Dybt hælder Aaret i sin Gang,
snart ødes Eng og Lund,
farvel med al din Lyst og Sang,
du korte Sommerstund!
Snart sukker Vinterstormens Røst:
Alt visner og forgaar!
Lad visne kun, jeg ved den Trøst,
som ligefuldt bestaar.
Lad Solen korte af sin Vej
og Natten vokse til,
Guds Vældes Arm forkortes ej,
hans Visdom for ej vild.
Lad gulne hvert et Blad paa Kvist,
lad falme alle Straa,
Guds Kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke saa.
Jeg ved, hvor Glæden har sit Hjem,
naar øde Mark staar hvid,
hint Frydekor fra Betlehem
forstummer ingen Tid.
Jeg ved, hvor Haabet grønnes da,
naar alting falmer her,
min Frelsers Træ paa Golgatha
en evig Krone bær’.
Lad synke kun med Løvets Fald
hver Markens Blomst i Rad,
min Tro paa ham bevare skal
sit friske Hjerteblad.
Han lover mig en evig Vaar
trods Vinterstorm og Død,
thi Livet frem af Graven gaar,
som Kristus gennembrød.