Der sittrer paa mine Læber
Vel tusind blomstrende Ord;
Fra Hjertet op de stræber,
Hvor evindeligt de groer.
Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kjærlighed blev fød.
De have en Angst, en Længsel
At trænge frem og flye;
Ud fra det mørke Fængsel
Til Liv og Frihed tye.
Det Fængsel er mit Indre;
Der er saa fælt og vildt;
Der ingen Stjerner tindre
Og lyse fromt og mildt.
Thi Stormen gaaer derinde
Og jager Freden bort;
Frem fare de skarpe Vinde,
Og Natten er kold og sort.
Der lide de saa ilde
De lette Toner og Ord;
Saa gjerne flagre de vilde
Til dig, hvor Freden boer.
Og ængstedes de ikke
Af saa meget andet Smukt,
Saa lokked de dine Blikke
Fra deres livlige Flugt.
De dvæler — men ei de vover
Forstyrrende — og raae — —
Saa strømmer Smerten over —
Og Spirerne udgaae!