1827) til Kuhlaus, »Floribella« (1825) til Weyses Musik. Boyes Tragedier kan ikke fornægte den naturlige stærke Indflydelse fra Oehlenschläger men han søgte i øvrigt at hævde sin Selvstændighed over for den hjemlige Mester ved en stadig tættere Tilslutning til Shakespeare som Forbilledet; han synes at have været en af de første, paa hvem Foersoms Oversættelse har virket. Hans Shakespeare-Beundring manifesterer sig smukt i Skuespillet af samme Navn, hans største Teatersejr, der vel som Kunstnerdrama om Modsætningen mellem Borgerpligt og Digterkald er af »Correggio«s Skole, men som søger at træffe baade Lystspiltonen fra »De lystige Koner i Windsor« og Alferomantikken fra »Skærsommernatsdrømmen«, og hvis Titelfigur er skildret som »the gentle Shakespeare«. Og i stigende Grad mærkes bag Boyes dansk-norske Tragedier de shakespeareske Krønikespil i Forsøget paa at tegne det politiske Spil mellem Kongemagt og Rigets Stænder; shakespearesk er de hyppige Sceneskifter, de sidste Stykkers »blandede« Stil, Skurke- og Morderscener, Indførelsen af Narren i »Erik VII«; sidst, men ikke mindst er Diktionen det ved Stilens overdaadige Billedpragt, hvor dog »Ordet dækker, men afslører ikke Tanken« (P. L. Møller). Boye forsøger at undgaa de staaende historiske Klicheer: viser Sympati for Svend Grathe og reducerer Fru Ingeborg-Historien til at være et rent politisk Paaskud for Marsk Stig; men hans Stykker lider betænkeligt under Karaktertegningens Usikkerhed og Mangelen paa virkelig dramatisk Nerve. Bedst er det norske Kongsemnedrama »Kong Sigurd«, hvis ægte tragiske Idé er beslægtet med Schillers »Demetrius«

Boyes Salmedigtning paaskønnedes varmt af Samtiden, men er ganske sat i Skygge af Grundtvigs omtrent samtidige »Sangværk«. I den nuværende Salmebog findes nitten Numre af Boye; blandt de kendteste er »Naturen holder Pinsefest«, »Dybt hælder Aaret —«, »Bliv hos os, Mester, Dagen hælder —«. Hans Salmer er udpræget kirkelig Brugskunst; de er skrevet for at udfylde Lakuner i den foreliggende Salmeskat. Forbilledet er Kingo; Boye bestræber sig for en jævn og fast Stil; Salmerne er omhyggeligt leddelte, med indbyrdes Parallelvirkning mellem Stroferne og tydelig Redegørelse for det Tankestof, Digteren arbejder med. Som i hans Prædikener mærkes ogsaa her Boyes Naturglæde og Naturfromhed, hans harmoniske Kristendom. De egentlige bibelske Salmer virker mest som smagfulde, men lidt blege Kingo-Imitationer.