Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden,
og Polens Bjerge svømme nær dets Havn;
men skjøn som det er ingen Plet af Jorden,
og Danmark nævner man dets favre Navn.
I sølvblaa Vesterhav en deilig Have,
med Bøgehegn, hvor Nattergale boe!
og hver en Deel gav Himmelen sin Gave,
paa hver en Plet Velsignelserne groe!
Fra Eid’rens Strøm til Skagens hvide Banker
den jydske Halvø krummer sig mod Nord.
Et herligt Land! Dets Folk sig Velstand sanker,
paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshingst over Engen vanker,
og Stimer myldre i den dybe Fjord;
til Stavn og Roer har Skoven Egeplanker,
dets Sønner Kraft, og Snildhed deres Ord.
Mod Øst for denne tvende Have stride
med Sjølunds Bred og Othins ganle Ø;
nær Lolland, Falster, staaer i Klæder hvide,
med Løv om Haaret, Bølgens ranke Mø.
Det raske Folk kan ingen Mangel lide,
thi Agren bølger her sig, som en Sø,
om favre Blomstereng staae Lunde blide;
her er det smukt at leve, tungt at døe!
Og dybt mod Syd, hvor Elbens Bølge gynger
vel tusind Snekker langs den grønne Kyst
i fede Marsk, imellem gyldne Dynger,
de røde Hjorde hvile sig med Lyst.
I østlig Sø, hvor vrede Stormfugl synger,
Bornholm staaer, kraftig, med sit Klippebryst;
og dybt i Stenen er Karfunkelklynger,
og det har Mænd, som lee ad Kampens Dyst!
Saa skille Strøm og Sunde Mark og Stæder;
men et er Danmark, trofast er dets Magt;
en Bro af Malm Samdrægtigheden smeder
fra Bred til Bred, og Ærlighed staaer Vagt.
Vort Held er eet, og fælleds er vor Hæder,
den vogter Sværdet med sin Varetægt!
og een den danske Bøn, hvert Hjerte beder:
„Gud skjærme Kongen og hans hele Slægt!”