Jeg vil bægre mit land,
jeg vil bygge mit land,
jeg vil elske det frem i min bøn, i mit barn,
jeg vil øge dets gavn,
jeg vil sørge dets savn
ifra grænsen og ud til de drivende garn.
Her er sommersol nok,
her er sædejord nok,
bare vi, bare vi have kjærlighed nok.
Her er digtende trang
gjennem arbeidets gang
til at løfte vort land, blot vi løfter i flok.
Vi for vide paa tog
over gyngende vaag,
rundt i landene kneiser normanniske taarn.
Men vort modige flag
flyver vidre i dag,
og det rødmer af sundhed som aldrig tilforn.
Og vor fremtid er stor;
ti det trekløvde Nord,
det skal samles igjen, det skal blive sig selv.
Hvad du evner, kast af
i det nærmeste krav,
det skal bæres helt frem af en voksende elv.
Denne bostavn er vor,
og vi elsker den for,
hvad den var, hvad den er, hvad den bliver igjen.
Og som kjærlighed gror
af den hjemlige jord,
skal den gro af vor kjærligheds frøkorn igjen.