Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910)

Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder, født 8. December 1832 i Kvikne i Østerdalen, død 26. April 1910 i Paris. Hans Fader, Peder Bjørnson, arbejdede sig som voksen Mand frem til at blive Præst, efter at han først havde været Gaardbruger som sin Fader og Farfader, denne sidste, ligesom Digterens Fader, en Kæmpe af Vækst. Digterens Oldemoder, Mari Øistad, var af Bratt’ernes Slægt, en Storbondeæt fra Gudbrandsdalen. Hans Moder, Inger Elise, født Nordraak, var paa fædrene Side af norsk Bondeæt, paa mødrene af en Slægt Bang. Paa den lille Præstegaard Bjørgan i en ensom og vejrhaard Fjeldbygd paa Nordskraaningen af Dovre, begyndte Bjørnson’s Livsgang, fra et snævert mod et stedse videre Milieu. 6 Aar gammel blev han flyttet til Næssets Præstegaard i Romsdalen, i en aaben og livlig Fjordbygd, hvor han som Bedsteven med Smaa og Store udfoldede sin selskabelige Natur og tidlig lærte noget af de norske Bønders gamle Fortællekunst sammen med Fjord- og Fjeldfolkets Sprogtone og dets Føle- og Tænkesæt. Bøgernes Verden aabnede sig for ham, da han i sit 12. Aar kom ind paa Molde Middelskole, skildret i Digtet »Gamle Heltberg« som »en liden, meget pyntelig Skole, paa hvilken baade Kirke og Stat kunde stole«. I den lille Kystby, hvis smaa borgerlige Forhold fremhævedes ved Modsætningen til en stor Natur, blev han i Løbet af halvsjette Aar forberedt til gennem Studentereksamen at gaa Embedsvejen. Men det viste sig snart, at Skolens Lærebøger og Lærere laa under i Konkurrencen med Kongesagaernes Snorre, som i Forening med Walter Scott, Marryat, Oehlenschläger, Ingemann og Wergeland forberedte ham for en ganske anden Løbebane. Til en stadig ivrigere selvvalgt Læsning og en ustandselig Strøm af frie Genfortællinger til Kammerater kom fra Revolutionsaaret 1848 saa højvigtige Gjøremaal som Udgivelsen af en haandskrevet Avis, »Friheden« og Stiftelsen af en Forening blandt Gutterne, hvor man var med at indføre Republikken i Frankrig og vælge dens Præsident (Bjørnson stemte forgæves paa Digteren Lamartine). At Europas Skæbne i de sidste Skoleaar for Bjørnson var vigtigere end alt andet, fremgaar indirekte af Skolens Karakterprotokol. Men den Iver, hvormed han støttede Frihedens Sag ude i Europa, og den Flid, hvormed han læste Snorre, blev saa lidet paaskønnet af Skolen og hans Forældre, at han efter Nytaar 1850 blev sendt til Heltberg’s »Studenterfabrik« i Kria, hvor han traf andre forsinkede Artianere, som Henrik Ibsen, Vinje og senere Jonas Lie. Men selv den geniale Heltberg’s Undervisning havde vanskeligt ved at kappes med, hvad man hørte og saa fra Stortingets Galeri og i »Chria Teater«, som nu satte Bjørnson’s Fantasi i en voldsom Bevægelse. Et Skuespil, »Valborg«, fik han meget snart antaget til Opførelse, men tog det tilbage og kasserede det ubarmhjertigt sammen med et Par andre Stykker. Han var selv nær ved at lide den samme Skæbne ved Studentereksamen, hvor han Sommeren 1852 fik »Non« paa sidste Point, med Forpligtelse til at »kontinuere«. Da han efter et Aars Ophold hjemme i Romsdalen, som Huslærer for sine yngre Søskende, Sommeren eller Høsten 1853 var vendt tilbage til Hovedstaden, tog han det dengang dristige Skridt at ville leve af sin Pen, var i en kort Tid Medarbejder ved 3 eller 4 Aviser (hvor han lejlighedsvis skrev et Indlæg mod sig selv for at faa et dramatisk Ordskifte i Gang) og arbejdede sig i Løbet af et Par Aar op til at blive den norske Hovedstads hvasseste og aandfuldeste Teaterkritiker. Som saadan kæmpede han for, at den delvis fortrinlige danske Skuespillertrup, som paa »Chria Teater« lærte Normændene at spille Komedie, lidt efter lidt og gradvis, uden Revolution, skulde afløses af en norsk, nemlig derved, at alle ledige Pladser skulde besættes med norske Kræfter. Da Direktionen brød dette godkendte Princip, anførte Bjørnson i det kendte »Teaterslag« (6. og 8. Maj 1856) en Hær paa 600 Pibere, han selv i Sniplogen stemmende op med en lang skotsk Vægterpibe. Juni 1856 deltog han som »Morgenbladet«’s Korrespondent i Studentertoget til Upsala, hvor han var »den gladeste blandt de glade« og til sin Overraskelse af en ung svensk Pige i Sthlm blev overrakt en Laurbærkrans, som han betragtede som en Profeti. »Da jeg kom hjem, sov jeg 3 Døgn igennem med smaa Mellemrum . . . Derpaa skrev jeg mine Rejseindtryk . . ., drog hjem (til Søgne Præstegaard, hvor hans Fader var forflyttet), udtænkte, skrev og renskrev »Mellem slagene« paa 14 Dage, rejste til København med det færdige Stykke i Kofferten; jeg vilde blive Digter«. I København blev han omtrent et halvt Aar; og hans Begavelse udfoldede sig her saa hurtig, som om den var kommet til et varmere Klima. En liden Kreds af litterært vakte Mænd — hvoriblandt Christian Arentzen, Israel Levin, Clemens Petersen, S. Schandorph — samledes om Kvældene paa Bidstrup Kafé. »Han stod i sin fejreste Ungdoms løfterige Naturkraft« — fortæller S. Schandorph i sine »Oplevelser« —. »Hvad han end talte om, formede det sig til Poesi«. En anden af Deltagerne, V. Wille, fortæller, at »han overvældede Tilhørerne ved sin Veltalenhed, forbavsede dem ved det ny i sine Synsmaader og Ideer saavel som i de Former, han iklædte dem«. Mest Hjælp mener Bjørnson selv, at han har haft af »Fædrelandet«’s aandfulde Kritiker, Clemens Petersen, hvis varme Beundring styrkede hans Tro paa sig selv. Netop her blandt Fremmede kom han uvilkaarligt til at udfolde sit norske Særpræg. Just fordi han beundrede meget af det, som var overlegent hos hans danske Venner, vilde han vinde deres Beundring for Norge til Gengæld. Romsdalen steg frem for ham paa ny i blaanende Fjernsyn; han længtes efter at vise Verden al den Poesi, som var gemt i norske Bønders jævne Hverdagsliv, og at der endnu levede Ætlinger af Sagatidens Mennesker. Det var nu, han skrev den lille Fortælling »Thrond« (delvis efter en Drøm), den sidste Del af »En munter Mand« (som siden blev til »Arne«) og omtrent hele »Synnøve Solbakken« foruden det meste af »Halte Hulda«. Vistnok havde Bjørnson skrevet Bondefortællinger, før han kom til København, nemlig »Aunun« og »Et farligt Frieri«, »Ole Stormoen« og Beg. til »En munter Mand«. Men disse første Fortællinger var meget forskellige fra »Synnøve« — betydeligt mere realistiske, men langt mindre poetiske, delvis ubetydelige. Især de første Kapitler af »En munter Mand« røber dog allerede den store Fortæller; og alle tyder de paa, at hans første Drift som Digter gik mod den realistiske Nutidsskildring. Allerede 1855, under sit første Besøg paa Søgne Præstegaard, tænkte han paa at skrive et Nutidsskuespil, »De Nygifte«. Men han følte sig endnu umoden, og først 10 Aar efter spirede dette Frø. Eller rettere: det delte sig i to forskellige Værker, et Sagadrama, som udfoldede sig hurtigt, og et Nutidsstykke, som maatte vente. Intet er mere betegnende for Bjørnson’s Ungdomsdigtning end dette Træk, at et psykologisk Motiv former sig til to parallelle Værker, som vokser frem samtidig eller til forskellige Tid: »Mellem Slagene« og »De Nygifte« — »Synnøve« og »Halte Hulda« — »Arne« og »Sigurd Slembe« — »En glad Gut« og »Arnljot Gelline«, hvortil endnu kan føjes »Jernbanen og Kirkegaarden« og »Sigurd Jorsalfar«. Disse 10 Værker danner en højst ejendommelig Cyklus, hvori det ene Grundmotiv efter det andet spalter sig i to og faar en vidt forskellig Udvikling, efter som det udplantes i Sagatidens eller i Nutidens Milieu. Det er, som om den unge Digterhøvding lever i to Tider paa een Gang og samler Erfaring fra to næsten modsatte Arter af historiske Vilkaar, en Krigstid og en Fredstid. Overalt er det Føreremnet, Geniet, eller det højtbegavede Menneske, som maa kæmpe paa een Gang med det omgivende Samfund og med sin egen egoistiske Lidenskab. Denne sidste fanges gennem sine Følger, som Absalon »gennem sit lange Haar«, — et Billede i »Mellem Slagene«, som senere vender tilbage i Bjørnson’s Digtning. Hans Ungdoms Værker forstaas alene helt ud, naar man ser hans Bondefortællinger, Sagadramaer og lyriske Digte sammen. Han bruger to eller endog tre Digtarter samtidig eller vekselvis for at prøve de forskellige Veje, hvorpaa hans eget Livs Problemer eller Vanskeligheder kan løses eller gøres uløselige. Rækken af Bjørnson’s Fortællinger aabnes, kort efter hans Hjemkomst fra København, Sommeren 1857, med »Synnøve Solbakken«, hvorefter følger »Arne« (1859) og »En glad Gut«, den sidste trykt i »Smaastykker« sammen med »Faderen«, »Thrond«, »Ørneredet« og »Et farligt Frieri«, — tilsammen indtil 1860 en Syvstjerne af klassiske Fortællinger, hvori den norske Natur, som Wergeland og Welhaven havde besunget, for første Gang befolkes med individuelle og lyslevende Menneskeskikkelser, og hvor der vælder op et nyt Kildespring af uforlignelige Digte og Sange. Dertil kom senere »Jernbanen og Kirkegaarden« (1866), »Fiskerjenten« (1868) og »Brudeslaatten« (1872).

Mellem disse Fortællinger om Norges Nutidsliv slynger sig en tilsvarende Række Dramaer og episk-lyriske Digte om Norges Fortid: »Mellem Slagene« (udgivet Høsten 1857), »Halte Hulda« (1858), »Kong Sverre« (1861, oprindeligt tænkt i to Dele), Trilogien »Sigurd Slembe« (1862), »Sigurd Jorsalfar« (1872), »Arnljot Gelline« (1860, 1870) samt »Bergliot« (1862) og »Olaf Trygvason« (Ballade 1862 og senere et Brudstykke af en Operatekst).

Det (trods mange tragiske Islæt) overvejende lyse Syn, Bjørnson kaster ud over Nutidslivet i sine Fortællinger, hænger uløseligt sammen med det overvejende tragiske Syn paa Norges Fortid, i Dramaer og Digte. Medens den store Sagatid for Romantikernes Blik ofte havde kastet Skygge over den »tamme«, hverdagsagtige Nutid, tjener den gamle Krigstid, med dens blodige Spild af Kræfter, for Bjørnson tværtimod til at fremhæve Nutidslivets Fortrin. Livsproblemerne, Karakterkampene er for en væsentlig Del de samme. Den dramatiske eller episke Spænding er til Stede i begge Tider, da den for Bjørnson er en Følge af begavede Menneskers højtspændte Livskrav og den Friktion, som de møder. Men siden Sagatiden er der en Fremgang, hvad Bjørnson allerede havde fremhævet i en af sine Kritikker. Ærgerrigheden fristes ikke saa let til at gaa Voldsvejen til Ære og Magt, en Vej, som kan føre i Afgrunden. I Norges Nutidsliv kan det usædvanlig begavede Menneske vælge mellem Arbejdets mange Veje mod de højeste Maal. Medens Arnljot Gelline ikke ser nogen anden Vej til at vinde sin Ingigjerd end gennem Ild og Sværd, kan Øivind (i »En glad Gut«) vinde sin Brud ved at »belejre Gamlingen med gode Gerninger« efter en saa uromantisk Bedrift som at gennemgaa et Kursus paa Landbrugsskolen. Uvilkaarlig bruger den unge Bjørnson Sammenligningen mellem Norges Sagatid og Nutid til at sprede Glans over denne sidste, hvori blodig Krig var afløst af Aandskamp. Allerede under Tegningen af Kong Sverre’s Silhuet i »Mellem Slagene«, kort efter »Teaterslaget« (og med Benyttelse af personlig Erfaring fra denne Strid), havde Bjørnson utvivlsomt paa een Gang følt Ligheden og den dybe Forskel mellem de to Tider og følt sig vel ved at leve i Nutiden. Men naar hans Fantasi i hele 15 Aar endnu stadig droges til Sagatiden, og naar det var Emner fra denne Tid, som fik den mest dramatiske Form, da vidner dette om, at han gennem hele sin Ungdom maatte kæmpe med sig selv for at akklimatisere sig i Nutidslivet. Kappestriden og Sammenligningen mellem de to Tider røber en Kamp i Digterens Sjæl mod en dobbelt Længsel ud i det Fjerne, til store Tider og store Lande. Først ved den Tid, da han (i Digtet til Johan Sverdrup, 1869) kunde synge: »En kampstor Tid, og vi er med«, — først da kunde han ogsaa fremstille Nutidslivet i stærk dramatisk Form (i den fuldfærdige Plan til »En Fallit« [1868]).

En stor Rolle spiller i Bjørnson’s Ungdomsdigtning Religionen, som en Udvider af egoistisk Livsvillie til Samfundsaand, i Familiens, i Fædrelandets, i Verdensfremgangens Tjeneste. Ud af en dyb Selvoplevelse er denne Side af Kristendommens Rolle i Kulturlivet fremstillet i »Synnøve«, »Arne« og »En glad Gut«, ligesom i de to Mesterværker om Sagatiden, »Sigurd Slembe« og »Arnljot Gelline«. Naar Bjørnson trods sin heftige og impulsive Natur blev en central Førerskikkelse i ny-norsk Kultur, da skyldes det, ved Siden af hans mægtige Vitalitet, for en stor Del den Hjælp, som hans Ungdoms Religion gav ham til at vinde Ligevægt og indstille Ærgerrigheden mod de højeste Maal. Den unge Bjørnson’s Kristendom var paa een Gang paavirket fra Wergeland og Grundtvig, det foregaaende Slægtleds to mægtigste Skikkelser i Norden. Fælles for disse to saa vidt forskellige Høvdingedigtere var Nyrenaissancens overvejende lyse Syn paa Kristlæren, som Livshaabets, Fremskridttroens og den altomfattende Velvillies Religion. Men dertil kom, at den unge Bjørnson’s Kristendom allerede fra Skoledagene var præget af de norske Kongesagaers betagende Skildring af stærke Mænds ydmyge Selvhengivelse til en himmelsk Høvding og Konge. Verdenslivet var en episk Ledingsfærd, ad en lysende Vej, hvor Menneskene som et trofast Krigerfølge kæmper for Godhedens og Fremgangens Sag. I Bjørnson’s Ungdomsdigtning er det netop den stærke, den ærgerrigt fremstormende, som allermest trænger til Religionens Hjælp for at kunne bøje sin voldsomme Egenvillie ind under en Verdensvillie; en Livskunst, som ofte maa læres i Lidelsens tunge Skole. En Broder saarer sin Broder til Døden (som Sigurd Jorsalfar eller som Skolelæreren i »En glad Gut«), — da først vækker Medfølelsens dybe Smerte en Anger og en altbesejrende Kærlighed, som lærer ham at fatte Livskunstens høje Lov. Den unge Bjørnson bliver ikke træt af at gennemleve denne smertefulde, lutrende Erfaring. Alene den, som følger Digteren paa denne Vej, vil kunne gøre hans Digtnings dybeste Oplevelse til sin.

Gennem de to banebrydende Værker, »Synnøve Solbakken« og »Mellem Slagene« (det første Sagadrama paa Prosa, opført paa »Chria Teater« 27. Oktober, trykt December 1857) fornyer Bjørnson Sagastilens djærve Enkelhed og Fynd. En Forudsætning for, at Bjørnson kunde bane Vej paa dette Omraade, baade for sin egen og delvis ogsaa for Ibsen’s Digtning, var den, at han fra sin Barndom uvilkaarlig havde knyttet stærke Indtryk fra Jacob Aall’s Oversættelse af de norske Kongesagaer uløselig sammen med den i Romsdalen (som andensteds) endnu levende gamle norske Fortællerstil. Dertil kom senere Tilknytning til Asbjørnsen’s og Moe’s mønstergivende Genfortælling af Folkeeventyrene og de af Ivar Aasen udgivne Ordsprog. Ogsaa Sprogtonen i »Synnøve« og »Arne« og »Arnljot« bygger videre paa en gammel, aldrig afbrudt Udvikling. Baade Bjørnson og Ibsen fortsætter, hvad Sprogformen angaar, den Bevægelse, som i Aarhundreder havde foregaaet næsten umærkelig, men som med bevidst Villie var begyndt især af Wergeland, Asbjørnsen og Moe: efter norsk Sprogfølelse og Sprogbehov at udvikle videre det Kulturmaal, som i sin ydre Skriftform havde en overvejende dansk eller fælles dansk og norsk Oprindelse, men som i Norge gennem Aarhundreder var vokset sammen med et norsk Tonelag og Klangpræg til en ny-norsk Sprogtype. Sprogmusikken og en væsentlig Del af Ordenes Grundstof stammede i ubrudt Sammenhæng fra Gammelnorsk. Den ny-norske Maalstrid var for fuldt Alvor blevet aabnet af den 22-aarige Student P. A. Munch i en Artikel i »Vidar«, 1832, med et Angreb paa Henrik Wergeland’s Brug af særnorske Ord og Udtryk. Ad den Vej, mente dengang den unge Munch, kunde man alene opnaa at skrive et mere og mere provinsielt og fordærvet Dansk. Denne saa at sige før-Darwin’ske Opfattelse af Sprogene som væsentlig faste, uforanderlige Typer, som alene kan forurenes ved Blanding, blev af P. A. Munch’s store Elev, Ivar Aasen, lagt til Grund for det saakaldte »Landsmaal-Stræv«. I Modsætning til denne revolutionære Sprogbevægelse mente den unge Wergeland og senere Asbjørnsen og Moe, Bjørnson og Ibsen, at deres Modersmaal kunde udvikles videre i den Retning, som for Nordmænd faldt naturlig. Den unge Bjørnson’s og den unge Ibsens Indsats i Maalstriden var den, at de beviste, at en udpræget norsk Sprogtone egnede sig lige godt for alle Digtarter: Drama, Lyrik og episk Fortælling. Mod Sprogteorier satte de Sprogkunst. Mod lærde Advarsler satte de en ny levende Virkelighed. For Bjørnson som for Ibsen laa det mest nationale i Sproget ikke i de een Gang for alle fikserede og stivnede Former, men i Tonefald, Klangfarve, Ordvalg, Sætningsbygning og Stilpræg, kort sagt i det endnu unge og levende, det voksedygtige i Sproget. Disse unge Genier kunde ikke afklæde sig deres Modersmaal. De kunde ikke andet end lade det vokse, som Udtryk for egen Vækst. Og selv om enkelte, især danske, Kritikere stejlede, som naar Johan Ludvig Heiberg fandt »hele Aanden i Bjørnson’s Sprog (i »Halte-Hulda«) aldeles udansk«, og Redaktør C. St. Bille i (dansk) »Dagbladet« brændemærkede Sproget baade i »Synnøve« og »Halte-Hulda« som »et ravnorsk lavet Idiom, en malebarisk Dialekt, som er baade uforstaaelig og ubehagelig«, saa viste det sig dog inden kort Tid, at den ny Sprogkunst vakte baade Forstaaelse og Velbehag i Norge og over hele Norden. Den Tid kom forholdsvis snart, da hvert nyt Værk af Bjørnson og Ibsen blev modtaget i alle de nordiske Lande med en lyttende Stilhed. Det blev disse to Digtere, med den Sprogform, der af enkelte Modstandere kaldtes »Provins-Dansk«, som med større Kraft end nogen af de tidligere Forfattere knyttede Nordens Folk sammen til en fælles Læsekreds og udvidede denne til Jordens øvrige Kulturfolk.

Bjørnson’s ny Menneskeskildring fandt straks varme Beundrere baade i Norge og Danmark, fremfor alle Clemens Petersen, hvis Kritik i »Fædrelandet« blev af trykt i norsk »Morgenblad«. Men den mødte ogsaa Kulde og delvis skarp Kritik. Enkelte, som Vinje, fandt, at en Skildring af Almuesfolk ikke kunde være nogen stor Digtning. Og medens en senere Tids Kritikere har fundet Bjørnson’s Ungdomsdigtning overvejende »romantisk«, var der, den Gang den fremkom, ikke faa, som blev stødt tilbage af realistiske Træk. Den dramatiske Skildring af vild Lidenskab i »Halte-Hulda« blev af to ledende danske Digter-Kritikere, Johan Ludvig Heiberg og Meïr Goldschmidt, betegnet som altfor »raa«, »uskøn«, »upoetisk«, en Dom, som i Norge blev istemt af Vinje. Det er betegnende for Brydningen mellem gammelt og nyt, at da Bjørnson og Ibsen omtrent samtidig søgte at rykke ind paa Oehlenschläger’s Skueplads med et norsk Sagadrama og en tragisk Type fra den samme Sagnkreds, »Halte Hulda« og »Hærmændene«’s Hjørdis, blev de afviste baade fra det kgl. Teater i København og fra det af Danskeren C. Borgaard ledede »Chria Teater«. »Et norsk Teater vil næppe fremgaa af Laboratoriet for disse Eksperimenter; det danske trænger heldigvis ikke dertil«, — saaledes lød Johan Ludvig Heiberg’s Profeti. Ogsaa i Norge var der dem, som tvivlede om, at der kunde komme noget stort ud af Ibsen’s eller Bjørnson’s ny Digtning, ligesom mange saa mismodige paa Arbejdet for at opbygge en norsk Kultur. Norges Land er for fattigt til at frembringe store Mænd eller store Værker, hævdede i en mistrøstig Stund Asmund Vinje. Ogsaa Henrik Ibsen gav i Mesterværker som »Brand«, »Peer Gynt« og »De Unges Forbund« Udtryk for en Tilbøjelighed til national Selvforringelse, som var ikke lidet udbredt i 1850–60’ernes Norge. Det er mod denne historiske Baggrund, den unge Bjørnson’s lyse og frejdige Skikkelse maa ses. En urokkelig Tro paa det norske Folk, et ubøjeligt Mod paa Nationens Vegne, det var for ham et Udtryk for hans egen Selvopholdelsesdrift. Af Sagatidens store Minder uddrog han ikke en knusende Dom over Samtidens Nordmænd, men tværtimod et større og lysere Syn paa sin Samtid, — en national Suggestion, hvoraf han var med at høste Frugterne gennem et halvt Hundrede Aar som en af Førerne for den nationale Selvstændigheds Parti.

Bjørnson’s Deltagelse i det politiske Liv begyndte i Bergen, hvorhen han i Høsten 1857, som »Synnøve«’s og »Mellem Slagene«’s Digter, var blevet kaldt af Ole Bull for at lede det norske Teater, som Henrik Ibsen kort forud havde forladt, og hvor en ny Livslykke i Forlovelsen og Ægteskabet med Karoline Reimers hjalp hans Begavelse som lyrisk Digter og Folketaler til at springe ud i fuld Blomst. Trods Tidsforholdenes Ugunst lykkedes det Bjørnson gennem halvandet Aars Virksomhed at hæve det unge Teater op til at blive »det gode Haabs Forbjerg« for norsk Scenekunst. Den trykkede Stemning i Bergen efter den store Handelskrise hindrede ham stærkt som Teaterchef, men blev til Gengæld den Drivkraft, han med dram. Geni benyttede til sin første politiske Bedrift: Ombytningen af de fire tidligere Stortingsmænd med fire ny, som var mere udpræget nationale. Efter Valgsejren fejrede han sin første Triumf som Folketaler ved 17. Maj-Festen 1859. Ved denne Lejlighed lød hans første Fædrelandssang »Vi Nordmænd vil synge for Norge en Sang« (Begyndelsen blev senere forandret til: »Der ligger et Land mod den evige Sne«), snart efter fulgte »Ja, vi elsker dette Landet« (digtet Forsommeren 1859), som senere voksede sammen med hans Fætter Rikard Nordraak’s Melodi og fra Halvhundredaarsfesten 1864 blev Norges ny Nationalsang.

Bjørnson’s Held som Politiker i Bergen (hvor han havde redigeret »Bergensposten«) indbragte ham en ny Stilling som politisk Redaktør af »Aftenbladet« i Kria, hvor han i Løbet af den stormfulde Høst og Vinter 1859–60 med djærv Fritalenhed hævdede Berettigelsen af politiske Partiorganisationer som Redskaber for en aaben og ærlig Kamp om Principper, og Norges Ret i Statholderstriden. Foruden det mægtige Digt: »Har du hørt, hvad Svensken siger, unge norske Mand«, bærer ogsaa »En glad Gut« og senere »Arnljot Gelline«, »Kong Sverre« og »Sigurd Slembe« dybe Mærker efter Bjørnson’s Oplevelser i denne Strid. Kong Carl XV havde lovet sit norske Raad at ophæve Statholderposten, der af Nordmændene føltes som et Provinsmærke, men kunde ikke staa imod Folkemeningen i Sverige. Og da Norges Sag maatte vige, blev Bjørnson som dens mest fritalende Maalsmand, ofret paa Unionsfredens Alter gennem Fordrivelse fra sin Stilling som »Aftenbladet«’s politiske Redaktør. Men en af hans daværende Modstandere, Advokat Dunker, hjalp ham til at faa Erstatning i Form af et offentligt Rejsestipendium. Det foreløbige Nederlag som Politiker kom Bjørnson tilgode, som Digter, endog i den Forstand, at mange gerne saa, at han fik fri Rejse — bort fra Politikken. Efter et frugtbart Ophold i København, hvor han offentliggjorde to Sange af »Arnljot Gelline«, kom han Juleaften 1860 til Rom og blev i Italien i halvandet Aar, ivrig sysselsat med at studere Historie og Kunst og med at indforlive de psykologiske Erfaringer fra sit politiske Kampliv i Dramaet »Kong Sverre« (1861) og især i den store Trilogi »Sigurd Slembe«, Bjørnson’s første dram. Storværk. Hjem vilde han ikke, før han havde levet sig ind i de store Landes Kultur og vundet ny Autoritet som Digter. Et Indtryk af, hvad han fik udrettet under sine Studieaar i Italien, Tyskland og Frankrig, faar man ved at erindre, at han i April 1863 vendte hjem ikke alene som »Sigurd Slembe«’s og »Bergliot«’s Digter, men ogsaa med Udkast til »Maria Stuart i Skotland« og den første Plan til »En Fallit« (Rom 1862). I Italien, hvor han saa Norge i Fjernsyn, droges han stærkt mod en Skildring af Norges Nutidsliv, ikke længere i Bondefortællingens Form, men i Skikkelse af »det borgerlige Drama«, med Billeder af Nutidskulturens ledende Mænd og Kvinder, saaledes som han senere har skildret dem: Forretningschefer, Politikere, Ingeniører, Præster, Læger og Lærere. Men han indsaa (som man ser af hans Breve fra Rom), at han først maatte arbejde sig gennem Sagadramaet, som gav »advarende Spejlbillede« for Nutiden, og som desuden havde den nationale Opgave at give det merkantile Norges Mænd en Følelse af at ogsaa de havde et Galeri af store Anebilleder paa deres Væg, ikke alene »Regninger og Posttabeller« (Brev til D. Mejdell, 1861). Før han kunde naa frem til det Nutidsdrama, hvori han længtes efter at kappes med det franske Dramas Mestere (Musset, Augier, Dumas fils), maatte han ogsaa samle langt større Erfaring om Nutidens Kulturkamp og dens Bærere.

En saadan Erfaring var det væsentlige Udbytte af hans henved 10-aarige Ophold i Norges Hovedstad, 1863–73. Allerede før sin Afrejse fra Paris, April 1863, havde han modtaget en Velkomsthilsen fra det norske Storting, som efter Forslag af Regeringen bevilgede ham en aarlig Digtergage (400 Spd.).

Efter at have deltaget i Sangerfesten i Bergen Sommeren 1863 bosatte han sig ud paa Efteraaret i Kria, hvor Studentersamfundet hilste »Sigurd Slembe«’s Digter velkommen med en Fest. Frederik VII’s Død og den Fare, som truede Danmark, gjorde det i længere Tid umuligt for ham at arbejde med noget andet. »Det brænder, det bryder i mig, jeg kan ikke underholde en Begivenhederne uafhængig Fantasi«, skrev han til sin Ven H. C. Andersen. Hans Digte fra den Tid gælder næsten alle Danmark. Han appellerede til Svenskernes ærefulde Minder for at faa dem til at hjælpe (»Løft du dit gamle gule-blaa; thi det maa bæres foran«). Nu skulde det vise sig, om der var Kraft i de store Minder, der straalede »som Nordlys i Nordens Vinternat«, — saa sang han i Festen til Fædrenes Minde (13. Jan. 1864) — kort før Dannevirkes Rømning. Danmarks Nederlag knyttede ham fastere til Tanken om de tre nordiske Landes Forening. »Den synker ej, den sejrer, vort Blods, vor Stammes Sag«. Han ønskede Danmarks Tilslutning til Unionen i det Haab, at de to mindre Stater skulde kunne veje op mod Sverige. Som Advokat Dunker var Bjørnson Skandinavist i Modsætning til »Amalgamisterne«, som ønskede en nærmere Sammenslutning mellem Norge og Sverige. Imidlertid var hans historiske Drama »Maria Stuart« — forsinket ved Begivenhederne i Danmark — blevet fuldført og trykt i December 1864. Faa af Bjørnson’s Stykker har oplevet en større Scenelykke i Norge end dette Skuespil, hvor Digteren ud fra en dyb Samhu med Renaissance-Tidens Mennesker tegner en Brydning mellem sydlandsk og nordisk Renaissance, som Baggrund for et mægtigt Kontrastbillede: En ung Dronning, som for første Gang skal blive Moder, omringet af alle løsslupne mandlige Lidenskaber, ofte selv revet med af Livsjubel, Elskov, Hævntørst og Had, men hævende sig over Mængden, hver Gang hun retter sig op til sin fulde Højde som Kvinde, Dronning og Moder. Det er, som om en skøn Melodi fra dette Ungdomsværk senere klinger igen i »Tora Parsberg«. Af dyb Virkning er Bjørnson’s inderlige Deltagelse med de mest modsatte Karakterer, med Maria og Knox, den vege Darnley og den vilde Bothweller I vidtfavnende Sympati og Evne til at sætte sig paa de forskelligste Menneskers Plads er Bjørnson aldrig naaet højere. Intet Værk viser bedre, hvorledes de henved 3 Aar i Udlandet havde udvidet hans Aand. — Desto trangere forekom ham ofte de hjemlige Forhold i Norges Hovedstad, i en Tid, da Danmarks Nederlag kastede en mørk Skygge over de smaa Nationers Fremtid, hvortil kom økonomisk vanskelige Aar, hvor mange sad bøjet over Næringslivets Bekymringer; dertil Bitterheden i den ny politiske Partistrid og et ofte knugende Tryk fra den strengt rettroende, pietistisk farvede Teologi, som forkyndtes fra Prædikestolene og fra Universitetets Katedre. Bjørnson følte sig i denne Tid ofte uvel i Kristianialuften, med dens »skarpe Nordenvind og tørre Kritik«. Der var noget i hans djærve, »romsdalske«, lyrisk fremstormende, stundom alt for myndige Væsen, som irriterede Smaa- og Storborgere i Hovedstaden. Der var Tider, da Bjørnson tog sin Tilflugt til gode Venner paa Landet eller i et af Nabolandene for at digte sig frisk og glad igen. For at kunne le af Hjertens Lyst, i den af overgivent Livsmod straalende Fortælling »Fiskerjenten«, besøgte han i Høsten og Vinteren 1867–68 København. I dette Værk, hvor en stærk Kunstnernatur kæmper til to Sider, med sin egen ubændige Livstrang og med et lidet Samfunds Fordomme og Frygt, er det, som om Bjørnson aander ud i fri Luft efter lang Indestængthed. Han kan atter le, endog af sig selv, og han kan synge. Humor og Lyrik er de Vaaben, hvormed han værger sig mod det omgivende Samfunds Suggestion og endog gaar angrebsvis til Værks. Den dybe Forskel i Temperament mellem Bjørnson og de ledende Kredse i Kria har utvivlsomt forsinket Frembruddet af de ny Nutidsdramaer (som »En Fallit«) og gjort det fine lille Lystspil »De Nygifte« (1865) spinklere, end det oprindeligt var planlagt. Men den lange Opdæmning af hans reformative Trang bidrog til at fremmodne den stærke oppositionelle Stemning, hvormed en stor Del af hans senere Værker er ladet. Den overskyede Tid, hvori Preussens ny Sejre 1866 og 1870 og i det Hele Stormagternes vældige Vækst syntes at gøre de smaa Stater stadig mindre, var dog ikke sjældent oplyst af straalende Feststunder. Som naar han henrev alle ved sine Foredrag over Michelangelo og det Sixtinske Kapel, eller ved en Række af Festtaler (for Fædrelandet, 1864 og 1866, for Nordslesvigerne, for Fædrenes Minde). Eller naar han for første Gang 1873 fik Børnenes 17. Maj-Tog i Stand, som gød en trefarvet Strøm af Smaaflag og en Jubel af unge Stemmer ud over Byens Gader og Pladser og for en Dag skyllede Byen ren for Smaasind og sur Kritik. Eller naar han i private Selskaber og i Studentersamfundet ved sin Tales og Personligheds Magt forjog enhver anden Stemning end den, han selv var fyldt af, og skabte en uforglemmelig Feststund. Ingen nordisk Mand har vel haft en større Evne til at skabe en fælles Feststemning i en stor eller lille Kreds, og til som Livskunstner at udfolde al den Digterevne, han ikke fik Plads for i sin Poesi. Baade hans stemningsvækkende og hans skikkelsedannende Evne aabenbarede sig ikke mindst i de to og et halvt Aar (Januar 1865 til Juni 1867), hvori han styrede »Chria Teater« paa Bankpladsen, som nu var blevet en norsk Scene ved de fleste danske Skuespilleres Udvandring, og hvor han benyttede sin enestaaende Evne som Instruktør til at legemliggøre Skikkelser fra alle Tiders største dramatiske Digtning. Men paa Grund af en ret ubetydelig Strid om Magtgrænser maatte han gaa af som Teaterchef, kort efter at han var kommet i fuld Gang; og alle Forhandlinger strandede paa Kria Storborgeres Frygt for at give denne farlige Mand en Magtstilling. Især da han Marts 1866 ogsaa var blevet Redaktør af »Norsk Folkeblad« og sammen med Regeringsadvokat B. Dunker kastede sig ind i den ny Unionsstrid. »Stemningen her oppe er træt, sløv,« skriver han i et Brev fra Sommeren 1868. »Jeg ved ikke, hvad der bestandig er i Vejen; men alle mine gode Haab synger for mig nu som før; jeg tror paa dette Land og dets store Kræfter«. Samme Aar udsendte han en ny Fædrelandssang, »Jeg vil værge mit Land«, og »Norsk Sømandssang«. I begge disse Digte forherliger han Hverdagslivets Arbejde og Kampe (»Her er et Folk i Krig for Livet uafladelig«). I Fredens Yrke saa han den store Kamp, som fra nu af skulde blive Genstand for en ny Række Skuespil og Fortællinger. Sidst i Maj 1870 udkom hans »Digte og Sange«, samlede i Bogform, og i September det episke Digt »Arnljot Gelline«, som var paabegyndt 1860, en Række Stemningsmalerier og Livsbilleder af betagende Skønhed. Betegnende for Bjørnson’s Trang til at renstemme sig selv midt i det ny Kampliv er Tegningen af, hvorledes Arnljot vokser i Livsglæde og Kraft, da han hengiver sig helt til en uegennyttig Sag. Følelsen af, at man vokser i Striden, er betegnende for Bjørnson’s Kampglæde i denne Tid. Vistnok var han tyndhudet og let at saare, men han havde et fortrinligt Grohold. Det smertede ham dybt, da hans Modstandere fejrede »De Unges Forbund« af Henrik Ibsen som en Satire over Bjørnson og hans Venner. Men han fik Oprejsning, da et Ungdoms-Forbund kort efter valgte ham til Formand i Studentersamfundet (med 102 mod 38 Stemmer) og efter en heftig Valgkamp genvalgte ham Foraaret 1870 med 272 mod 252. Hvor han optraadte, blev der folksomt. Han samlede Mennesker omkring sig baade til Bistand og Modstand og tvang de Lunkne til at tage Parti. Faa Mennesker har virket saa indbydende paa Modstandere som Bjørnson. Ligesom det Dyr, hvis Navn han bærer, frembød han den højeste Skudpræmie. Og kunde han ikke fældes, blottede han ikke sjælden et svagt Punkt, hvor han kunde saares. En Gang imellem rystede han Pilene af sig og viste, at hans Humør ikke var forgiftet (»Men som jeg staar her nu i Dag, jeg har ej Hævn, jeg har ej Nag til nogen Mand paa Jorden«). Denne lyse Grundstemning kom for en stor Del af, at han hver Dag kunde krybe ind i sit »Sneglehus«, hvor han »blev Barn blandt Børn igen« og fandt hende, »som lo, naar min Baad blev krænget, og blev ej bleg under Uvejrshænget«. Han sang til Hustruens og Barnets Pris og til sine gamle Forældre, som nu (1869) flyttede ind til Kria. Sommeren 1869 besøgte han Nordland og Finmarken og holdt 1871 og 1872 Foredrag i norske og svenske Byer. I det sidstnævnte Aar afsluttede han sin Ungdomsdigtning med Folkestykket »Sigurd Jorsalfar« og en sidste Bondefortælling, »Brudeslaatten«, hvor endnu en Gang Bøndernes Elskov er skildret med uforlignelig Ynde. Et nyt Motiv er den Brudeslaat, der som en Slægtsskæbne følger flere Ætled og binder dem sammen til et kunstnerisk Hele. Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel), som havde forlagt Bjørnson’s Værker siden 1861 (»Kong Sverre«), udgav nu 1872 den første Folkeudgave af hans samlede Fortællinger, som blev Folkelæsning i mange Lande.

Men i det samme Aar’s Høst udbrød »Signalfejden« eller det voldsomme Uvejr, Bjørnson nedkaldte over sit Hoved ved sin Tale ved Mindefesten over Grundtvig i København (12. September) og et Par Artikler i »Oplandenes Avis«. Grundtvig’s rummelige, kærlighedsrige Aand, den maatte Danske og Nordmænd vise ogsaa over for det tyske Folk, ikke mindst ved at se med Sympati paa dets ny Enhed. »Det er Signalerne, som maa forandres«. Ikke gennem Krig, men gennem den gensidige Velvillies Magt burde Kristenfolket i Norden søge at vinde Nordslesvig tilbage. »I Stedet for Hadets Signaler maa vi hejse »Venne-Signaler«. Jeg melder mig ud af Hadets Forening«. Nordens Fremtid var snarere med de tyske Stammefrænder end med Slaverne og Romanerne. Aldrig har Bjørnson staaet i den Grad alene som i denne Tid, da det haglede med Angreb paa ham i norske og især i danske Aviser. Endog Angreb paa Vers fra hans to Digterbrødre, Henrik Ibsen og Andreas Munch. Stundom kom dog ogsaa Forsvar paa Vers. Hele den oprivende Strid bidrog sit til, at Bjørnson brød op hjemmefra og drog til Italien, for atter engang, som 13 Aar forud, at faa Ro og Fred til at digte og arbejde med Kulturproblemerne. Da han to Aar efter kom hjem, 1. Juni 1875, var det som »Redaktøren«’s og »En Fallit«’s Digter. Denne Gang som før drømte han sig næsten altid hjem i sin Digtning, men nu ikke længere til Sagatidens Norge. Italien og særlig Rom var heller ikke nu det gamle Sagaland, men væsentlig en ny Tids Land, ufærdigt ligesom Norge. I sit sidste Sagastykke, »Sigurd Jorsalfar«, havde Bjørnson ladet Skalden Ivar Ingemundsson prise det jævne og uromantiske Arbejde, »at rydde sit Land, rejse sit Folk«, som »et Kald større end Fædres fordum paa Valen«. Og medens han var i Udlandet, lod han købe Gaarden »Aulestad« i Gausdal, en Sidedal til Gudbrandsdalen, hvor han herefter vilde bygge og bo.

Aanden i Bjørnson’s ny, længe forberedte Nutidsdramaer staar i Sammenhæng med hans Forsøg paa en Fornyelse af egen Livskunst. Han bosatte sig som Gaardbruger i Hjertet af Norges Bondeland for at leve sig inderlig ind i det arbejdende Folks Liv og for, i Forbund med Venner som Folkehøjskolelærerne Chr. Bruun, Frits Hansen og Kristofer Janson, at virkeliggøre den Forening af Frisind og kristelig Fromhed, som han ansaa for at være den rette Fortsættelse af Reformationens Værk. Men netop ved Forsøget paa en inderligere Indlevelse i Kristendommen end nogensinde før stødte Bjørnson paa Sider ved Kirkelæren, som han ikke kunde assimilere, først og fremmest Læren om evige Helvedesstraffe, som nu vakte hans dybeste Harme som umenneskelig. Følgen var et smerteligt Brud baade med Kirkelæren og med mange gl. Venner og en ny aandelig Akklimatisering, hvorunder den ny Udviklingslære kom ham til Hjælp og gav ham et nyt Fodfæste for sin Livstro. Nøglen til Forstaaelsen af Bjørnson’s Livsløb i det religiøse »Gennembrud«’s Tidsalder er vel den, at det nu viste sig som en Fordel, at han allerede fra sin Ungdom havde levet sig ind i Udviklingstanken. Han var forberedt til at tage imod den, selv om den mødte ham i en ny Form. At hans Forgænger, Henrik Wergeland, havde været en Elev af Erasmus Darwin, kom Bjørnson tilgode, da han blev Sønnesønnens, Charles Darwin’s Elev. Hele Bjørnson’s Ungdomsdigtning, med dens Sammenligning mellem en mørkere Fortid og en lysere Nutid, havde været besjælet af Forestillingen om Udvikling og Fremgang. Det ny, som nu kom ham i Møde, hos Ch. Darwin og Herb. Spencer, var et betagende Udsyn over Livets Historie i millionaarigt Perspektiv, bygget paa Kendsgerningernes Fjeldgrund. Og til Stenlagenes Billedskrift, med en Skabelseberetning uhyre meget ældre end Jødernes gamle Testamente, kom — som en Art nytestamentlig Aabenbaring — den menneskelige Histories Vidnesbyrd om tusendaarig Fremgang. Kendsgerningernes Aabenbaring traadte for Bjørnson allerede forud for hans Brud med Kirkelæren ved Siden af Bibelens. »Er Gud ikke i Fremgangen, hvem skal vi da takke for de Opdagelser og Opfindelser, som i Dag lykkeliggør vort Liv? Er Gud ikke i Friheds- og Selvstændighedsarbejdet, hvem skal vi da takke for alle Aag, som brast og endnu brister . . .? Den store moderne Videnskab —, skulde den som Opdager af ny Naturlove, altsaa af Skaberens Orden fra Evighed af, endelig være kommet fra Djævelen eller være i Pagt med denne Stormagt? Naar Præsterne søger efter Gud i Tilværelsen, tror de da alene at finde ham i Ordenen, ikke ogsaa i Fremgangen og Friheden, uden hvilken der overhovedet snart ingen Orden mere var mulig? Skulde han ikke hellere tænkes at være i Fortroppen paa det endeløse Mennesketog, end i Bagtroppen?« — Disse Ord var skrevne Juni 1876, da Bjørnson endnu mente at »staa paa Barnetroens Bund« og alene krævede en ny Forkyndelse af Kristendommen, hvorved dens evige Sandheder skulde staa op som ny. Dog tilføjer han allerede her: »Et nyt Grundsyn maa til«. Dette Grundsyn var netop Troen paa en Udvikling, en Tro, som var vokset sammen allerede med hans Ungdoms Kristendom, og som nu hjalp ham til at gennemgaa Bruddet med Kirkens Dogmer og med selve Troen paa Biblens Autoritet uden noget Brud i hans dybeste religiøse Liv: Selvhengivelsen til en Verdensvillie, den højeste Form af Almenaand. Det var for Bjørnson, som om han atter tog Tjeneste hos den guddommelige Verdensstyrer, fornyede sin Pagt med en evig Fremgangsvillie, som kundgjorde sig i Livshistoriens Aabenbaring, — iberegnet Fortidens »hellige Skrifter«, med det Forbehold, at disse var Stadier i en fremadskridende Bevægelse. Gudsaabenbaringen syntes for Bjørnson at blive uendelig meget videre og rigere end før, men mere bevægelig, altid voksende. For Bjørnson, som for Tolstoj, blev det Menneskenes — de gode Menneskers — Sag at aabenbare Gudsvillien, ved at være Guds Arbejdsfolk paa Jorden.

Bjørnson var sig ikke selv klart bevidst, hvor forholdsvis jævn hans Overgang var fra den gamle til den ny Fromhed, eller hvor lidet han opgav af, hvad der før havde staaet for ham som Kristendommens Kerne: Arbejdet for Gudsriget, Godhedens og Fremgangens Rige, paa Jorden. Men fra nu af mente han at have sikrere Fodfæste i historisk Erfaring, ligesom han følte sig forynget gennem en usigelig lærvillig, religiøs Respekt for Videnskaben om Kendsgerninger. Erfaringsvidenskaben blev Bjørnson’s ny Ledestjerne. Han, som altid havde været en flittig Læser, blev nu endda flittigere end før, pløjede gennem en utrolig Mængde Bøger, satte sig paa Skolebænken igen, men denne Gang som den ivrigste af alle Begyndere, hvad enten det gjaldt Evolutionslære, historisk Bibelkritik, Psykologi eller Samfunds- og Opdragelseslære. Thi nu var det Livslære, som blev doceret for ham, Erfaringens hellige Skrift, ikke af middelgode Lærere, som paa Molde Skole, men af Mestre — det europæiske Aandslivs førende Aander. Ved deres Fødder sad han — i sit lyse Arbejdsrum paa Aulestad, med Udsigt over Dalen, og Udsigt ud i den vide Verden. Paa Aulestad, hvor han havde haabet at skulle leve sig ind i et inderligt Samfund med Norges Bondefolk, der kom han til at leve for en stor Del i Samfund med Europas ny Tænkere og Forskere. Men netop derigennem kom han ogsaa i ny Forbindelse med Nordens Ungdom. Thi ogsaa den var vokset samtidig med ham, delvis i samme Retning og under Impulser fra de samme Mænd, som Darwin og Mill, Taine og Renan og den unge Georg Brandes. Dertil kom, især for Bjørnson’s Vedkommende, den geniale norske Historiker, Prof. J. E. Sars.

Hvor bankede ikke den frisindede norske Ungdoms Hjerter Bjørnson i Møde, da han ved en Fest for ham i Studentersamfundet, 31. Oktober 1877, i en Tale, som for mange blev et Vendepunkt i deres Liv, erklærede, at der var »sprunget ny Kilder i hans Tilværelse«. Hvad det først og fremmest kom an paa for hver Enkelt, det var »at være i Sandhed. Vov at tænke! Vov at tale, hvad Du tænker! I Tidens Fylde vil Du nok ogsaa komme til Tro«.

Som hans »Barnetro« havde hjulpet ham mægtig til at skabe sin Ungdoms nationale Digtning og opdrage sig til Førergerning, saaledes hjalp hans ny religiøse Livsfilosofi ham til at blive, kanhænde, den fuldtonigste Tolk for Udviklingstroen i alle Digtarter og til at holde ud en hel Menneskealders voldsomt oprivende Kampliv. Hvad der for ham gav Døgnkampen dens Højhed, enten det var Strid med Teologerne om Helvedeslære og Bibelkritik, eller Vetostrid, Flagstrid, Unionsstrid, Kamp med »Kria-Bohêmen« og Georg Brandes om Ungdomslivets Renhed og Familielivets Moral, — det var, at al denne Kamp var for Bjørnson lig Arnljot’s Kamp for Olav, eller Olav’ernes Kamp for Kristus: en Kamp i den højeste Høvdings Tjeneste. Bjørnson var nu, som i sin Ungdom, med i et lysende Tog lig det, han havde skildret i Arnljot Gelline’s Syn af Olavstoget over Fjeldet. »Foran med Klokker, efter med Sange, — hellige Mænd og hvide Smaabørn, — bærende Kors og Blus og Kranser; — derefter Hærmænd, høje, hærdede, — bærende Banner, Vaaben, Hærskjold«.

At Deltagelsen i Dagens Kampe gennem halvhundrede Aar ikke for Bjørnson sank ned i det Smaa, beror paa, at han bares oppe af et episk Syn paa hver Sag, hvert Problem som Led i en Verdenskamp, der gav Livet lysende Mening, og som i Grunden var en Fortsættelse af Skabelsens guddommelige Værk. »En kampstor Tid, og vi er med! — Paa Jord det største er at være, — hvor Kræfter som er stort i Gære — skal tage Skikkelse og Sted; at give af sin egen Ild, — netop som Støbningen skal til; — at trykke af sin egen Form — i det som bliver Slægters Norm« —, saa havde han sunget allerede 1869. Og i den store Foraarssalme fra 1880 føler han sig som medskabende i en evig Vaar: — »yde din Skærv ind til det Eviges Hverv. Liden og svag aande et eneste Drag ind af den evige Dag«. De tre »Salmer« fra 1880 kan maaske betegnes som Udviklingslærens højeste Udtryk i nyere europæisk Poesi.

At Livet skal bygges paa Sandhed, ikke paa Selvbedrag, — paa Troskab mod Erfaring om Virkeligheden, ikke paa Drømme, der ofte er som Støv fra smuldrende Verdensanskuelser, der har gjort deres Gerning, dette er Grundtanken i Værker som »En Fallit« (1875) og »Redaktøren«, »Kongen« og »Magnhild« (1877), »Leonarda« og »Det ny System« (1879), »Støv« (1882), »En Handske« og »Over Evne«, første Stykke (1883), »Det flager i Byen og paa Havnen« (1884). Med en spøgefuld Karikatur af sig selv (i Forening med Jonas Lie), som Professor Tygesen i »Geografi og Kærlighed« afrunder han 1885 et overordentligt rigt Tiaar. Fra 1875 til 1885: 7 Nutidsdramaer, to større og to mindre Fortællinger, foruden ny Lyrik og et Utal af Avisartikler og Valgtaler. Bjørnson’s store Produktivitet i denne Tid kom ikke af, at han nu udelukkende var Digter. Tværtimod traadte han i denne Tid endnu dristigere frem end nogen Sinde før som Folkeleder, i Arbejde for politiske og religiøs-etiske Reformer. Deltagelsen i Handlingens Liv maa vistnok til sine Tider have forstyrret eller forsinket ham som Digter, men ogsaa have laant ham Drivkraft og ny Motiver, ved at bringe ham i stadig ny Berøring med Virkelighedens Mennesker og tillade ham selv at være med at igangsætte og prøve de Sjælekræfter, som giver Livet episk eller dramatisk Spænding i hans Digtning. Hans Digtekunst nærer sig af hans Livskunst. Norges Nutidsliv vilde ikke have frembudt et saa godt Stof for en ny Problemdigtning, hverken for Bjørnson eller for Ibsen, hvis ikke Bjørnson havde været med at give det virkelige Livs Kulturkamp en ny Stigning og Fart. Thi ogsaa som Politiker og Samfundsreformator er Bjørnson uvilkaarlig en episk og dramatisk Kunstner. I »Signalfejden«, i Striden med Teologerne (1876 og flg. Aar), i Flagstriden (1879), i Veto- og Rigsretsstriden (1882–84), i Kampen mod »Kria-Bohêmen« og Georg Brandes (1883, 1886–87 og senere), i Striden mod »Oftedølerne« og »Maalstræverne« og i den fornyede Unionsstrid, — overalt er det Bjørnson, som mere end nogen anden Normand bidrager til at gøre Virkeligheden dramatisk ved at tvinge en kronisk Strid til at blive akut eller drive slumrende, halvskjulte Modsætninger til at aabenbare sig og rykke ud i en aaben Kamp, hvor Kræfterne vokser paa begge Sider. Fornemmelsen af Kræfternes Vækst forklarer den tindrende Kampglæde og det overstrømmende Humør i de allerfleste af Bjørnson’s Skuespil og Fortællinger, Artikler og Taler fra denne Tid. Virkningen af hans Digtning, som af hans mægtige Veltalenhed (i Wergeland-Talen 1881, Talen paa Lillestrømmen, samme Aar), og hans djærve og knappe Indhug i Aviserne var ikke mindst denne, at Aandslivet fik en ny Spændstighed og Fart. Sjælden har en stor Digter haft en saadan Evne og Anledning til at bidrage til at gøre selve Livet til en Kunst, — sætte Masserne i dramatisk Aktion, hæve Døgnkampen op til en afgørende Stigning som i Rigsrets-Krisen, da man følte sig paa Randen af Statskup og Krig (1884). Overalt, hvor Bjørnson var med, virkede hans fyrige Temperament, hans Villiekraft, hans Aabenhed og Mod som et Ferment, der gød Liv i træge Stoffer og gav Kræfterne Vækst. Ogsaa Modstanderne laante Ild af hans Ild. Det fik han ofte føle. Især fra den Tid, da han næsten til Stadighed maatte kæmpe med Front til to Sider, mod de politisk og religiøst Konservative i alle de tre nordiske Lande, og mod en stor Del af Kunstnerstanden under Georg Brandes’ glimrende Anførsel. I Individualismens Tidsalder har Bjørnson’s ny Digtning ofte stødt paa Modstand, ogsaa i Udlandet, hvor G. Brandes og de nordiske »Naturalister«’s Indflydelse naaede hen, og hvor Bjørnson samtidig fra konservativt Hold blev betragtet med Mistro som en rød Republikaner, der endog havde udfordret selve Kong Oscar til Duel. (Denne løjerlige Fabel blev ved Bjørnson’s Død gentaget i flere udenlandske Aviser).

Den Kampstilling, hvori Bjørnson allerede fra Slutningen af 1860’erne stod til det mest »købedygtige« Publikum, øvede en skadelig Indflydelse paa hans Økonomi. Ligesom han blev fordrevet fra Ledelsen af »Chria Teater«, blev flere af hans ypperste Skuespil nægtet Adgang til de nordiske Scener. Der var en Tid, da enkelte Modstandere haabede, at han kunde drives til økonomisk Ruin. Imidlertid lykkedes det ham, ved Laan fra gode Venner, især den højsindede norske Højremand, Th. Joh. Heftye, og ved Forskud fra Forlagsboghandler Hegel, at holde det gaaende, indtil han ved yderst anstrengende Foredragsrejser (navnlig Amerika-Turneen, 1880–81) kunde vælte Gældsbyrden fra sig. Til stor Hjælp for hans Økonomi var ved Skæbnens smilende Ironi »En Fallit«, hvori en germansk Digter for første Gang overfløjede det ny franske Nutidsdrama, og hvis Sejersgang over de tyske Scener banede Veje ogsaa for den snart efterfølgende Række af Henrik Ibsen’s mægtige Dramaer.

Den højeste Scenevirkning naaede Bjørnson senere gennem »Over Evne«, første Stykke, som efter at have bestaaet Ildprøven for Paris-Kritikken (1894 og 1897, ved Lugné-Poë, med Herman Bang som Instruktør) naaede frem til København (Folketeatret) Foraaret 1899 og samme Aar’s Høst til Nationalteatret i Kria, hvor det under Digterens egen Iscenesætning gjorde en mere betagende Virkning end noget tidligere Skuespil. Næsten lige stor var den Triumf, Stykket fejrede paa de tyske Scener, fra 1900 (første Gang ved Paul Lindau’s Initiativ).

Efter 1885 var Bjørnson’s digteriske Produktion langsomt aftagende, og trods enkelte store Værker — Fortællingen »Paa Guds Veje« (1889), Skuespillene »Over Evne«, andet Stykke (1895), »Paul Lange og Tora Parsberg« (1898) — lidt efter lidt synkende. Den mangfoldige Misforstaaelse og Modstand og de aldrig standsende Angreb, stundom i pludselige Byger (gerne foranlediget ved et eller andet Fremstød fra ham selv), bidrog utvivlsomt sit til, at hans Digtning fra 60-Aars Alderen af (1892) ikke længere blev saa livsfrodig, fremfor alt ikke saa livsglad og overstrømmende menneskekær, som tidligere. Vistnok glimter og blinker det af Geni, i Fortællinger som »Mor’s Hænder« (1892), »Een Dag« (1893), »Absalon’s Haar« og »Mary« (1906), ligesom i Skuespillene »Laboremus« (1901), »Paa Storhove« (1902), »Daglannet« (1904) og ikke mindst i »Naar den ny Vin blomstrer« (1909), eller i »Fredsoratoriet« (1891), Universitetskantaten »Lyset« (1895), og i mindre Digte, hvoraf enkelte af betagende Skønhed som »Den gamle Vintersang« (i »Een Dag«), »Syng mig hjem« (1891) og det gribende Digt til Finland (1903). Men en gradvis synkende Skaberkraft er dog mærkbar i de allerfleste af Bjørnson’s sidste Værker. Endnu hævede dog hans Genius sig til sublim Flugt under hans sidste Sygeleje, i Kantaten ved Hundredaarsfesten for »Norges Vel« (skrevet Høsten 1909), ligesom han lige til den sidste Tid kort før sin Død kunde naa det højeste i Veltalenhed (som i Talen om Maalsagen i Studentersamfundet 1908). Et Par af hans bedste Avisartikler er ogsaa fra hans sidste Aar, hvori han atter tog Ledelsen i Kampen mod Kløvningen af det norske Folk i to Sprogsamfund og til Forsvar for det norske »Riksmaal« begyndte et nyt Felttog, som blev afbrudt af hans aarlange Sygeleje og hans Død i Paris 26. April 1910. De to Lande, hvori han var Folkedigter, Danmark og Norge, hædrede ham begge med en kgl. Ligfærd. I Sverige, hvor han snart havde været fejret som faa andre, snart igen hadet som Unionsfjende, havde det svenske Akademi 1903 hædret ham med den litterære Nobelpris. Bjørnson havde bidraget mere end nogen anden, næst efter Norges Modstandere inden for den svenske Overklasse, til at »løse Unionen i Sindene«, d. v. s. den gamle, halvt paatvungne, ikke jævnbyrdige Union. Men han ønskede af al Magt, at den skulde gaa over til et frit Forbund, helst mellem alle de tre, eller med Island fire, nordiske Folk. Han var trofast mod sin Ungdoms Skandinavisme, men længtes efter at se det nordiske Forbund som et Led i en endda langt videre Verdens-Føderation, forberedt gennem en germansk og en romansk Sammenslutning. Ad den Vej haabede han, Verdensfreden skulde komme, en Fred med Frihed for alle de undertrykte Folk, Nordslesvigerne, Polakkerne, Slovakerne, Ruthenerne, hvis uforfærdede, utrættelige Talsmand han var lige til det sidste.

Den Gyldendal’ske Boghandel, Nordisk Forlag har udgivet Bjørnson’s »Samlede Værker« i 3 Udgaver (1900–01, 1910–11 og 1914). — Bjørnson’s Breve i Udvalg ved H. Koht: »Gro-Tid« (1912). Bjørnson’s »Artikler og Taler«, i Udvalg ved Chr. Collin og H. Eitrem (1912–13).

I. B. Halvorsen, »Norsk Forfatter-Leksikon«, med Biografi til 1884; Clemens Petersen, i »Illustreret Tidende« [København 1860]; G. Brandes, »Det moderne Gennembruds Mænd« [1883]; Chr. Collin, »Bjørnstjerne Bjørnson Hans Barndom og Ungdom« [2 Bd, 1902–07]; Gerh. Gran, i »Normænd i det 19. Aarh.« [1914]; Gyldendal’s Festskrift til Bjørnson’s 70-aarige Fødselsdag [1902], med Knut Hamsun’s skønne Digt; »Samtiden«’s Festskrift [samme Aar]; Nulle Finsen, »Fra Bjørnstjerne Bjørnson’s sidste Aar« [1913]; John Landquist, »Essayer« [Stockholm 1913]. Af et Utal af ikke-nordiske Bidrag kan nævnes Essays af Hjalmar Hjort Boyesen og Edmund Gosse paa Engelsk, af Ernest Tissot og Jean Lescoffier paa Fransk, af K. Kahle og Richard Meyer paa Tysk. — Bjørnson’s Værker er for en stor Del oversatte paa Svensk, Tysk, Engelsk, Fransk, Hollandsk, Italiensk, Russisk. Nævnes kan »Bjørnstjerne Bjørnson Gedichte« paa tyske Vers af Max Bamberger, Ludwig Fulda, Cläre Mjöen, Christian Morgenstern, Roman Woerner, med oplysende Noter af Dr. Julius Elias [1908] samt Quelques Poèmes et Chansons de Bjørnstjerne Bjørnson traduits par Dagny, B. B. et Georges Sautreau).